Dorthea og Christen Hanssen og deres familie

Min mormors forældre (min oldeforældre) var

Christen voksede op på slægtsgården nær Vester Sottrup i Sønderjylland, mens Dorthea (født Hansen) var fra Dråby på Djursland. Begge var fra gårdejerfamilier og begge var fra familier som deltog aktivt i samfundslivet og havde tillidserhverv som f.eks. sognefoged eller politiker. De var begge stærkt troende grundtvigianere og livet igennem meget optagede af bl.a. højskolebevægelsen og gymnastikbevægelsen som var meget oppe i tiden.

Christen og Dorthea forlovede sig den 21. januar 1875. Parret blev gift i 1878. Børneflokken voksede i årene i Hejls til 8 børn. 2 af disse Christen f. 1882 og Kristen f. 1889 døde som små. De børn, der er født i Hejls fik tilnavnet Stavnsbjerg efter den gård, de blev født på. Yderligere 4 børn blev født i Nørremølle. Af de i alt 12 børn levede 9 længe nok til at blive voksne. Ved parrets død var yderligere 3 børn også døde. Der var derfor kun 6 børn som overlevede deres forældre:

  1. Marie Stavnsbjerg Hanssen 1879-1965
  2. Gudrun Hanssen Stavnsbjerg 1881-1935
  3. Chresten Hanssen Stavnsbjerg 1882-1883. Død som lille
  4. Agnethe Staunsbjerg Hanssen 1883-1976
  5. Anna Hanssen 1885-1924
  6. Jørgen Rudolf Hanssen Stavnsbjerg 1887-1937
  7. Kristen Hanssen Stavnsbjerg 1889-1891. Død som lille. Ses på det ene foto her på siden.
  8. Dorothea Cecilie Hanssen 1890-1966
  9. Svend Anker Hanssen 1893-1956
  10. Thyra Margrethe Hanssen 1895-1895. Død som nyfødt.
  11. Rigmor Hanssen 1899-1992
  12. Ingeborg Hanssen 1901-2000

Christen og Dorthea 1908

Billede 1 af 8

Stående bagerst: fra venstre: Anna, Gudrun, Jørgen Rudolf, Marie, Svend Anker og Dorthea. Forrest: Agnethe, Dorthea (mor), Ingeborg, Christen (far) og Rigmor.

I 1877 købte Christens far en efter sigende forfalden gård, Stavnsbjerg, i Hejls sogn ved Kolding. Den forpagtede Christen og Dorthea. De giftede sig den 16. maj 1878 i Hejls og havde et aktivt og udadvendt liv i Hejls. Det lykkedes dem at få skik på gården og de lavede det første centrifugemejeri på egnen. Christen ledede gymnastik i Hejls og beliggenheden nær Askov højskole gjorde det muligt at følge efterårsmøderne der.

I 1891 blev Christens far på Nørremølle syg og Christen og Dorthea valgte at flytte til Nørremølle for at drive slægtsgården videre. Deres muligheder for at leve et aktivt liv var begrænsede af deres status som optanter. De søgte om Preussisk statsborgerskab men fik afslag, måske fordi han var bror til den dansksindede sønderjyske politiker H. P. Hanssen. Det var derfor en hård overgang at komme til Sønderjylland ikke mindst for Dorthea, som ikke havde tilknytning til Sønderjylland. Børnene Svend Anker, Rigmor og Ingeborg blev født i Sønderjylland og fik derfor preussisk statsborgerskab.

Rigmor beskriver hverdagen i hjemmet som festlig: højlæsning om aftenen og leg om sommeren. Kom der gæster (det gjorder der tit) blev der leget sanglege og ofte gik turen med hestevogn til Dybbøl skanser. Sommeren før første verdenskrigs udbrud (29. juli 1914) var der gæster uafbrudt fra 30. maj til 2 august.

I stuehuset i et nærliggende boel, som var blevet lagt til Nørremølle ved arv, indrettede de en gymnastiksal som flittigt blev benyttet til gymnastik og folkedans. Niels Buck, som senere grundlagde Ollerup Gymnastikøjskole, var karl på gården i disse år. Der var en nært forhold mellem Niels Buck og Marie Hanssen.

Dorthea beskrives som en meget stærk kvinde som på trods af stor tab, sorger og udfordringer formåede at skabe et hyggeligt hjem og et positivt livssyn. Der er flere beskrivelser af Dorthea og hendes liv. Christen var også en aktiv mand, og sammen fik de meget ud af livet.

Efter første verdenskrig overtog deres søn, Svend Anker Hanssen, gården Nørremølle. Christen og Dorthea byggede et nyt hus til sig selv i Sottrup, lige ved både station og forsamlingsgård, så de let kunne deltage i aktiviteterne her. Huset, kaldt “Nørrehus” blev tegnet af nevøen og arkitekten Jep Fink.

Nørrehus. Hoveddøren er typisk for Jep Fink. Meget smukt snedkerarbejde.

Billede 1 af 5

Spor:

  • Gården Stavnsbjerg i Hejls. Der er for få år siden etableret en smuk vandresti (12 km) fra Hejlsminde og rundt om Hejs Nor. Her passerer man tæt forbi Hejs kirke, Staunsbjerg og over Bygebjergs marker. Desuden passerer man 2 gange over den gamle grænse mod Tyskland.
  • Slægtsgården Nørremølle har adressen Nørremøllevej 17B i Sottrup
  • Skærsø Gods ligger på Djursland, tæt på Dråby og den tidligere Dråby station.
  • Christen og Dortheas Gravsten kan stadig ses på kirkegården ved Sottrup kirke i Vester Sottrup. Når man går ind på kirkegården fra parkeringspladsen ligger familiegravstedet til venstre (på sydsiden) af kirken.
  • Chresten og Dortheas aftægtshus “Nørrehus” Nybølvej 4, ligger som nabo til Forsamlingsgården i Sottrup. Nybølvej 2. Aftægtshuset er tegnet af arkitekt Jep Fink. Læs mere om familien Fink.

Kilder: