Måned: januar 2023

Christen Hanssen og Anna Peters

Christen Hanssen og Anna Peters er mine tip2-oldeforældre. Christen blev døbt Jürgensen. Hvorfor han ændrede navn ved jeg ikke – men måske indførte de den nye navnelov før den egentlig blev indført.

Christen blev født i 1784 i og giftede sig i 1813 i Sottrup kirke med den 2 år ældre Anna Peters, som kom fra Store Vi (Grosse Viehe), der ligger vest for Flensborg. Christen beskriver sit liv i et brev til sønnen Hans Peter Hanssen (kinafareren). Brevet er skrevet netop som han har forladt Danmark. Det giver et godt indtryk af hans liv: de kedsommelige år som beskrives drejer sig om 4 år i snedkerlære. Han forlod sin plads og gik til søs. Turen gik til Rusland som letmatros. Den blev hård og han opgav hurtigt livet til søs. I stedet gik han (finansieret af en af brødrene) i gang med at producere brændevin, senere også øl, landhandel (bønderne solgte korn og købte kolonial) og landbrug. Det var Christen som købte Nørremølle, der senere skulle blive slægtsgård i mange generationer.

Christen og Annas børn og svigerbørn

Det blev sønnen Christen, min tipoldefar som endte med at overtage gården. Der ligger meget spændende familiefortællinger gemt i denne familie. Det fortælles at der var et solidt familiesammenhold i familien

Læs mere om børnene

Brevet til sønnen H.P.Hanssen, kinafarer, 8. maj 1843, dvs. mens H.P. stadig var i Danmark.:

Vor højtelskede Søn

Dit Brev fra den 6. d. M har vi den 7 om Aftenen rigtig bekommet. Vi ser deraf, min kære søn, at du ofte har erindret dig os og dit kære hjem, især om aftenen, når alt bliver roligt og den mørke nat stunder til.

Deri giver jeg dig stor ret, thi det har jeg selv erfaret så mange gange. Du var rigtignok kun hjemme få uger efter din konfirmation, jeg derimod to år, men så blev jeg overtalt og næsten tvunget ind i et fag, som det aldrig havde faldet mig ind at lære.

Derved gik fire år med kedsommelighed, og mange tårer flød af mine øjne i denne tid, og det første halve år led jeg megen hunger. Så drog jeg til Sønderborg for at gå i Skole, da jeg næppe kunne skrive mit eget navn. Der dansede jeg heller ikke på roser. Mod foråret lod jeg mig forhyre på en brig, hvor vi var 11 mand om bord.

Vi drog fra Sønderborg 1805, den 7 eller 8 maj på en lørdag eftermiddag og lagde os udenfor den såkaldte Østerhage, da vinden ikke var føjelig. Søndag middag befalede kaptajnen fire mand i sluppen for at føre ham ind til Staden. Gud ved bedst hvor gerne jeg ønskede mig en af de fire som blev udkårne dertil, for at tage afsked med min Broder Peter som var i Sønderborg, men jeg måtte blive om bord.

Om aftenen kom styrmanden, som var med i land, og hilste mig fra min broder og min ældste broder Hans. De var kørt til Sønderborg for at tage afsked med mig, og din Moder, sagde han, græd meget over at hun ikke kunne tale med dig.

Men så havde jeg nok. Det skar mig i mit hjerte. Jeg gik forud på Skibet, vred mine hænder og græd mine modige tårer. Ingen der der om bord, hvortil jeg kunde åbenbare mit hjerte – det brusende hav stod mig for øjne.

Klokken 3 om natten blev vi befalet at gå til tops og gøre alle sejl løje. De to første dage havde vi billigt vejr. Så den tredje nat kom Kaptajnen og råbte os ud af køjen, op at rebe. Da vi kom på dækket væltede den ene sø over os efter den anden. Mørke og nød var om os. Vi måtte alle i toppen for at gøre sejlende små eller rebe. Jeg blev straks søsig, måtte overgive mig frygteligt og prøvede på at entre ned.

Men overstyrmanden befalede mig straks at blive på min post. Om jeg faldt ned, det blev der ikke regnet videre på. Disse Orkanvejr holdt på i otte dage. Syv mand af os var søsyge. Anden styrmand, som havde faret i flere år, brækkede til sidst det bare blod.

Jeg var hver dag beklemt og græd ofte mine hede tårer. At forlade søen igen syntes jeg var så hårdt. Omsider ved mange bønner til vor gode fader mærkede jeg på hans ands stemme indvortes, at det var heller ikke det rette fag for mig og fik det så stift i mit hoved igen at forlade søen. Men hvad skulle jeg nu gribe til? Handlen havde jeg fra ungdommen af haft lyst til, men måtte ikke, og nu var jeg dertil for gammel og stod desuden for at tages til Kongens tjeneste.

Da mit håb for fremtiden var ude, lod forsynet mig mærke et glimt af en stjerne i øster. På En gang, uden at jeg havde tænkt derpå, kom min broder fra Tandslet over og sagde til mig: jeg har tænkt på, at du skal hjem til broder Hans og drive Rosmøllen og malteriet, og at du skal have halv fortjeneste. Jeg vil låne dig 300 Mark sølv som du kan sætte i handlen.

