
Elisabeth Knoph (1624-ca 1690) er min 7*tipoldemor. Hun er født i Alsted Fjenneslev Sogn, hvor hendes far Hieronymus Christophersen Knoph, min 8*tipoldefar var præst.
Hun gifter sig med 3 efter hinanden følgende præster i Lynge og Broby kirker. Den første er præsten Søren Hanssen Nyborg. Hun får 4 børn med ham.
Da han dør gifter hun sig i 1651 med Laurits Jørgensen Hammer (min 7*tipoldefar), med hvem hun får i hvert fald 3 børn, hvoraf den ene bliver min 6*tipoldefar Hieronymus Hammer. Med ægteskabet forsvinder navnet Knoph ud af min slægt og erstattes af Hammer, som nedarves i slægten de næste 150 år. Sammen får de
- Kirstine Lauritsdatter Hammer
- Abigael Lauritsdatter Hammer
- Cathrine Lauritsdatter Hammer
- Hieronymus Lauritzen Hammer, som bliver min 6*tipoldefar
Efter Laurits’s død gifter Elisabeth sig for 3. gang 44 år gammel i 1668 med den 10 år yngre Anders Christensen Schytte. De to lever sammen i 22 år før hun dør. De får ikke børn sammen. Schytte havde deltaget i Københavns forsvar. Han var “blind i 6 Aar, men kunde Evangelierne udenad; havde et høit Mæle og en reen Udtale; kunde høres langt udenfor Kirken; god Philolog og latinsk Poet; nidkjær, opbyggelig og redelig“, skriver Wieberg. Ved Elisabeths død er Schytte 56 år. Han gifter sig igen og får 4 børn.

Lynge og Vesterbroby har i århundrede haft fælles præst.
I Lynge kirke hænger der et Epitaphium med et maleri af Andreas Skytte og Elisabeth Knoph. Alterkalken bærer Skyttes navn og desuden har Skytte forfattet en latinsk indskrift på korets Nordvæg, som starter med “Hanc rogo merdecem vivos….”. Oversat står der:
“Denne Løn udbeder jeg af de levende, naar jeg er død: at de indtil Herrens Genkomst ikke forstyrrer den saliges Ben; thi Gud straffer Misgerningerne, ser det, og som en retfærdig Dommer over en uretfærdig Sag drager han dem til Ansvar for sin Domstol“.
Spor:
- Lynge kirke: På korbuen i kirken er præsterækken smukt malet op – begyndende i 1607. Alterstagerne af sølv er påført navnet Skytte.
- Lynge kirke: i Koret hænger et maleri af Skytte og Elisabeth.
- Lynge kirke: I kirken hænger udsnit af en gammel altertavle rundt omkring i kirken. Desuden er der opstillet figurer på en hanebjælke, som også menes at stamme fra den gamle tavle. Det var den tavle som blev brugt da Elisabeth og Lauritz levede.
- Vester Broby kirke: Alterstagerne er påført Andrea Skytte pastore 1679.
Kilder:
- Wiebergs præstehistorie (online udgaven)
- Vester-Broby Kirke, Alsted Herred, Nationalmusseet.
- Lynge Kirke, Alsted Herred, Nationalmuseet.