– Efterkommere efter Morten Laursen Bechmann og Lovise Lucie Kirkemoe
2024, 276 sider, 125 kr. + forsendelse.
Bogen kan bestilles på bog@slægtensspor.dk
ISBN 978-87-975246-0-2,
Slægten Bechmann stammer fra en lille flække kaldet Bechman, som ligger i Aasted sogn nær Frederikshavn. Her fødes Morten Laursen (Lauritsen) i 1714. 16 år gammel rejser han til København for at studere teologi. Efter endt studium får han embede som kapellan i Byrum kirke på Læsø. Han gifter sig med præstens datter, Lovise Lucie Kirkemoe, og overtager senere præsteembedet på øen. Sammen får de 13 børn.
Bogen beskriver Morten og Lovise og deres efterkommere. Den indeholder mange personbeskrivelser og er rigt illustreret med fotos ikke mindst fra slægtens familiealbum. Desuden indeholder den en efterslægtstavle.
Bogen er oprindelig skrevet af min far, Helge Bechmann, og lå som fotokopier i mappe. Jeg har opdateret den hvor der forelå ny viden, men langt det meste er direkte fra den originale udgave.
Sådan endte et dansk handelsskib som engelsk krigsbytte.
ISBN 978-87-975246-2-6
Pris 200 kr. + forsendelse. 220 sider, 2026
Bogen kan bestilles. Skriv til: bog@slægtensspor.dk
Kaptajn Joost på skibet Haabet fra Flensborg, blev 2 gange kapret af Englænderne i 1807. Første gang blev skibet frigivet, men anden gang endte skib og last som engelsk krigsbytte.
Bogen gennemgår skibet Haabets rejse fra Flensborg (dengang en del Danmark), via Riga og Lissabon, til Marseilles og Sète. Herfra går det hjemover mod Flensborg med en stor last af vin og spiritus, men skibet kapres i den Engelske Kanal først ved Plymouth, hvor det frigives igen, men da det i august 1807 når til Kattegat, er den engelske flåde netop i færd med at sejle til København for at bombardere byen. Dermed er der krig imellem Danmark og England. Den danske flåde bortføres. Samtidig kapres et stort antal handelsskibe (herunder Haabet), og disse betragtes i England som krigsbytte. Tabet af de mange skibe og laster var i høj grad medvirkende til at Danmark gik statsbankerot i 1813.
Kapringerne, der kan betragtes som statsorganiseret sørøveri, blev afgjort i Admiralty Court i London. Efter domsafsigelse blev dokumenterne arkiveret i National Archives, hvor de stadig ligger. Her finder vi dokumentation for skib, last, besætning, ejerkreds og selvfølgelig Admiralty Courts egne afhøringsrapporter og domsafsigelser. Hundredvis af danske skibe blev som Haabet kapret og hver sag er dokumenteret i arkivet. Dermed får vi et enestående indblik i forholdene for søhandel og kapervæsen på den tid.
Dokumenterne fra National Archives danner grundlag for bogen. De er aldrig tidligere udgivet. Vi har fået sagsdokumenterne fra arkivet affotograferet, i alt 220 sider. Dernæst har vi transskriberet dem til originalsprog, og siden oversat dem til dansk, så begivenhederne kunne dokumenteres.
I Rigsarkivet har vi desuden fundet en række breve fra redere i Flensborg til kongen om deres tab af skibe og ladninger. De er også medtaget i bogen.
I tilknytning til bogen findes også udgivet en kildesamling (212 sider, ISBN 978-87-975246-3-3). Her kan man blandt andet læse de transskriberede tekster på originalsprog.
Særligt interesserede kan downloade den originale affotografering fra National Archives her:
Nicolay Petersen Joost er Dorthe Bechmanns tip-tip-tip-oldefar. Kaptajnens navn staves også Nicolaj Petersen Joost og Nicolaj Peter Joost. Stavemåden Nicolay er den han selv benytter i dokumenterne.
ISBN 978-87-975246-1-9, Pris 125 kr. + forsendelse
Bogen kan bestilles på bog@slægtensspor.dk
Forfatter Edvard Paludan, Redaktion Dorthe Bechmann
Bogen udkom første gang som et hæfte i 1983. 2. udgave er kraftigt redigeret og illustreret med et stort billedmateriale fra slægtens forskellige fotoalbum. Desuden er bogen opdateret i det omfang der er kommet ny viden.
Slægten Conrau stammer fra byen Kunrau i Öbisfelde i det østlige Tyskland. Familien slår sig i første omgang ned i Slesvig By, men en gren af slægten flytter til Flensborg. Efter krigen i 1864 rejser den unge Gustav Adolf Frederik Ludvig Conrau nordpå til Danmark med sin hustru. Han arbejder indenfor jernbanen og får hurtigt stigende ansvar. Efter en tid ved de danske jernbaner, bliver han direktør for togvognsfabrikken Scandia i Randers.
Bogens første del handler om Gustav A. F. L. Conrau, mens anden del handler om slægtens øvrige personer frem til sidst i 1900-tallet.
Jeg er ikke direkte i familie med trafikchef Frederik Møller, men da venskabet med denne var både nært og betydningsfuldt for min familie medtager jeg det her. Oplysningerne stammer fra et notat udarbejdet af Edvard Paludan.
Edvard Paludan skriver:
Trafikchef Møller var Gustav Conraus ældre kollega i jembanetjenesten i årene 1854-76, – først i Sydslesvig siden i Nørrejylland. Desuden kunne Møller i begge sine ægteskaber benævne sig som Conraus svoger, idet han først ægtede en kusine og plejesøster Ansine Sjøgaard til Conraus (senere) kone, – og siden ægtede Conraus søster. Møllers 9 børn i første ægteskab fødtes i årene 1857-70. Conraus 13 børn fødtes1861-80. Mødrene i de 2 familier var altså både plejesøstre og kusiner. De 2 søskendeflokke Møller og Conrau betragtede hinanden som fætre og kusiner.
Frederik Møller fik 9 børn med Ansine. Hun døde kort tid efter fødslen af det 9. barn. Det ældste barn var på det tidspunkt 13 år. Det nære forhold mellem de to familier har haft stor betydning for specielt Conraus karriere. Han var 9 år yngre end Frederik. Frederik Møller gifter sig hurtigt igen med Conraus søster Emma Conrau. Med hende får han yderligere 1 barn, som dog dør 5 år gammel. Emma havde i forvejen en søn, Eduard Thamsen.
Det har helt sikkert været vanskeligt for Emma at “overtage” så stor en børneflok. Samtidig mister hun de og der er flere udsagn som tyder på at der var konflikter. Emma omtales flere gange meget negativt, og ved en lejlighed flygtede et af børnene til onkel og tante Conraus på grund af Emmas mishandlende afstraffelser. Hun levede som enke hos Conrau’s på Dyrhavegaard. Møllers datter Gesche og Emmas søn Eduard fik sandsynligvis en datter sammen. Den datter blev adopteret af Frederik og Emma Møller. Datteren Gesche rejste senere til
Spor:
Kilder:
Edvard Paludans notat om Trafikchef Frederik Møller og nærmeste slægt.
Frederik Møllers søn Axel Helge Møllers selvbiografi.
Hans Ludvig Lorentzen (1812-1844) og Bothilde Frederikke Marcussen (1807-1890) var mine tip2-oldeforældre.
De blev gift i 1833 i inspektørboligen i Alte Chr. Albrechts koog i Hans’s barndomshjem. Sammen fik de, efter 7 års barnløshed, datteren Gesche Ernestine Lorenzen (min tipoldemor). Måske på grund af de mange års barnløshed tog de Bothildes søsters barn, Ansine Maria Sjøgaard i pleje, formentlig fordi søsterens mand var død. Gesche voksede derfor op sammen med Ansine i sin tidlige barndom. Ansine var datter af Bothildes søster, som døde tidligt. De to kusiner voksede derfor op som søstre. De havde livet igennem et nært venskab og venskabet fik stor betydning for deres liv og deres mænds karrierer. Deres børn betragtede sig som fætre og kusiner. Læs mere om familien Sjøgaard her.
Hans Ludvig Lorenzen var sine forældres eneste barn og han var gårdejer (Hofbesitzer) i Alte Chr. Albrechts koog. Hans døde imidlertid tidligt(32 år) , hvorefter Botilde giftede sig på ny med doktor Smith i Niebøll. Hun medbragte i ægteskabet datteren Gesche. Også denne ægtefælle gjorde hende til enke tidlig. Botilde (Tilde) så sig åbenbart ikke i stand til at have begge piger hos sig i det nye ægteskab så den halvstore pige Ansine blev anbragt et andet sted. Hvad Ansine i øvrigt lavede indtil hun som 21 årig i 1856 giftede sig med Frederik Møller ved jeg ikke.