Det var behagelige ord for mig. Imidlertid fandt dette også modstand, thi min broder Hans Jørgensens kone kunne ikke lide det. Derover klagede min moder sig til min søster Anna Catrine og hendes mand R. Jørgensen. Da tilbød han mig straks, at jeg måtte komme til dem. Vi ville så sammen anlægge et brændevinsbrænderi.

Nu blev jeg først glad og mærkede faderens førelse deri. Men endnu blev håbet mig berøvet. Jeg var sygelig, kom hjem til mine forældre Palmesøndag og lå derefter syg hos dem til mikkelsdag. Ingen troede jeg kunne leve.

Men ud på efteråret drog jeg i Guds navn ned til R. Jørgensens og til Jul var vi færdige med brændehuset. Nu skulle jeg til at brænde, men også dette fag var mig fremmed. Dog hertil havde jeg lyst. Jeg begyndte i Jesu Christi velsignede navn og alt, hvad jeg foretog mig det lykkedes og har Gud ske lov siden den tid gået ret godt.

Kære Søn! Det stykke af min løbebane fra jeg forlod mit kære fødested, indtil jeg begyndte at få noget for mig selv, melder jeg dig blot for at du kan se, at også din kære fader har prøvet verden.

Og her er endnu overgået mig mangfoldige genvordigheder i dette tidsrum, som det her ville være for vidtløftigt at anføre. Du, min kære søn, hold dig først til vor Gud og Frelser, så vil han, som er kærligheden selv, høre og lede dig ved sin Ånds kraft, og du vil da finde lyst til at være dit herskab tro, kærlig og venlig mod deres små og skyldige børn og tjenstfærdig mod dine foresatte, som du daglig skal omgås med. Så vil det herskab elske dig som en søn og dine medarbejdere som deres broder, og så går alting med glæde.

Du ønsker at vide vor hjemrejse og hvorledes det står med os i den korte tid, vi har været legemligt adskildte, thi ånderne er jo bestandigt hos hinanden. Der går ikke mange minutter at dine kære forældre ikke tænker på dig, og vi indeslutter dig i vore bønner som en kær og elsket søn. Også dine søskende, især Anna Cathrine og Anna har længtes efter dig.

Angående hjemrejsen, da kørte vi fra Flensborg da vi havde spist, holdt for hos Ebeling for at rigtighed og hos Boss for at melde ham, at Skipper Hansen var kommen, drak kaffe i Holbi, holdt for et øjeblik hos Skøtt i Ringenæs og hos Slagter Paulsen på Kråften hvor jeg fik 100 daler som jeg beholdt over i Flensborg, omvekslet i Specier. Så kom vi lykkelig og vel hjem tæt efter solnedgang og blev modtaget af din kære moder og dine søskende. Lille Trine kom straks hen til mig gribbende med munden og spurgte: Far: Græd Hans Peter ikke da du drog fra ham. Jeg kunne se på hende at hun var ganske rørt.

Torsdag, Fredag og Lørdag havde vi ret godt at bestille. Vi leverede varer til tvende barsler, nemlig til Johan Andersen og Iver Dall og til husrejsning hos Henrik Kjær, og vi havde tvende kromænd, nemlig fra Stenderup og Blans. Søndag d. 7 solgte jeg 12 stykker kræ på Spølet og den fede ko til Slagter Paulsen for 225 daler. De skal bort straks og stalden skal være helt tom til udgangen af juni. Prisen er ret god da der
falder så mange små kvier iblandt dem.

Bedstemoder er meget syg og går formodentlig hjem. Moster Stinne fødte i Søndags en Datter. Din kære moder og lille Trine var i går oppe at se til hende. Thomas Jespersens Peter er død i Sønderborg under Kuren. Liget blev i Søndags ført hertil, og det skal i dag jordes. Din broder Henrik skal være ud.

I dette øjeblik, mens jeg sidder og skriver til dig, tog din lille søster Trine afsked med os og gik første gang til Skole. Herren styrke hende, at hun også måtte dannes og forberedes til en bedre verden. Kasten blev valgt til Præst i Løjt Sogn, som du måske har hørt af Julius Mommesen.

Du får måske hilsen fra mig af H. Iversen. Jeg skrev dem til sidste lørdag og bad dem om at hilse dig, at vi var kommen lykkelig hjem og at Kasten blev Præst i Løft. Men dette brev bekommer de først på Onsdag med Hansen. Hilser de dig, så tak dem venlig derfor.

Nu, min kære søn, må jeg slutte thi nu kom Ernst Petersen fra Nordborg og desuden skal jeg til Tings på Sandbjerg Lykke. Nu vil jeg befale dig Gud og din kære Frelser. Vær munter ved dit værk, at vi kan have fornøjelse af dig, og at jeg, om det er Guds vilje, måtte kunne få hjælp af dig i min Alderdom.

Skriv os nu snart et ret langt brev til og vær fra din din kære Fader og moder og dine søskende hjertlige hilset. Fra din broder Jørgen og din søster Mistin kan jeg hilse dig. De er i god stand.

Din tro fader Chr. Hansen

Spor:

  • Christens brev til sin søn, Kinafareren. H. P. Hanssen f. 1828.

Kilder: