Marie Stavnsbjerg Hanssen

Marie

Billede 1 af 5

Julie Marie (1879-1965) er min mormors ældste søster. Hun blev aldrig kaldt andet end Marie.

Jeg ved ikke meget om Maries opvækst, men indtil hun var 11 år boede familien på gården Stavnsbjerg i Hejls. Hun har derfor gået i dansk skole de første år af sit liv, og det må have været en stor omvæltning at flytte til Nørremølle, hvor skolesproget var tysk. Sidst i 1890’erne står hun sammen med søsteren Agnethe for undervisning i folkedans i det gamle boel i tilknytning til Nørremølle sammen med Niels Bukh, som på det tidspunkt var karl på gården. Undervisningen fortsatte frem til 1901 hvor aktiviteterne flyttede til det nybyggede forsamlingshus i Vester Sottrup. Marie var meget glad for Niels Bukh. Måske var der også en skjult forelskelse, som aldrig rigtigt foldede sig ud?

Efter højskoleophold på både Vallekilde og Askov højskole og efter at have tjent forskellige steder bl.a. i Norge bliver hun i 1905 bliver Marie kokkepige på Herning højskolehjem. Her bliver hun i 1½ men i 1906 starter hun sammen med søsteren Agnethe et sommerpensionat og en husholdningsskole på Sandbjerg Slot, som deres far forpagter på det tidspunkt. Marie opgiver dog allerede efter det første år, mens Agnethe kører pensionatet videre i nogle år.

Herning Højskolehjem

Marie rejser i stedet tilbage til Herning Højskolehjem, hvor hun (frøken Stavnsbjerg) bliver ansat, først som værtinde og senere som bestyrer i årene fremefter. Søstrene Gudrun og Ingeborg har i periode arbejdet for Marie i Herning.

Højskolehjemmene blev oprettet rundt omkring i Danmark på lokalt initiativ med det formål, at have et sted hvor højskolefolk fra byen og omegnen kan samles til møder for gamle og unge, og derudover have et sted hvor højskolefok fra landet kan bo når de er i byen. Møderne er især folkelige og kristelige. Der er løbende diskussioner om hvorvidt de skal være afholdshoteller, hvilket har stor betydning for økonomien.

Herning Højskolehjem 1915. Foredragssalen var sikkert ikke meget anderledes da Marie 3 år senere bliver bestyrer.

Til stor overraskelse for bestyrelsen i Herning Højskolehjem siger hun sin stilling op i 1925. Hun låner ca. 40.000 kr. af søsteren Rigmors svigermor og bygger “Højskolehjemmet” i Ollerup (Svendborgvej 16, Ollerup), efter at Niels Bukh havde startet den kendte idrætshøjskole i Ollerup. Her drev hun de næste mange år Højskolehjemmet som en hotelpension. I den branche går det op og ned, og indtægterne svinger meget. Helt let har det nok ikke været. Højskolehjemmet findes stadig men anvendes i dag til Ollerup plejehjem.

Ollerup Højskolehjem. Ukendt årstal.
Ollerup Højskolehjem. Ukendt årstal.

I 1943 forlanger tyskerne at både højskole og højskolehjem skal bruges til indkvartering af tyske flygtninge. Først i 1947 er de sidste tyskere rejst. 1. januar 1948 sælger hun højskolehjemmet og flytter til Svendborg (Søkildevej 39). Huset i Svendborg deler hun med Anna Hofmann og hendes søn Jon. Anna var en tidligere ansat som stod for restauranten og værelserne i Højskolehjemmet. Marie selv stod for køkkenet. Marie delte huset med Anna og hendes søn så længe hun levede. Det var nok det nærmeste Marie kom på at have familie, og hun testamenterede sin arv inklusiv ejendommen til Annas søn.

Moster Marie havde et hav af opskrifter. Mit gæt er at den opskriftsamling som min mormor tydeligvis har fortsat oprindeligt stammer fra Marie. Min egen favorit er hendes appelsin-abrikosmarmelade, men der er mange andre gode opskrifter.

Spor:

Kilder:

  • Boje Juhl-Petersen personlige erindringer.
  • Herning Højskolehjem gennem 50 aar. 1890 – 1940. Herning Folkeblads bogtrykkeri. 1940.
  • Erindringer fra Ollerup. Anelise Bro med flere. 2003. Svendborg.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *