Helene er sin egen – erklærede nabokonen når børnene kom hjem og fortalte at Helene kogte gulerødderne med skrald og pillede dem som kartofler. Madlavning havde nok heller ikke Helenes store interesse, for datteren Ingeborg skriver, at den eneste gang hun så Helene ved komfuret var juleaftensdag, hvor hun bagte æbleskiver.
Allerede som barn erklærede Helene, at hun hellere ville have været en dreng. Hun ville hellere læse, lege og fange snoge, lægge dem i sprit end lære de huslige sysler. Hun kom imidlertid fra et hjem, hvor det ikke sømmede sig at læse ved højlys dag så Helene gemte sig bag chatollet, hvor hun kunne læse i fred. Hendes datter Ingeborg skriver: ”Hjemmet var naturligvis ikke stå storartet som hjemmet på Nørremølle. Det var utænkeligt, at bedstefar talte med sine børn. De sagde ikke du, men I til deres forældre. Det sømmede sig ikke for børn at sidde ned ved bordet, så de stod op under måltiderne”.
Hun interesserede sig for naturvidenskab, men man mente at for megen uddannelse ligefrem kunne være skadeligt for unge piger. De blev for utilfredse! I stedet kom hun i lære som mejerske (mejeri) og arbejdede nogle år i forskellige pladser. I mellemtiden havde hun forskellige jobs: i husholdninger, som mejerske bl.a. på Gråsten slots herregårdsmejeri, som gymnastiklærerinde på Vejstrup Højskole på Fyns Tidendes kontor i Odense. Hendes store ønske var at studere og især naturvidenskab interesserede hende. Det havde hun imidlertid ikke midler og opbakning til.
Datteren Ingeborg skriver: ”De store søstre på Nørremølle tolererede vel mors første højskoleophold, men de ville bestandig drive hende tilbage til det sorte komfur, der stod som et ondt spøgeslse for hende. Da hun så efter en vinter på Askov stilede så højt som at komme på Zahles skole i København, var de stærke nok til at spærre hende vejen. Det tilgav hun dem aldrig. Og hjemme (i Ullerup) mente de også at jo mere de unge fik af lærdom, des mere ville de have. De havde bedre af at bestille noget.” I det hele taget var hun nok lidt bange for at de skulle se for kritisk på hende på Nørremølle. Svigermor, Dorthea, var så dygtig, HPs søstre fremragende og hendes egen ældre søster myndig, klog og fornem. De holdt aldrig op med at opdrage hende.
Allerede tidligt mødte hun H.P. Hansen, men de endte med at være forlovede i 8 år før de giftede sig. Som gift kone fik hun 10 børn i løbet at 14 år.
Helene etablerede et børnebibliotek, mens de boede i Sønderborg, som havde 150 brugere. Biblioteket med danske bøger var en vigtig brik i at sikre at dansksindede børn fik et godt kendskab til dansk sprog og kultur.
Da H.P. Hansen var væk fra hjemmet i mange måneder af året blev det Helenes opgave at stå for den daglige drift af både hjemmet, 9 børn og avisen Heimdal. Det ene barn, Cristen, døde dog allerede som 1 årig i 1891. Helene var alene i hjemmet med børnene, mens HP var på rejse i Norge. Hun måtte derfor stå alene ved begravelsen af drengen, mens hun samtidig passede sit nyfødte barn Ingeborg. Samme år døde i øvrigt også både HP.s far (Cristen Hanssen), og drengens fætter som også begge hed Cristen Hanssen.
Navngivning i familien skete efter: De 2 første efter fars forældre, de 2 næste efter mors forældre. Så kom en nordisk serie: Astrid Margrethe, Helga Christine og Thyra Birgitte. Endelig en bibelsk serie: Den sidste var Ruth, det rimer da på slut.
Helene var alle steder. Hvis H.P. Hansen var den initiativrige – så var Helene den kristiske. Hun ligefrem forbød sin mand at tale om visse emner hvis hun skønnede at det var det bedste. Hun bragte aldrig rampelyset mod sig selv men forblev i baggrunden. Der er imidlertid ikke tvivl om at hun har haft afgørende indflydelse på sin mand og hans succes.
Økonomisk var familien i mange år dårligt stillet. H.P. drev en omfattende foredragsvirksomhed som stort set ikke gav overskud, da honoraret blev spist op af rejseomkostningerne. Desuden havde han en stor konsulenttjeneste hvor han ydede gratis assistance til mennesker som i konflikt med de tyske myndigheder. Indkomsten kom derfor fra Heimdal avisen og honorar for et stort antal artikler i forskellige blade. Det har derfor været en udfordring for Helene at mætte de mange munde.
Hjemmet var knyttet til frimenigheden i Haderslev. Frimenighedspræsten Rasmus Thomsen har hjemmedøbt alle børnene. Den store kirke – folkekirken – var tysk på dette tidspunkt. Frimenighedspræsten kom fra Haderslev, men holdt regelmæssige møder i Åbenrå. 1. gang på Hotel Phøniks, men senere blev det sværere at få lokaler. En tid blev møderne holdt i en dansesal siden i det nybyggede Folkehjem. I 1904 indviede menigheden en nybygget kirke, Sct. Jørgens Kirke, som blev benyttet frem til genforeningen hvorefter det blev besluttet at nedlægge menigheden. Kirken ligger på bakken ovenfor Folkehjemmet og har fra 1948 været almindelige folkekirke.
Grænseforeningen skriver om Helene:
”Helene Hanssen søgte aldrig sit eget og formåede i en sjælden grad at være bagmandskvinde og den gode hustru, der trofast og hengivent stod ved sin mands side et langt liv. Hun udfyldte hans plads i hjemmet og på bladet, når han var på rejse, og overlod den uden sværdslag til ham, når han kom hjem på sine korte besøg. Men hun fulgte ham ikke blindt, og hun bevarede sin selvstændighed og sine meningers mod. Når der var modgang, opmuntrede hun ham, og når der var medgang, lagde hun en dæmper på ham. Hendes sikre dømmekraft og menneskekundskab blev derfor af uvurderlig betydning for ham, og deres nære forhold og indbyrdes respekt var med til at sikre kampviljen og troen på den danske sag hos dem begge.”
Datteren Ingeborg skriver: ”Jeg har beundret hende, fordi hun livet igennem uden tøven kunde ofre alt for den, hun havde kær, fordi hun bevarede sit eget Ansigt og aldrig stræbte efter at være en formidnsket Udgave af sin Mand, fordi hun var saa ærlig , saa rent mærkværdig ærlig, fordi hun var saa stærk, at Arbejde, Barnefødsler, Pengesorger og politiske Modgangstider slet ikke kunde slide hende op. Hun var ligesom mere bange for medgang. ”
I hjemmet kom mange gæster. Det runde bord i stuen samlede folk. Mange kom for at få et godt råd. Under 1. verdenskrig kom de også for at høre nyt. Helene sætter sig kortklippet med kaffen og en god cigar. Jo – naboen havde ret. Helene var sin egen.
De senere år har der været skrevet og sagt meget om kvinders manglende repræsentation i historien. I Sønderborg er det i 2022 besluttet at vejen i et nyt boligområde (sidevej til Borgmester Andersensvej) skal opkaldes efter Helene: “Helene Hanssens vej”.
Spor:
- Åbenrå: Malerier i Folkehjemmet af både Hans Peter og Helene
- Åbenrå kirkegård. Gravsten for H. P. Hanssen og Helene Iversen
- Helene Hanssens vej. Sønderborg. Så vidt vides endnu ikke etableret.
Kilder:
- Helene Hanssen – et liv i strid og kærlighed. 2021. Lis Mikkelsen. Sprogforeningen.
- H. P. Hanssen “Et tilbageblik I,II,III, IV”.
- H. P. Hanssen “Fra krigstiden I og II”, 1924
- Ingeborg Refslund Poulsen, Et Dansk Kvindesind. Helene Hanssen. J. H. Schultz forlag
- Ingeborg Refslund Thomsen, Hjemme i Nordslesvig. Gyldendal, 1961.
- Sune Andresen. En sundevedsk bondeslægts historie. 1957. Gasas forlag. 1957. Bogen indeholder fine personbeskrivelser. Bagerst en slægtstavle udarbejdet for Helene Iversen. Den findes her.