Christina Hanssen (1870-1896) var den yngste af min tipoldefars børn. Hun blev født på Nørremølle i 1870, og er dermed kun lidt ældre end min oldefars børn. Forældrene dør allerede da hun er 21/24 år gammel.
I 1896 bor hun en periode hos søsteren Ingeborg i Hejls. Hun er forlovet med Nis P. Krag, som er fra den nærliggende gård Trappendal. Hun bliver imidlertid syg og dør kort tid før deres planlagte bryllup.
Nis P. Krag blev enkemand i 1896, efter at hans første hustru Petrine Nielsen døde. De boede på Stensbjerggård i Møsevraa. Efter hendes død blev Nis boende på gården og forlovede sig med Christina. Efter hendes død gifter Nis P. Krag sig med Christina Margrethe Dall. Hans sælger gården i Møsevraa og køber gården Bøgeskov i Øster Starup (Ammitsbølvej 131). Parret får 3 børn.
I dag holder Lokalhistoriskarkiv og -forening for Hejls til på Trappendal. Trappendals marker er nu udlagt til sommerhusområde.
Helene er sin egen – erklærede nabokonen når børnene kom hjem og fortalte at Helene kogte gulerødderne med skrald og pillede dem som kartofler. Madlavning havde nok heller ikke Helenes store interesse, for datteren Ingeborg skriver, at den eneste gang hun så Helene ved komfuret var juleaftensdag, hvor hun bagte æbleskiver.
Allerede som barn erklærede Helene, at hun hellere ville have været en dreng. Hun ville hellere læse, lege og fange snoge, lægge dem i sprit end lære de huslige sysler. Hun kom imidlertid fra et hjem, hvor det ikke sømmede sig at læse ved højlys dag så Helene gemte sig bag chatollet, hvor hun kunne læse i fred. Hendes datter Ingeborg skriver: ”Hjemmet var naturligvis ikke stå storartet som hjemmet på Nørremølle. Det var utænkeligt, at bedstefar talte med sine børn. De sagde ikke du, men I til deres forældre. Det sømmede sig ikke for børn at sidde ned ved bordet, så de stod op under måltiderne”.
Hun interesserede sig for naturvidenskab, men man mente at for megen uddannelse ligefrem kunne være skadeligt for unge piger. De blev for utilfredse! I stedet kom hun i lære som mejerske (mejeri) og arbejdede nogle år i forskellige pladser. I mellemtiden havde hun forskellige jobs: i husholdninger, som mejerske bl.a. på Gråsten slots herregårdsmejeri, som gymnastiklærerinde på Vejstrup Højskole på Fyns Tidendes kontor i Odense. Hendes store ønske var at studere og især naturvidenskab interesserede hende. Det havde hun imidlertid ikke midler og opbakning til.
Datteren Ingeborg skriver: ”De store søstre på Nørremølle tolererede vel mors første højskoleophold, men de ville bestandig drive hende tilbage til det sorte komfur, der stod som et ondt spøgeslse for hende. Da hun så efter en vinter på Askov stilede så højt som at komme på Zahles skole i København, var de stærke nok til at spærre hende vejen. Det tilgav hun dem aldrig. Og hjemme (i Ullerup) mente de også at jo mere de unge fik af lærdom, des mere ville de have. De havde bedre af at bestille noget.” I det hele taget var hun nok lidt bange for at de skulle se for kritisk på hende på Nørremølle. Svigermor, Dorthea, var så dygtig, HPs søstre fremragende og hendes egen ældre søster myndig, klog og fornem. De holdt aldrig op med at opdrage hende.
Allerede tidligt mødte hun H.P. Hansen, men de endte med at være forlovede i 8 år før de giftede sig. Som gift kone fik hun 10 børn i løbet at 14 år.
Helene etablerede et børnebibliotek, mens de boede i Sønderborg, som havde 150 brugere. Biblioteket med danske bøger var en vigtig brik i at sikre at dansksindede børn fik et godt kendskab til dansk sprog og kultur.
Da H.P. Hansen var væk fra hjemmet i mange måneder af året blev det Helenes opgave at stå for den daglige drift af både hjemmet, 9 børn og avisen Heimdal. Det ene barn, Cristen, døde dog allerede som 1 årig i 1891. Helene var alene i hjemmet med børnene, mens HP var på rejse i Norge. Hun måtte derfor stå alene ved begravelsen af drengen, mens hun samtidig passede sit nyfødte barn Ingeborg. Samme år døde i øvrigt også både HP.s far (Cristen Hanssen), og drengens fætter som også begge hed Cristen Hanssen.
Navngivning i familien skete efter: De 2 første efter fars forældre, de 2 næste efter mors forældre. Så kom en nordisk serie: Astrid Margrethe, Helga Christine og Thyra Birgitte. Endelig en bibelsk serie: Den sidste var Ruth, det rimer da på slut.
Helene var alle steder. Hvis H.P. Hansen var den initiativrige – så var Helene den kristiske. Hun ligefrem forbød sin mand at tale om visse emner hvis hun skønnede at det var det bedste. Hun bragte aldrig rampelyset mod sig selv men forblev i baggrunden. Der er imidlertid ikke tvivl om at hun har haft afgørende indflydelse på sin mand og hans succes.
Økonomisk var familien i mange år dårligt stillet. H.P. drev en omfattende foredragsvirksomhed som stort set ikke gav overskud, da honoraret blev spist op af rejseomkostningerne. Desuden havde han en stor konsulenttjeneste hvor han ydede gratis assistance til mennesker som i konflikt med de tyske myndigheder. Indkomsten kom derfor fra Heimdal avisen og honorar for et stort antal artikler i forskellige blade. Det har derfor været en udfordring for Helene at mætte de mange munde.
Hjemmet var knyttet til frimenigheden i Haderslev. Frimenighedspræsten Rasmus Thomsen har hjemmedøbt alle børnene. Den store kirke – folkekirken – var tysk på dette tidspunkt. Frimenighedspræsten kom fra Haderslev, men holdt regelmæssige møder i Åbenrå. 1. gang på Hotel Phøniks, men senere blev det sværere at få lokaler. En tid blev møderne holdt i en dansesal siden i det nybyggede Folkehjem. I 1904 indviede menigheden en nybygget kirke, Sct. Jørgens Kirke, som blev benyttet frem til genforeningen hvorefter det blev besluttet at nedlægge menigheden. Kirken ligger på bakken ovenfor Folkehjemmet og har fra 1948 været almindelige folkekirke.
Grænseforeningen skriver om Helene:
”Helene Hanssen søgte aldrig sit eget og formåede i en sjælden grad at være bagmandskvinde og den gode hustru, der trofast og hengivent stod ved sin mands side et langt liv. Hun udfyldte hans plads i hjemmet og på bladet, når han var på rejse, og overlod den uden sværdslag til ham, når han kom hjem på sine korte besøg. Men hun fulgte ham ikke blindt, og hun bevarede sin selvstændighed og sine meningers mod. Når der var modgang, opmuntrede hun ham, og når der var medgang, lagde hun en dæmper på ham. Hendes sikre dømmekraft og menneskekundskab blev derfor af uvurderlig betydning for ham, og deres nære forhold og indbyrdes respekt var med til at sikre kampviljen og troen på den danske sag hos dem begge.”
Datteren Ingeborg skriver: ”Jeg har beundret hende, fordi hun livet igennem uden tøven kunde ofre alt for den, hun havde kær, fordi hun bevarede sit eget Ansigt og aldrig stræbte efter at være en formidnsket Udgave af sin Mand, fordi hun var saa ærlig , saa rent mærkværdig ærlig, fordi hun var saa stærk, at Arbejde, Barnefødsler, Pengesorger og politiske Modgangstider slet ikke kunde slide hende op. Hun var ligesom mere bange for medgang. ”
I hjemmet kom mange gæster. Det runde bord i stuen samlede folk. Mange kom for at få et godt råd. Under 1. verdenskrig kom de også for at høre nyt. Helene sætter sig kortklippet med kaffen og en god cigar. Jo – naboen havde ret. Helene var sin egen.
De senere år har der været skrevet og sagt meget om kvinders manglende repræsentation i historien. I Sønderborg er det i 2022 besluttet at vejen i et nyt boligområde (sidevej til Borgmester Andersensvej) skal opkaldes efter Helene: “Helene Hanssens vej”.
Spor:
Åbenrå: Malerier i Folkehjemmet af både Hans Peter og Helene
Åbenrå kirkegård. Gravsten for H. P. Hanssen og Helene Iversen
Helene Hanssens vej. Sønderborg. Så vidt vides endnu ikke etableret.
Kilder:
Helene Hanssen – et liv i strid og kærlighed. 2021. Lis Mikkelsen. Sprogforeningen.
Sune Andresen. En sundevedsk bondeslægts historie. 1957. Gasas forlag. 1957. Bogen indeholder fine personbeskrivelser. Bagerst en slægtstavle udarbejdet for Helene Iversen. Den findes her.
H. P. Hanssen. Maleri af Robert Lepin 1923. Hænger på Folkehjemmet i Åbenrå.
Hans Peter Hansen er en af de meste betydningsfulde i vores slægt. Jo mere jeg har beskæftiget mig med ham jo mere er jeg blevet overbevist om hans dygtighed. Jeg er heller ikke i tvivl om at hans hustru Helene har stor del af æren for hans succes.
Der er skrevet mange bøger af og om H. P. Hanssen. Jeg gengiver her nogle indtryk hans mere private liv og hans forhold til den øvrige familie. Han blev født i 1862 i slægtsgården Nørremølle 2 år før krigen i 1864. Han var det sjette barn i en søskendeflok på 8.
Ved fredsaftalen efter 1864 blev det (paragraf 5) aftalt, at der skulle holdes folkeafstemning i Sønderjylland. Aftalen blev ensidigt ophævet af Bismarck (Østrig og Preussen) i 1878. Samme år blev der udsendt en ny skoleordning hvorefter det tyske sprog blev ophøjet til undervisningssprog i alle skoler. Også i retssystemet og administrationen blev det danske sprog trængt tilbage. Senere, i 1888 blev modermålsundervisning helt ophævet i Nordslesvigske folkeskoler, så der udelukkende undervises på tysk.
Indtil 1878 havde Hans Peters far regnet med at min oldefar Christen Hanssen f. 1855 skulle overtage slægtsgården efter ham. Imidlertid måtte han som “optant “regne med at blive udvist for den mindste tilkendegivelse af dansk sindelag. Under disse forhold foretrak Christen at blive i Danmark.
Det blev derfor aftalt at lillebroren Hans Peter skulle overtage gården i stedet. Hans Peter mente at Nordslesvig trængte til en ungdom, som ville føre kampen videre. Han besluttede derfor at blive i Sønderjylland, tog på session som tysk soldat men blev kasseret på grund af en mystisk hårsygdom. Sygdommen forsvandt senere, men han blev aldrig soldat.
Som tiden gik blev han mere og mere involveret i politik. Preussernes ensidige aflysning af folkeafstemningen i Slesvig blev omdrejningspunktet for hans politiske liv og kamp. Han fik derfor både en landbrugsuddannelse og en politisk uddannelse på højskoler, ved universitetet i Leipzig, Berlin og København. Han fik i stigende grad opbakning og flere og flere tillidsposter og måtte i 1888 erkende han han ikke både kunne være politiker og landmand. Det hele endte med at Hans Peter valgte politikken, og at Christen trods de ovenfor nævnte udfordringer valgte at flytte til Nørremølle med familien.
Hans Peter var medlem af den Preussiske Landdag 1896-1908. Parlamentet i Tyskland bestod af et Herrehus og et Deputeretkammer (til daglig kaldet Landdagen) med ansvar for administration, kommuner, kirke, skole, erhverv, jernbaner og andre landsanliggender.
H. P. blev valgt ind i den tyske rigsdag 1906-1919. Rigsdagen havde ansvar for udenrigspolitik, forsvar, retsvæsen, told, post og andre rigsanliggender.
Hans mærkesager årene frem til 1. verdenskrig var kampe og sager om
modersmål i skole og kirke
forenings- og forsamlingsret
optanternes urimelige vilkår
optanters lånemuligheder
Indimellem bliver han af sine landsmænd mødt at hvad han kalder “Forbløffende mangel på politisk Intelligens“. Kritikken fra hans egne gjorde ondt og i 1907 var tæt på at nedlægge mandatet i mangel på opbakning. I 1908 ville oppositionen “nok være med til at beslutte, men ikke tage et medansvar for den førte politik“. Også her var han på vej til at trække sig. Og igen i 1910: “Om jeg vil fortsætte min parlamentariske Virksomhed afhænger af, om jeg bevarer Troen paa, at jeg kan udrette noget på den Post, hvor De sætter mig. Brister denne tro viger jeg Pladsen, skriver han. Kun modstræbende modtog han genvalg i 1912, idet han “gik ud fra at valgperioden 1912-17 ikke ville stille større opgaver“. Sådan gik det som bekendt ikke. 1. verdenskrig brød ud i 1914.
Han er rystet over tiden under 1. verdenskrig. Da han i modsætning til øvrige medlemmer af Rigsdagen læser udenlandske aviser er han langt mere veloplyst end de fleste, så alene informeres via de officielle kanaler, som fastholder store fremskridt i krigen helt frem til krigens afslutning.
Tyskland taber som bekendt 1 verdenskrig og som en del af fredsaftalen skal der holdes folkeafstemning. Enden bliver at Nordslesvig (Sønderjylland) kommer tilbage til Danmark. H. P. Hanssen er i en overgangsperiode 1919-20 “Minister for sønderjyske anliggender”, som det hedder. Denne model for afklaring af grænsespørgsmål fremhæves ofte som model for løsning af andre tilsvarende grænsekonflikter.
Spor:
Åbenrå: Malerier og buste i Folkehjemmet i Åbenrå af både Hans Peter og Helene
Christiansborg, København. Maleri af H. P. Hanssen. Det hænger muligvis i samtaleværelset eller nær montren med Grundloven.
Åbenrå kirkegård. Gravsten for H. P. Hanssen og Helene Iversen
Åbenrå: gade og boligkareer er opkaldt efter H.P. Hanssen.
Christen blev født på Nørremølle i 1855 i Vester Sottrup i Sønderjylland. Han er derfor født dansk statsborger i en dansksindet familie. Krigen i 1864 ændrede i høj grad Christens liv, for efter den lå hans hjem i Tyskland. Han var da 9 år. Det lå i kortene at Christen, som ældste søn skulle overtage slægtsgården Nørremølle.
Christen rejste til Danmark som 15 årig for at gå på højskole, lærte landbrug og aftjente værnepligt i Danmark. Det blev til mange år i Danmark og han forblev dansk statsborger. Det betød, at han ikke skulle aftjene værnepligt i Tyskland, men også, at han blev defineret som såkaldt “optant” hvis han flyttede tilbage til forældrenes gård. Hermed havde han f.eks. ikke stemmeret.
Han blev efter et højskoleophold på Askov landbrugselev på Skærsø gods. På det tidspunkt drev Skærsø et af de mest moderne landbrug i Danmark. Her mødte han Dorthea. De giftede sig efter nogle år.
For Christen var flytningen tilbage til Nørremølle fra Stavnsbjerg i 1890 tilbage til det velkendte. Samtidig betød status som optant, at han ikke måtte deltage i nogen former for politisk liv. Som bror til den mere berømte H.P. Hanssen har der været fokus på om han nu også opfyldte betingelserne.
Det kan ikke altid have været lige let, selv om han altid bakkede sin berømte lillebror op. F.eks. blev Christen anholdt ved 1. verdenskrigs udbrud, sandsynligvis udelukkende fordi han var bror til H.P. Hanssen. Han var fængslet i 6 uger sammen med andre dansksindede. I flere sammenhænge refereres der i beskrivelse af hans børn som niecer og nevøer til H.P. Hanssen. Det ses f.eks. i bogen om Jørgen Eriksen, at han giftede sig med “H.P. Hanssens niece”. Et andet sted bliver han pludselig H.P.’s lillebror. Forvekslede blev de sikker også – der er mange ligheder i deres udseende.
Spor:
Aftægtsboligen Nørrehus, Nybølvej 4 i Vester Sottrup.
Nørremølle, Nørremøllevej , Vester Sottrup
Familiegravsted på Sottrup kirkegård. Det ligger på sydsiden af kirken.
Kilder:
Christen Hanssens levnedsbeskrivelse i anledning af udnævnelse til ridder af Dannebrog.
Hvis noget liv er en film værdigt, så gælder det Dorothea. Dorothea var født i Dråby. Hendes forældre var Marie Kjerstine Rasmusdatter og Jacob Handsen. Da hun var 3 år blev hun sendt “på ophold” hos bedstefaren, men mor tog sig af en nyfødt.
Bedstefar var enkemand og havde en ugift søn (hendes morbror Rudolph Rasmussen Thommesen) og datter (hjemme. Sønnen tog sig af opdragelsen, en han var streng og alvorlig. Det livlige barn samlede sammen til en omgang ris hver eneste dag. Skolegangen var lang og læreren ond. Hos en gammel kone, der boede i nærheden af skolen fik hun trøst. Hun endte med at bo der i 6 år. “-hvis du ikke skikker dig, bliver du sendt hjem, sagde de. Dorothea kom til at frygte det hjem hun slet ikke kendte.
Ingeborg Refslund Thomsen har skrevet en bog om Dorothea. Hun skriver: “Og så skete det alligevel, at Morbroderen blev gift, og hun blev sendt hjem, da hun var 9 aar gammel. Hendes lille søster kom straks og gav hende et kønt glasskaar, hun skævede efter bjælken i køkkenet, og saa havde de slet ingen mester Erik! Hos bedstefar maatte de kun synge salmer, som hun ikke forstod, og hjemme, der sang mor Heibergs gadeviser og sange fra krigen, mens hun sad og spandt. Og hjemme, der var der en bedstemor, der fortalte historier dagen lang. Og en glad lærer med en violin”.
Dette sket i 1864. Kort tid efter tabte Danmark slaget ved Dybbøl og Jylland blev besat. Der kom også soldater til Djursland og de indkvarterede sig i Dorotheas hjem. Dorothea var i marken for at vogte dyrene og blev frygtelig forskrækket over de mange soldater som pludselig var i hendes hjem. Soldaterne blev i 3 – 4 måneder.
Dorthea kom senere på Askov højskole. Her blev hun veninde med både Charlotte Schrøder (datter af forstander Schrøder) og Julie Marstrand, som senere blev gift med Vallekilde højskoles grundlægger Ernst Trier. Derfor havde Dorthea livet igennem meget tæt forhold til de 2 højskoler.
Efter højskolen arbejdede hun som mejerske på det Skærsø gods, der ligger tæt på hendes hjem. Her møder hun i 1874 Christen. “Hun sang så det klang i hele mejeriet. Og hun kunne sno sig. En rank og stærk pige, store træk og et par leende brune øjne, det svære haar sat op i et par tykke fletninger. Det varede ikke længe, saa var de forlovet“, skriver Ingeborg.
Så blev der sendt et billede af Dorothea hjem til Nørremølle til Christens far og mor. bedstemor sendte alle børnene ud af stuen for at hun rigtig kunne mønstre hende, men én krøb om bag en stol, og kunne fortælle at deres mor havde sagt: “Ja, hun ser minsandten godt ud, men han er jo kun en dreng!”
Dorothea arbejdede efterfølgende som mejerske på Nørremølle og andre steder. Endvidere var hun elev på både Askov og Vallekilde højskoler. Hendes hendes veninde Julie Marstrand blev senere gift med Vallekilde højskoles grundlægger Ernst Trier, og ad den vej bevarede Dorthea et tæt forhold til denne højskole.
Dorothea elskede gæster og de 2*Hans Peter i særdelehed: Hans Peter (Kinafaren) og Hans Peter (Politikeren). Ingen måtte kritisere Hans Peters politik. Ifølge Lis Mikkelsens bog om Helen, skrev Dorothea 23. november 1919 således til H. P. Hansen, da de værste angreb er i gang: “Min inderligt kære Svoger bedes spise min prosaiske Gave med Glæde i disse fortsatte Krigstider. Alle de slag, du faar i Aviserne gør mig gal til visse Tider, og til andre Tider bitter, men midt i det Alt er jeg saa kommet i Tanker om sødeste dig. Saa følger jeg min Ungsoms og Alderdoms faste Overbevisning: At Danmark ikke har en bedre Søn end du”.
Dorothea slap ikke igennem livet uden sorger. Inden hun selv døde havde hun allerede mistet 6 ud af sine 12 børn. De tre døde som små børn i alderen (2 uger, 3 måneder og 1½ år). En voksen datter døde som 40 årig af lungebetændelse, en søn blev 50 år og døde af blindtarmsbetændelse. Endelig begik en voksen datter selvmord som 54 årig efter mange år med psykiske problemer.
Dorothea og Christen nød deres pensionisttid. De var æresmedlemmer af ungdomsforeningen i Vester Sottrup. Dorotheas liv var usædvanligt og trods stor modgang og mange udfordringer lykkedes det Dorothea livet igennem at bevare tro, håb og livsglæde.
Spor:
Gravsten på Sottrup kirkegård. Familien Hanssens gravsted ligger på sydsiden af kirken.
Maria Vilhelmine (1859-1928) var søster til min oldefar. Hun giftede sig med Johan Andresen (1853-1941) og sammen overtog de slægtsgården Højsvej 3 i Ullerup efter Peter og Ingeborg Iversen (Helene Iversens forældre). Dermed kommer der dobbelt slægtsskab ind i familien idet Helene Iversen (H.P. Hanssens hustru) både er Maria Vilhelmines svigerinde via ægteskabet med H. P. og samtidig Johan Andresens kusine. Indviklet? ja.
Marie Vilhelmine har skrevet erindringer om barndommen på Nørremølle. Om slagtning, høst og spinding. Om JUl og påske. Om venner og familie og mange andre ting som hørte til livet på en gård i gamle dage.
Johan Andresen derimod blev udnævnt til ridder af Dannebrog den 22. februar 1922. Han har indleveret sin levnedsbeskrivelse i den anledning. Han fik desuden fortjenstmedaljen i sølv den 27. januar 1909 for at fører tilsyn med krigergravene fra 1864. I hans meget interessante og læseværdige levnedsbeskrivelse på Surlykkerne.dk fortæller han sin livshistorie og om tyskertiden mellem 1864 og 1920, hvor han arbejdede tæt sammen med H.P. Hanssen.
Johan var ud af en søskendeflok på 10 børn. Nedenfor ses disse med ægtefæller. 2 af børnene døde som små. En del af disse var samlet i 1909:
Anna Marie f. 1851 g.m Jens Vejrup
Johan f. 1852 g.m. Maria Wilhelmine Hanssen (Nørremølle)
Marie f. 1856 g.m. Hans Skjøde
Peter f. 1860 g.m. Marie Blume
(Metta) Cathrine f. 1865 g.m. Christian Blad
Jens f. 1868 g.m. Helene Weggersleff
Familien samlet måske i anledning af modtagelsen af fortjenstmedaljen i 1909. Siddende forrest: Marie Andresen f. 1856, Johan Andresen f. 1853, Maria Vilhelmine Hanssen f. 1859, Peter Andresen (Johans søn), Metta Catharina Andresen. Stående bagerst Jens Andresen f. 1868 og Helene Weggersleff. Dernæst Christian Blad (g.m . Metta), Jens Vejrup og Anne Marie Andresen ( Johans søster), Hans Skjøde og Marie blume.
Johan og Maria var som den øvrige slægt optaget af højskolebevægelsen (Askov) og den sønderjyske sag.
De fik 5 børn
Jens Andresen (1884-1967)
Ingeborg Andresen (1885-1914)
Marie (1889-1974)
Kresten (1890-1916)
Johanne (1895-1994)
Ingeborg døde 29 år gammel på Flensborg sygehus fra 4 små børn. Hendens mand Christian Petersen blev indkaldt som soldat kort tid efter. Ingeborgs søster Marie overtog pasningen af børnene og giftede sig senere med Christian.
Jens blev delvis invalid efter at have brækket foden i de tyske løbegårde. Han kom sig aldrig helt, men drev dog gården Skovrup i Broager.
Johanne giftede sig med Jens philipsen, der var vokset op i Hejls lige nord for grænsen. De overtog gården i Ullerup.
Gravsten, Ullerup kirkegård. Faldne i Ullerup. Kristen står øverst på listen.
Det som imidlertid kom til at præge Johans og Marias liv var ikke mindst tabet af sønnen Kresten. Kresten blev dræbt ved slaget i Somme. Det forlød først at han var taget til fange af Englænderne, men der kom ingen breve. I årene derefter håbede de til stadighed, at han på mirakuløs vis skulle dukke op. Det skete imidlertid ikke. Kresten havde egentlig tænkt at uddanne sig til journalist. Han skrev løbende breve hjem fra fronten.
Efter krigen udgav han mor brevene. Senere, i 2012 er breve og nogle dagbogsnotater genudgivet. Han var dygtig til at beskrive situationen. Familien rejste en mindesten i haven i Ullerup. Den er senere flyttet ud til vejen efter at gården skiftede ejer. I 2023 har Lars Gottschau Malm med udgangspunkt i Krestens breve udgivet en CD med en række smukke sange som hver især fortolker Krestens breve og dagbøger.
Ingen ven dit haandtryk fik. Ingen hørte afskedssukket men enhver Gud sætter ene, han selv er mere nær. Mindesten ved hjemmet i Ullerup.
Spor:
Familiegravsted på Ullerup kirkegård
Mindesten for Chresten Andresen på Ullerup kirkegård
Mindesten for Chresten Andresen ved vejen på Højsvej 3. Stenen stod oprindeligt i haven men er flyttet efter salget af ejendommen.