Mine Tip3-oldeforældre Jacob Lorentzen og Gesche Ernestine Boysen var ved deres død ejere af store jordarealer i Alte og Neue Chr. Albrechts koog ved Nibøl ca. 10 km. syd for Tønder. Deres søn døde tidligt og de ønskede at arven skulle gå videre til deres egne efterkommere. De forventede formentlig at sønnes enke ville gifte sig igen (hvilket hun også gjorde), og besluttede derfor at oprette et såkaldt Fideicommis, som sikrede deres svigerdatter, Bothilde Marcussen, et udkomme mens hun levede, men som efter hendes død udelukkende gik videre til deres eneste barnebarn, min tipoldemor Gesche Ernestine Lorenzen.
Min far beskriver i sine noter Fideicommisset således:
Fideicommisset bestod af 2 dele:
Hoved-fideicommis: I Alten Chr. Albrechtsen koog,106 Demat 129 Rutken Länderien, I Gotts koog 76 Demat, 132 Rutken Länderien. Hovedfideicommisset vil give en årlig ren indtægt på ca. 2100 rbt (Reichbankthaler)
Bi-fideicommis. I Neuen Chr. Albrechten koog 29 Demat 139 3/4 Rutken Länderien, Marien koog 22 Demat 118 1/4 Rutken Ländereien. Bideicommisset anslås at ville give en årlig ren indtægt på omkring 750 rbt (Reichbankthaler)
Svigerdatteren Thilde (Bothilde) Fredericka Lorenzen skal ifølge testamentet somårlig pension have 400 rbt (Reichbankthaler) eller 250 r (Reichthaler Slesvig-Holstensk Kourent indtil sin død, fra fideicommissets rene indtægt.
Den første fideicommisbesidder skal være ægteparrets eneste efterkommer sønnedatteren Gesche Ernestine Lorenzen (min tipoldemor). Hun fik fuld nydelse af hovedfideicommisset, der går udelt i arv, men af bifedeicommiset kun til hendes evt. giftermål, hvorefter overskuddet haerfra lægges op på renter og fordeles senere mellem de øvrige arvinger.
I øvrigt indeholder testamentet regler for arvegang og forvaltning af fidei commiset. Områderne i gl. og ny Chr. Albrechts kog og i Marien koog må kun benyttes til græsning og ikke pløjes. Bygninger vedligeholdes osv. I Gottes Koog gives ingen benyttelsesforskrift men her skal jorden pløjes eller lægges ud til græs på en måde, der er hensigtsmæssig m.h.t. “substansens konservering”. Angående forvaltningen siges det at Hovedparticipanternes kollegium har overopsyn med hele stiftelsen og i tilfælde af ueninghed med besidderen af hovedfideicommiset har deres stemme mest vægt “und wir dürfen hoffen, dass dasselbe mit gewohnter umsicht und sorgfälligen Fleisse stets das Beste der Stiftung vor Augen haben werden”.
Ved Gesches senere ægteskab med Gustav Conrau overgik ansvaret til ham. Fidei commiset blev i Conrautiden altid bortforpagtet og forvaltet af en generalfuldmægtig fra Chr. Albrechtkoog. Stalde og lader blev bygget på piller (beskyttelse imod stormflod) og anlagt i firkant. Da ejeren boede i udlandet (Danmark) blev der ikke foretaget bygnæingsmæssige forandringer af betydning. Tidligere kaldtes gården “Ludvigslust”, til ære for den tidligt afdøde søn af Jacob Lorenzen og Gesche Ernestine Boysen, Hans Ludvig Lorenzen, der døde i 1844.
Efter mine tipoldeforældres død overgik arven til deres søn, Hans Conrau, bror til min oldemor. Da Hans døde i 1930 opløstes commiset som følge af ny lovgivning. Den sidste forpagter Jacob Harksen købte gården og han genindførte navnte “Ludvigslust”, som den dag i dag står på kortet. Det kan også ses på hans gravsted på kirkegården i Neugalmsbüll (Jeg fandt dog ikke gravstedet ved besøg i 2023, så det er muligvis slettet i dag) .
