Kategori: Christen og Dorthea Hanssen, Nørremølle

Morten Poulsen

Morten Poulsen

Morten Poulsen er min morfar (1896-1991). Han var den ældste af 4 børn, 2 drenge og 2 piger (Søren, Kathrine ogElise). Hans forældre (mine oldeforældre) var Mariane og Poul Poulsen.

Morten blev født på et lille landbrug i landsbyen Ingerslev i Tiset sogn nær Århus men familien flyttede til Århus, da han var 3 år. I hans barndom flyttede de meget rundt i Århus og Morten fik tidligt pligter – han måtte bringe varer ud om morgenen før skoletid og kom af den grund ofte for sent i skole.

Han gik i en privat realskole og klarede sig godt. Allerede i skolen drømte han om at arbejde ved jernbanerne, men da faren døde i 1911 var den plan nær gået i vasken. Nogen (hvem?) sørgede dog for at han fik lov at fortsætte på friplads i skolen, da moren ikke kunne betale for hans skolegang. Han sluttede med en god karakter.

Det lykkedes ham at blive elev hos Statsbanerne og i de følgende år arbejdede han på en række forskellige stationer rundt om i Danmark. Arbejdstiden var 7 dage om ugen og lønnen meget lav. Nogen steder var han dog så heldig, at der fulgte kost og logi med jobbet, så han kunne skabe sig et lille overskud.

Morten på Jernbaneskolen i Roskilde i 1918. Morten står i midterste række som nr. 2 fra højre.
  • 1914 Elev hos Statsbanerne
  • 1915 Trafikelev ved Statsbanerne
  • 1916 Soldat på Fastebatteri på Amager. Rekrutskolen på Christianshavn, Husum kaserne – passede telefoncentral i fæstningsvolden. Dernæst Grevelejren. Han så ikke sit civile tøj i de 1,5 år soldatertiden varede
  • 1918 Jernbaneskole i Roskilde. Medhjælpereksamen.
  • 1919 Jernbanen Hillerød, Birkerød, Dalmose, Hellerup og Vedbæk.
  • 1920 Ansat ved Vester Sottrup station efter genforeningen, hvor danmark overtog togdriften. Her mødte han Ingeborg, min mormor.

Morten søgte om ansættelse i Sønderjylland længe før afstemningen fandt sted. Han blev ansat hvis udfaldet af afstemningen blev dansk og han fulgte derfor afstemningerne med stor interesse og rejste til Sottrup i juni 1920. Allerede 2 dage efter ankomsten til Sottrup fik han et telegram hjemmefra: “Søren er stærkt tilskadekommen, kom straks”. Det lykkedes ham at rejse til Århus med det samme og ankom næste morgen. Søren var Mortens lillebror. Han døde dagen efter som følge af trafikulykken på den motorcykel som Morten og Søren havde købt i fællesskab. Morten måtte straks derefter rejse tilbage til Sottrup, da Danmark overtog banerne natten mellem den 16. og 17. juni, og så tilbage til Århus til begravelsen den 20. juni i Århus. Alt i alt en hård start på det nye job.

Morten faldt dog efter dette hurtigt til og i august var der en militærkoncert i Dybbøl præstegårdshave. I den forbindelse lærte han min mormor at kende. De blev gift 3 år senere, da han fik en fast stilling i Padborg. Her levede de nok de mest lykkelige år i deres liv.

Allerede som helt ung lovede Morten sig selv at han ville støtte unge menneskers uddannelse hvis han fik mulighed for det. Det fik han: I 1967 dannede han 3. November Fonden, som hvert år siden har uddelt penge til forskellige formål.

Morten bidrog på forskellig vis til Røde Kors arbejdet i Padborg. For dette arbejde modtag han i lighed med min mormor Ingeborg Dansk Røde Kors Mindetegn for Krigshjælpearbjede 1939-1945.

Han var medlem af “Foreningen Landeværnet”, der ydede billige lån, navnligt til unge danske landmænd, til erhvervelse, styrkelse eller udvidelse af egen ejendom i Sønderjylland. Morten var også medlem af Andelsselskabet “Padborghus”, som var et forsamlingshus i Padborg.

Morten var i sit voksne liv en dygtig tegner med en karakteristisk streg. Jeg tror vi alle i familien har fået hans sirligt ofte finurligt tegnede kort til fødselsdag og jul.

Spor:

  • Morten er begravet på Åbenrå kirkegård, men gravstedet findes ikke længere.

Kilder:

Ingeborg og Morten Poulsen

Ingeborg og Morten er min mormor og morfar. Ingeborg var mine oldeforældres yngste datter. Ingeborg flytter i 1920 efter ophold hos søsteren Marie i Herning hjem til Sottrup, hvor hun deltager i afstemningen og genforeningsfestlighederne. Hun hjælper forældrene med at flytte til det nybyggede aftægtshus i Sottrup kaldet Nørrehus.  

Samme sommer møder hun også Morten Poulsen. Danmark overtager jernbanedriften i Sønderjylland efter genforeningen, og Morten bliver ansat på Sottrup Station.

Ingeborg og Morten forlover sig i 1920. I november samme år rejser Ingeborg til Askov højskole. En dag kom Morten på besøg. Ingeborg skriver om dette besøg til Rigmor: ”Fru Appel sagde vi skulde komme ind. Herrer må ikke komme på Værelserne, så vi sad først nede i Dagligstuen. Da der saa kom Fremmede måtte vi gaa op på Dinas Værelse, skulde saa ned til Kaffe så hele forestillingen var baade pinlig og grinagtig. Sommetider kan Folk være pjankede. Hele ”Familien” samlet hos os grinte. De vilde se Morten men da vi sad i Dagligstuen maatte de nøjes med at lege med Tøjet. Jeg troede man kunde faa Fremmede i al Stilhed, når vi gik vores Vej, men Stenhøj havde sagt til Fru Appel at han kom. Det var ærgerligt”. Der blev passet godt på de unge damer på den tid.

Ingeborg og Morten gifter sig og bygger hus i 1923 i Padborg, som de kalder Paddehatten. Huset var tegnet af Ingeborgs fætter, Arkitekt Jep Fink, som var inspireret af ”Bedre Byggeskik”, der var 20’ernes helt store hit. De fik 4 døtre, Ellen, Eva, Gudrun og Ingrid hver med 4 års mellemrum. Min morfar og mormor fik et langt liv sammen – den nåede at holde krondiamantbryllup, 65 år. Beboerne havde i dagens anledning lys i vinduerne og jeg husker, at brudeparret og alle vi gæster gik ned ad gågaden i Åbenrå.

Min mormors forhold til svigermor Mariane var nok lidt anstrengt i starten: ”Morten sagde dem jo nogle Sandheder i starten angående Anna da hun nu søgte Plads, og der var en hel del der ikke faldt i god Bund, så de har ikke skreven til os siden vi var der. Jeg har skreven et Par Breve og lader som ingenting, så kom der endelige et Par Linjer fra Kathrine forleden Dag, men ikke med Hilsen fra Mor og Anna. Jeg synes det er en saa underlig pjanket men jeg tror de har meget let ved at blive fornærmet. Nu kan Du jo se at vi ikke er helt blide Skabninger. Jeg gider ikke fedte for Folk, hvis man ikke kan snakke med dem om Tingene maa man hellere hver passe sit”.  Senere kom Mariane på længere besøg, så helt galt har det nok alligevel ikke været.

Senere i 1945 flytter de til Århus og videre til Herning og Thisted. Mens de bor i Thisted holder de bryllup for min mor og far på en til dagen opfunden “Bryllerup Station” for enden af perronen. I Thisted bliver Gudrun student og både hun og Eva flytter hjemmefra. Jeg tror aldrig min mormor fandt sig til rette udenfor Sønderjylland, og i 1955 får Morten heldigvis ansættelse som stationsforstander i Åbenrå, et job han bevarer indtil han pensioneres i 1964.

Det fik mange og aktive pensionist-år sammen, med mange rejser (Morten fik fribilletter efter sine mange år som tjenestemand i DSB) og de dyrkede begge masser af kreative aktiviteter.

Spor:

  • Både Ingeborg og Mortens nedskrevne erindringer. Der findes desuden båndoptagelser hvor de hver især fortæller om deres liv.
  • Ingeborg og Morten blev begravet i Åbenrå, men gravstedet er nedlagt.
  • 3. Novemberfonden. De har indstiftet en fond hvor man kan søge tilskud til gavn og glæde for Åbenrå og til enkeltpersoner med opvækst i Åbenrå.
  • Ingeborg og Morten boede i Åbenrå i mange år i gågaden: Ramsherred 37, 1. sal.
  • Paddehatten i Padborg har adressen Frøslevvej 29, Padborg
  • Ingeborgs keramik findes vist hos alle familiemedlemmer.
  • Mortens sirlige tegninger findes mange steder.

Kilder:

Min oldefar Christen Hanssen, Nørremølle

Christen Hanssen, f. 1855 Nørremølle

Christen blev født på Nørremølle i 1855 i Vester Sottrup i Sønderjylland. Han er derfor født dansk statsborger i en dansksindet familie. Krigen i 1864 ændrede i høj grad Christens liv, for efter den lå hans hjem i Tyskland. Han var da 9 år. Det lå i kortene at Christen, som ældste søn skulle overtage slægtsgården Nørremølle.

Christen rejste til Danmark som 15 årig for at gå på højskole, lærte landbrug og aftjente værnepligt i Danmark. Det blev til mange år i Danmark og han forblev dansk statsborger. Det betød, at han ikke skulle aftjene værnepligt i Tyskland, men også, at han blev defineret som såkaldt “optant” hvis han flyttede tilbage til forældrenes gård. Hermed havde han f.eks. ikke stemmeret.

Han blev efter et højskoleophold på Askov landbrugselev på Skærsø gods. På det tidspunkt drev Skærsø et af de mest moderne landbrug i Danmark. Her mødte han Dorthea. De giftede sig efter nogle år.

For Christen var flytningen tilbage til Nørremølle fra Stavnsbjerg i 1890 tilbage til det velkendte. Samtidig betød status som optant, at han ikke måtte deltage i nogen former for politisk liv. Som bror til den mere berømte H.P. Hanssen har der været fokus på om han nu også opfyldte betingelserne.

Det kan ikke altid have været lige let, selv om han altid bakkede sin berømte lillebror op. F.eks. blev Christen anholdt ved 1. verdenskrigs udbrud, sandsynligvis udelukkende fordi han var bror til H.P. Hanssen. Han var fængslet i 6 uger sammen med andre dansksindede. I flere sammenhænge refereres der i beskrivelse af hans børn som niecer og nevøer til H.P. Hanssen. Det ses f.eks. i bogen om Jørgen Eriksen, at han giftede sig med “H.P. Hanssens niece”. Et andet sted bliver han pludselig H.P.’s lillebror. Forvekslede blev de sikker også – der er mange ligheder i deres udseende.

Spor:

  • Aftægtsboligen Nørrehus, Nybølvej 4 i Vester Sottrup.
  • Nørremølle, Nørremøllevej , Vester Sottrup
  • Familiegravsted på Sottrup kirkegård. Det ligger på sydsiden af kirken.

Kilder:

  • Christen Hanssens levnedsbeskrivelse i anledning af udnævnelse til ridder af Dannebrog.
  • Christen Hanssens Dannebrogsorden.
  • Datteren Ingeborg Poulsens erindringer.

Min oldemor, Ane Dorothea Marie Hansen

Dorthea 1891 Nørremølle

Billede 1 af 4

Hvis noget liv er en film værdigt, så gælder det Dorothea. Dorothea var født i Dråby. Hendes forældre var Marie Kjerstine Rasmusdatter og Jacob Handsen. Da hun var 3 år blev hun sendt “på ophold” hos bedstefaren, men mor tog sig af en nyfødt.

Bedstefar var enkemand og havde en ugift søn (hendes morbror Rudolph Rasmussen Thommesen) og datter (hjemme. Sønnen tog sig af opdragelsen, en han var streng og alvorlig. Det livlige barn samlede sammen til en omgang ris hver eneste dag. Skolegangen var lang og læreren ond. Hos en gammel kone, der boede i nærheden af skolen fik hun trøst. Hun endte med at bo der i 6 år. “-hvis du ikke skikker dig, bliver du sendt hjem, sagde de. Dorothea kom til at frygte det hjem hun slet ikke kendte.

Ingeborg Refslund Thomsen har skrevet en bog om Dorothea. Hun skriver: “Og så skete det alligevel, at Morbroderen blev gift, og hun blev sendt hjem, da hun var 9 aar gammel. Hendes lille søster kom straks og gav hende et kønt glasskaar, hun skævede efter bjælken i køkkenet, og saa havde de slet ingen mester Erik! Hos bedstefar maatte de kun synge salmer, som hun ikke forstod, og hjemme, der sang mor Heibergs gadeviser og sange fra krigen, mens hun sad og spandt. Og hjemme, der var der en bedstemor, der fortalte historier dagen lang. Og en glad lærer med en violin”.

Dette sket i 1864. Kort tid efter tabte Danmark slaget ved Dybbøl og Jylland blev besat. Der kom også soldater til Djursland og de indkvarterede sig i Dorotheas hjem. Dorothea var i marken for at vogte dyrene og blev frygtelig forskrækket over de mange soldater som pludselig var i hendes hjem. Soldaterne blev i 3 – 4 måneder.

Dorthea kom senere på Askov højskole. Her blev hun veninde med både Charlotte Schrøder (datter af forstander Schrøder) og Julie Marstrand, som senere blev gift med Vallekilde højskoles grundlægger Ernst Trier. Derfor havde Dorthea livet igennem meget tæt forhold til de 2 højskoler.

Efter højskolen arbejdede hun som mejerske på det Skærsø gods, der ligger tæt på hendes hjem. Her møder hun i 1874 Christen. “Hun sang så det klang i hele mejeriet. Og hun kunne sno sig. En rank og stærk pige, store træk og et par leende brune øjne, det svære haar sat op i et par tykke fletninger. Det varede ikke længe, saa var de forlovet“, skriver Ingeborg.

Så blev der sendt et billede af Dorothea hjem til Nørremølle til Christens far og mor. bedstemor sendte alle børnene ud af stuen for at hun rigtig kunne mønstre hende, men én krøb om bag en stol, og kunne fortælle at deres mor havde sagt: “Ja, hun ser minsandten godt ud, men han er jo kun en dreng!”

Dorothea arbejdede efterfølgende som mejerske på Nørremølle og andre steder. Endvidere var hun elev på både Askov og Vallekilde højskoler. Hendes hendes veninde Julie Marstrand blev senere gift med Vallekilde højskoles grundlægger Ernst Trier, og ad den vej bevarede Dorthea et tæt forhold til denne højskole.

Dorothea elskede gæster og de 2*Hans Peter i særdelehed: Hans Peter (Kinafaren) og Hans Peter (Politikeren). Ingen måtte kritisere Hans Peters politik. Ifølge Lis Mikkelsens bog om Helen, skrev Dorothea 23. november 1919 således til H. P. Hansen, da de værste angreb er i gang: “Min inderligt kære Svoger bedes spise min prosaiske Gave med Glæde i disse fortsatte Krigstider. Alle de slag, du faar i Aviserne gør mig gal til visse Tider, og til andre Tider bitter, men midt i det Alt er jeg saa kommet i Tanker om sødeste dig. Saa følger jeg min Ungsoms og Alderdoms faste Overbevisning: At Danmark ikke har en bedre Søn end du”.

Dorothea slap ikke igennem livet uden sorger. Inden hun selv døde havde hun allerede mistet 6 ud af sine 12 børn. De tre døde som små børn i alderen (2 uger, 3 måneder og 1½ år). En voksen datter døde som 40 årig af lungebetændelse, en søn blev 50 år og døde af blindtarmsbetændelse. Endelig begik en voksen datter selvmord som 54 årig efter mange år med psykiske problemer.

Dorothea og Christen nød deres pensionisttid. De var æresmedlemmer af ungdomsforeningen i Vester Sottrup. Dorotheas liv var usædvanligt og trods stor modgang og mange udfordringer lykkedes det Dorothea livet igennem at bevare tro, håb og livsglæde.

Spor:

  • Gravsten på Sottrup kirkegård. Familien Hanssens gravsted ligger på sydsiden af kirken.

Kilder:

Ingeborg Hansine Hanssen

Ingeborg Poulsen

Billede 1 af 7

Ingeborg var mine oldeforældres yngste datter og min mormor (1901-2000). Hun gennemlevede hele det sidste århundrede herunder 2 verdenskrige. Hun blev født som tysk statsborger og blev først dansk efter afstemningen i 1920.

Hun vokser op på Nørremølle som det yngste barn i familien og går i tysk skole men er hele tiden meget bevidst om at hun er dansk. Hun undervises i dansk af “faster Anna“.

Hun bliver konfirmeret i Stenderup frimeningskirke, hvor hendes storesøster Dorotheas mand er præst. Sammen dag bliver faster Annas plejedatter Anna Callesen også konfirmeret.

Snogbæk skole 1913. Ingeborg står som nr. 2 fra venstre i 3. række. Anna Callesen, som hun voksede op sammen med står i bagerste række nr. 4 fra højre.

Ingeborg skriver om sin skolegang i Snogbæk skole, at hun ikke en dag var glad for at gå i skole. Det var en skole præget af hård diciplin og undervisning stort set udelukkende på tysk. Hun har skrevet et længere skrift om skolegangen som findes nedenfor.

Her har livet igennem nær kontakt med søsteren Rigmor. Rigmor har åbenbart antydet, at hvis man gifter si,g så går man i stå i sin udvikling. Ingeborg skriver i et svar til Rigmor:

”Jeg vil godt indrømme, at der kan være noget i det, men så kan jeg ikke gøre for det, for jeg synes det andet er så stor en Oplevelse, at man ikke skal skubbe den fra sig for at få store Visdomsskatte. Jeg mener, selv om vi ventede nogle Aar med at gifte os, så vide vi dog gaa og tænke på det hele Tiden og jeg har af Naturen desværre ikke Anlæg for Klogskab”

Der er ikke tvivl om, at Ingeborg i sin ungdom ofte var usikker på sine evner. Hun deltog i mange politiske møder for at blive ”Viis”: ”Man bør jo stemme, for at det ikke skal komme tyskerne og Cornelius til gode, men Politik er ikke let at blive klog på. Jeg har en svag Tilbøjelighed til altid at slutte mig til den sidste ærede taler. Det beviser vel min Dumhed”, som hun skriver i et brev. Jeg tror hun klogere end hun selv kunne se.

Da hun i 1922 var på Askov højskole – skriver hun en del om de forskellige lærere: ”Man sammenligner uvildkårligt Lærerne og da synes jeg Rosenkjær bliver Nr. 1, derefter Lund i Dansktimerne, der synes jeg han er bedst”.  Rosenkjær havde en sjælden formidlingsevne og er senere kendt for at indstifte Rosenkjærprisen i Danmarks Radio, så intet under at hun var begejstret for ham.

Hun var et menneske med mange interesser. Under krigen deltog hun aktivt i Røde Kors arbejdet i Frøslev lejren, som kun ligger 2 km fra Padborg. Desuden var hun med i Danske Kvinders beredskab. Arbejdet bestod både i at bistå pårørende til indsatte i Frøslev lejren med privat indkvartering eller udbringning af pakker til fangerne. Det var Ingeborg, der stod for hjemmet og dermed også for at servicere de mange overnattende gæster. Det opfattedes som en ære at lægge hus til de pårørende, og gøre det godt og bekvemt for dem.

Ingeborg og Morten havde mange overnattende gæster. Her er det en chauffør fra en hvid ambulance foran Paddehatten på vej til Tyskland for at hente fanger i de tyske koncentrationslejre. Foto Morten Poulsen.

Da fangerne begyndte at ankomme fra koncentrationslejrene med de hvide busser, hjalp Ingeborg med at dele mad ud til fangerne. Egentlig sygepleje blev udført at uddannede sygeplejersker. Hun fortæller senere, at hun madede en ung tuberkuloseramt nordmand så han fik lidt mad. Hun troede dog ikke at han overlevede. Det har helt sikkert påvirket hende psykisk og efter krigens afslutning fik hun et regulært sammenbrud.

En personbil fra kortegen af hvide busser på vej til Tyskland for at hente nordiske fanger hjem. Eva og Ingrid står ved bilen. April 1945. Foto: Morten Poulsen

Hun var kreativ og lavede både billedkunst, keramik og kartoffeltryk. Hun holdt en del foredrag om sit liv ligesom hun skrev om den i bl.a. Sønderjysk Måndesskrift.

Hun beskrev sin barndom som lykkelig – men hun pyntede nok lidt på sandheden. Det var i hvert fald ikke et stillestående liv. Hun havde en beundringsværdig evne til livet igennem at møde nye mennesker og dyrke nye interesser. Økonomisk var de begge dygtige til at prioritere så der blev plads til rejser og fornøjelser. Jeg husker at hun mange gange sagde, at hun havde et haft et rigt og godt liv.

Spor:

  • Jeg tror der findes spor efter hende hos alle 4 børn og 11 børnebørn (keramik, håndarbejde mv.)
  • Artikler i Sønderjysk Månedsskrift

Kilder: