
Christen blev født på Nørremølle i 1855 i Vester Sottrup i Sønderjylland. Han er derfor født dansk statsborger i en dansksindet familie. Krigen i 1864 ændrede i høj grad Christens liv, for efter den lå hans hjem i Tyskland. Han var da 9 år. Det lå i kortene at Christen, som ældste søn skulle overtage slægtsgården Nørremølle.
Christen rejste til Danmark som 15 årig for at gå på højskole, lærte landbrug og aftjente værnepligt i Danmark. Det blev til mange år i Danmark og han forblev dansk statsborger. Det betød, at han ikke skulle aftjene værnepligt i Tyskland, men også, at han blev defineret som såkaldt “optant” hvis han flyttede tilbage til forældrenes gård. Hermed havde han f.eks. ikke stemmeret.
Han blev efter et højskoleophold på Askov landbrugselev på Skærsø gods. På det tidspunkt drev Skærsø et af de mest moderne landbrug i Danmark. Her mødte han Dorthea. De giftede sig efter nogle år.
For Christen var flytningen tilbage til Nørremølle fra Stavnsbjerg i 1890 tilbage til det velkendte. Samtidig betød status som optant, at han ikke måtte deltage i nogen former for politisk liv. Som bror til den mere berømte H.P. Hanssen har der været fokus på om han nu også opfyldte betingelserne.
Det kan ikke altid have været lige let, selv om han altid bakkede sin berømte lillebror op. F.eks. blev Christen anholdt ved 1. verdenskrigs udbrud, sandsynligvis udelukkende fordi han var bror til H.P. Hanssen. Han var fængslet i 6 uger sammen med andre dansksindede. I flere sammenhænge refereres der i beskrivelse af hans børn som niecer og nevøer til H.P. Hanssen. Det ses f.eks. i bogen om Jørgen Eriksen, at han giftede sig med “H.P. Hanssens niece”. Et andet sted bliver han pludselig H.P.’s lillebror. Forvekslede blev de sikker også – der er mange ligheder i deres udseende.
Spor:
- Aftægtsboligen Nørrehus, Nybølvej 4 i Vester Sottrup.
- Nørremølle, Nørremøllevej , Vester Sottrup
- Familiegravsted på Sottrup kirkegård. Det ligger på sydsiden af kirken.
Kilder:
- Christen Hanssens levnedsbeskrivelse i anledning af udnævnelse til ridder af Dannebrog.
- Christen Hanssens Dannebrogsorden.
- Datteren Ingeborg Poulsens erindringer.