Kategori: Uncategorized

Lauritz og Frieda er mine oldeforældre (Min farfars forældre).

Lauritz Frederik Bechmann (1866-1942) blev født på Læsø som søn af præsten Rasmus Quotrup Bechmann og hans 2. hustru Petrea Smith, men allerede da han var 4 år (1866) flyttede familien til Vejlby-Homø sogn ved Grenå, hvor Lauritz voksede op.

Frieda Henriette Bodil Conrau (1865-1946) blev født i Randers som datter af direktør Gustav Conrau fra Vognfabrikken Scandia og Gesche Ernestine Lorentzen, som var født i Friesland lige syd for Tønder.

Lauritz

Lauritz’s slægt havde været præster i generationer. Alligevel valgte Lauritz at studere til maskiningeniør, hvilket han blev i 1887 en alder af bare 21 år ovenikøbet næsten med udmærkelse. Året efter blev han tillige bygningsingeniør. Efter et par forskellige kortere ansættelser blev han 1891 ledende konstruktør ved Scandia i Randers og i 1914 tillige direktør – et job han bestred frem til 1929.

Lauritz lavede som dreng en “bicykle” til sig selv – en af de rigtig gamle høje “Væltepetre” og det vakte selvsagt opsigt i landsbyen, når “præstens søn Lauritz” kom kørende på dette dengang især på landet usædvanlige befordringsmiddel.

Min far, Helge Bechmann, skriver følgende i sine optegnelser:

Han gjorde mange opfindelser men der er aldrig udtaget patent på disse. “som medarbejder og chef kunne man ikke ønske sig en mere forstående og retsindig mand, der rent teknisk var en vejleder som mange måtte ønske sig at have haft“, stod der efter hans død i Ingeniørens nekrolog.

Lauritz’s interesse lå på det tekniske og som leder og senere direktør var han altid hjælpsom med råd og dåd til kolleger og undergivende rådgivne især glad for at finde tekniske løsninger. Vognfabrikken voksede sig stor i hans tid.

Efter sin afgang 1929 vendblev han dagligt at besøge fabrikken og fulgte levende med i udviklingen.

Laurits sagde i første omgang nej tak til at blive direktør. Han var glad for sit tekniske arbejde, men efter pres gav han efter.

Familien boede i villaen LEBATON, Udbyhøjvej 7, Randers med en dejlig have og et bassin med springvand. Lebaton betyder “Lykken er betinget af tilfredshed og nøjsomhed”. Skønt han efterhånden blev velhavende var han personlig ganske fordringsløs. Var f.eks. på ingen måde velklædt efter datiden forestillinger (fortælles det i familien).

Det fortælles også at Lauritz under en rejse i Tyskland rejste sig fra sin plads og grundende ud på perronen, da toget holdt i Hamburg. Han bøjede sig ned og studerede vognenes underside, ja lagde sig til sidst på maven for bedre at se og samlede et stort opløb af mennesker. Hans kone og børn fulgte ham fra vinduet og Frieda råbte “Men Bechmann dog, men Bechmann dog“.

Frieda

Frieda var datter af direktør Conrau, Scandia, der dengang var måske den største virksomhed i Randers. Lauritz fortæller i sine erindringer om Frieda, at hun havde svært ved at klare strabasserende rejser og at hun led af migræne. Jeg tænker at hun i høj grad levede en meget beskyttet tilværelse, hvor hun i det daglige ikke udsatte sig for mange fysiske udfordringer. De havde 2 piger til hjælp i husholdningen. Frieda var en meget dygtig akvarelmaler og bidrog med illustrationer til en børnebog til børnebørnene, se nedenfor.

Lauritz og Frieda fik 2 sønner, der begge blev ingeniører

• Hans Gram Bechmann (1895-1956 )
• Hugo Cornelius Bechmann (1898-1971), min farfar

Hans Gram Bechmann var ansat flere forskellige steder. De senere år var han direktør for Scandinavisk Gummivarefabrik A/S i Søborg. Han var gift med Poula født Jensen, der ligeledes var ingeniør, hvilket var helt usædvanligt for kvinder på det tidspunkt. Efter Hans Grams død kørte hun en årrække virksomheden videre.

Spor:

• Veje med navne fra Scandia-tiden findes fortsat i Randers, f.eks. Scandiasporet og Skiftesporet.
• Scandias vogne findes på Sporvejsmuseet Skjoldnæsholm, Jernbanemuseet i Odense har mange andre steder. Kig efter “Scandiaskiltet”.

Kilder:

• Lauritz har skrevet sine erindringer ned i 1934.
• Børnebørnene Helge og Hugo’s børnebog. (Farmor tegnede, Mormor fortæller). Julen 1932. Bogen indeholder små historier og fine aquareller fra Helge og Hugos barndom. Hugo kaldes i bogen for Lib, som er en forkortelse for “liebling”, hvilket det sikkert har været almindeligt, at kalde små børn i Friesland. Bogen findes her.
  • Vognfabrikken Scandia Randers. Georg Nørregård. 1861- 1961. Bestyrelsen for Vognfabrikken Scandia Aktieselskab, Randers.
  • Ingeniørens Nekrolog over Lauritz Bechmann, den 22 juli 1942.

Hugo Cornelius Bechmann (kaldt Hugo) og Anna Dorthea Aaboe Christensen (kaldt Anthea) er min farfar og farmor. Anthea døde alt for tidligt og jeg har aldrig mødt hende. Min farfar giftede sig igen med Olga Katrine Sørensen, der var enke og barnløs. Navnet Hugo Cornelius går tilbage til den frisiske del af slægten.

Hugos forældre var Lauritz og Frieda Bechmann.

Hugo var født i Randers og voksede op der. Blev Cand. polyt. som bygningsingeniør. Efter forskelligt arbejde bl.a. ved ombygning af Randers-Hadsundbanen blev han i 1926 ansat som overbanemester senere baneingeniøre ved FFJ banen (Fjerritslev-Frederikshavn banen) i Nørresundby. Arbejde her i 40 år indtil tiltagnde bindhed tvang ham til at gå af i 1965. Han var desuden rådgivende ingeniør ved andre nordjyske baner: Randers-Hadsundbanen, Thisted-Fjerritslevbanen og Hjørringbanerne. Han døde torsdag den 25 marts 1971 på Aalborg sygehus.

Anthea blev født i Hellerup. Fik studentereksamen i Randers i 1925 og blev allerede i 1926 gift med Hugo. Hun døde alt for tidlig under en fødsel den 8. marts 1942. Samme dag fyldt datteren Kirsten 8 år. Hun var meget interesseret i sang og blev undervist af Otto Høy. Han skriver bl.a. til Anthea: “Ja- jeg risikerer igen turen – sidst kom jeg hjem forynget og forfrisket – haaber det gaar ligedan denne gang. Og det var Dem og Deres mand, der var skyld i denne Indian Summer. Jeg havde det saa godt hos Dem, befandt mig saavel”.

Hugo fik 4 børn men Anthea

• Helge (1927-2008)
• Hugo Steen (1929-2007)
• Kirsten Elisabeth (1933- )
• Torkil (1935- 2021)

Med Olga fik han

• Karen (1947- )

Spor:

• Gravsted efter Hugo, Anthea og Olga findes stadig på Nørresundby kirkegård.

Kilder:

• Min far Helge Bechmanns upublicerede slægtsforskningsnotater

Billedet viser mine tipoldeforældre (Oldefar Pouls forældre) og deres datter Marie. De hed Morten Poulsen (1822-1895) og Ane Christensen Overgaard (1842-1907). Der var altså relativt stor aldersforskel imellem dem.

Så vidt jeg ved fik Ane og Morten kun 2 børn:

• Poul Pedersen Poulsen (1868-1911)
• Ane Marie Johanne Poulsen (1875-1950), kaldet Marie

Morten blev født i Quottrup, Fårup sogn og konfirmeret i Ladding kirke i 1838. Ane kom fra Tilst sogn hvor hun også er døbt i 1842. Begge ligger nordvest for Århus i retning af Viborg.

De havde et mindre landbrug i Ingerslev ved Tiset udenfor Århus. Ane boede dog på aftægt hos datteren i Gjeding efter Mortens død. Hund døde i Gjeding, men blev begravet i Tiset sammen med Morten.

Følger man slægterne længere tilbage går Anes gren retning af Skanderborg, mens Mortens forbliver i Tilst og Fårup-området, hvor de formentlig har arbejdet som stavnsbønder.

Mariane og Poul er mine oldeforældre, forældre til min morfar Morten. De boede hele deres voksne liv i Århus-området.

Mariane Sørensen er født den 12 februar 1870 i Tiset sogn og voksede op på en gård i Raunholt syd for Århus.

Poul Pedersen Poulsen er født i True i Brabrand sogn, døbt af en lærer Petersen i True fra Valgmenigheden i Bering. Både Mariane og Poul tilhørte begge Valgmenighedskirken og blev også gift her i 1985 hvor de var hhv. 27 og 25 år gamle, og jeg gætter på at det er kirken som førte Poul og Mariane sammen. De giftede sig i Bering valgmenighedskirke i 1895.

Valgmenighedskirken er ikke som man kunne tro en eksotisk sekt, men Grundloven i 1848 indførte religionsfrihed, og i 1855 blev muligt at løse sognebånd og knytte sig til andre sogne eller f.eks. frikirker og valgmenigheder. Det var en udvalgt skare som søgte imod valgmenighederne. Af en opgørelse fra provsten fra 1875 fremgår, at der var 172 sognebåndsløsere i Hjelmslev Ning Herred (13 sogne), heraf 23 fra Tiset. I 1872 valgte menigheden at bygge en helt kirke, Bering kirke, som stod færdig i 1876. Den er delvist byget af menigheden. Hvorvidt Poul og Marianes familier deltog i dette frivillige arbejde ved jeg ikke. Da Poul og Mariane senere flyttede til Århus blev de knyttet til valgmenighedskirken i Århus hvorfra Poul og måske også Mariane er blevet begravet.

Poul var husmand i Ingerslev. Sliddet var hårdt og Poul havde næppe talent for landbrug, så da min morfar Morten var 3 år gammel forlod familien landbruget og flyttede til Århus. De medbragte et par hest og faren startede en vognmandsforretning i Århus, mens moren startede en købmandsforretning. Det har helt sikkert ikke været let at klare sig i Århus og som mange andre flyttede de mange gange. På den tid var lejere ikke som i dag beskyttede imod huslejestigninger, og det benyttede udlejerne sig i høj grad af.

Et af de første steder de boede var Knudrisgade 32. Ifølge folketællingen i 1901 boede Morten med sine forældre og lillebror i stuelejligheden fra 1899, hvor der dengang var butikslokaler ud mod gaden. Mariane og Poul har sandsynligvis haft butik i denne lejlighed og boet i baglokalet. I stueetagen er der både en 1 værelses og en 3 værelses lejlighed. Vi må håbe, at de havde den med 3 værelser, men jeg ved det ikke.

Efterfølgende flyttede de til Mejlgade 78, i 1904 til Jægergårdgade 88 og 1905 til Bülovsgade 17, hvor de havde en kælderbutik. Man kan stadig se sporene efter butikken på facaden. Familien som nu bestod af forældrene, 3 børn og karlen Alex, boede i kælderen, hvor der også var butik. I følge BBR er kælderarealerne på i alt 37 m2, så der har ikke været meget plads. I dag er området eftertragtet boligområde, men dengang var standarden meget lav og befolkningstætheden høj.

Det må imidlertid være gået nogenlunde godt for familien for i 1908 købte de ejendommen Bülovsgade 23. Stuelejligheden blev lavet om til butik. 1. sal var udlejet og Mariane og Poul boede ifølge min morfars erindringer på kvisten. Kvisten fremgår dog ikke af BBR, så man kan antage, at de udnyttede den dog uden af have egentlig tilladelse. Af Folketællingen i 1911 fremgår at karlen Alex ikke længere bor hos dem, men at familien nu tæller 2 voksne og 4 børn. På første sal boede 2 ugifte kvinder – en strygerske og en syerske.

I alt fik Mariane og Poul 4 børn

• Morten Poulsen (1896-1991), min morfar
• Søren Poulsen (1898-1920)
• Ane Katrine Poulsen 1903- )
• Ane Elise Poulsen (1906- )

Poul får gigtfeber i 1906 kort efter Elises fødsel. Han er gentagne gange alvorlig syg og sygdommen udvikler sig til tuberkulose, som han dør i 1911 af tuberkulose kort før jul. Han blev kun 42 år gammel og den mindste datter er da kun 5 år. I søsteren Elises beretning kan man læse at sygdommen i lange perioder prægede familielivet. Ved hans død satte Mariane en meddelse i avisen med følgende ordlyd:

At min kære Mand, Detaillist Poul P.Poulsen, er afgaaet ved Døden den 12. December, 43 Aar gammel, bekendtgøres for Slægt og Venner. Mariane Poulsen Bülowsgade 23, Aarhus. Begraves fra Valgmenighedskirken.

Mariane måtte derefter klare sig igennem så godt hun kunne, og alt tyder på at hun klarede sig helt godt, men let har det helt sikkert ikke været. Mariane giftede sig ikke igen. Mariane har yderligere den sorg at miste sin næstældste søn Søren, idet han dør i en motorcykelulykke i 1920.

Datteren Katrine (faster Katrine) husker jeg fra Århus. Hun giftede sig aldrig men boede bogstavelig talt i mange år på sofaen i stuen hos en enkemand. Hun var hans husbestyrerinde, passede børn og lavede mad til en meget lille løn. Da børnene voksede op mistede hun kontakten til dem, hvilket var en stor sorg. Hun blev pensionist netop som folkepensionen blev indført, og det lykkedes hende at få en lille lejlighed i Århus, hvor hun boede som “dronning” de sidste år af sit liv. Efter hendes eget udsagn havde hun aldrig levet så flot.

Pouls forældre (mine tipoldeforældre) var

• Morten Poulsen (1822-1895)
• Ane Christensen Overgaard (1842-1907)

Min morfar, Morten Poulsen har beskrevet sin barndom i sine erindringer. Det har ikke været en let barndom. Han løftede undervejs et stort ansvar og efter realeksamen har han måttet stå helt på egne ben. Der er ikke været hjælp at hente derhjemme.

Spor:

• Bulovsgade 14, Århus. Spor efter kælderbutikken.
• Valgmenighedskirken i Bering.
• Århus Valgmenighedskirke.

Kilder:

• Morten Poulsens erindringer nedskrevet i 1986. På de sidste sider beskriver Ingeborg hvordan de mødtes i Sottrup i 1920.

Christen Hanssen og Anna Peters er mine tip2-oldeforældre. Christen blev døbt Jürgensen. Hvorfor han ændrede navn ved jeg ikke – men måske indførte de den nye navnelov før den egentlig blev indført.

Christen blev født i 1784 i og giftede sig i 1813 i Sottrup kirke med den 2 år ældre Anna Peters, som kom fra Store Vi (Grosse Viehe), der ligger vest for Flensborg. Christen beskriver sit liv i et brev til sønnen Hans Peter Hanssen (kinafareren). Brevet er skrevet netop som han har forladt Danmark. Det giver et godt indtryk af hans liv: de kedsommelige år som beskrives drejer sig om 4 år i snedkerlære. Han forlod sin plads og gik til søs. Turen gik til Rusland som letmatros. Den blev hård og han opgav hurtigt livet til søs. I stedet gik han (finansieret af en af brødrene) i gang med at producere brændevin, senere også øl, landhandel (bønderne solgte korn og købte kolonial) og landbrug. Det var Christen som købte Nørremølle, der senere skulle blive slægtsgård i mange generationer.

Det blev sønnen Christen, min tipoldefar som endte med at overtage gården. Der ligger meget spændende familiefortællinger gemt i denne familie. Det fortælles at der var et solidt familiesammenhold i familien

Læs mere om børnene

• Mistin Hanssen (1814-1902)
• Jørgen Hanssen (Ravnskobbel) (1816-1887)
• Anna Catharina Hanssen (1818-1891)
• Anne Margaretha Hanssen (1820-1887)
• Heinrich Peter Hanssen (Henrik) (1823- )
• Christen Hanssen (1825-1891)
• Hans Peter Hanssen (kinafarer) (1828-1912)
• Maria Sophia Hanssen (1830-1874)
• Lorenz Nicolai Hanssen (1832- )
• Catharina Maria Hanssen (Tinne eller Trine) (1837-1882)

Brevet til sønnen H.P.Hanssen, kinafarer, 8. maj 1843, dvs. mens H.P. stadig var i Danmark.:

Vor højtelskede Søn

Dit Brev fra den 6. d. M har vi den 7 om Aftenen rigtig bekommet. Vi ser deraf, min kære søn, at du ofte har erindret dig os og dit kære hjem, især om aftenen, når alt bliver roligt og den mørke nat stunder til.

Deri giver jeg dig stor ret, thi det har jeg selv erfaret så mange gange. Du var rigtignok kun hjemme få uger efter din konfirmation, jeg derimod to år, men så blev jeg overtalt og næsten tvunget ind i et fag, som det aldrig havde faldet mig ind at lære.

Derved gik fire år med kedsommelighed, og mange tårer flød af mine øjne i denne tid, og det første halve år led jeg megen hunger. Så drog jeg til Sønderborg for at gå i Skole, da jeg næppe kunne skrive mit eget navn. Der dansede jeg heller ikke på roser. Mod foråret lod jeg mig forhyre på en brig, hvor vi var 11 mand om bord.

Vi drog fra Sønderborg 1805, den 7 eller 8 maj på en lørdag eftermiddag og lagde os udenfor den såkaldte Østerhage, da vinden ikke var føjelig. Søndag middag befalede kaptajnen fire mand i sluppen for at føre ham ind til Staden. Gud ved bedst hvor gerne jeg ønskede mig en af de fire som blev udkårne dertil, for at tage afsked med min Broder Peter som var i Sønderborg, men jeg måtte blive om bord.

Om aftenen kom styrmanden, som var med i land, og hilste mig fra min broder og min ældste broder Hans. De var kørt til Sønderborg for at tage afsked med mig, og din Moder, sagde han, græd meget over at hun ikke kunne tale med dig.

Men så havde jeg nok. Det skar mig i mit hjerte. Jeg gik forud på Skibet, vred mine hænder og græd mine modige tårer. Ingen der der om bord, hvortil jeg kunde åbenbare mit hjerte – det brusende hav stod mig for øjne.

Klokken 3 om natten blev vi befalet at gå til tops og gøre alle sejl løje. De to første dage havde vi billigt vejr. Så den tredje nat kom Kaptajnen og råbte os ud af køjen, op at rebe. Da vi kom på dækket væltede den ene sø over os efter den anden. Mørke og nød var om os. Vi måtte alle i toppen for at gøre sejlende små eller rebe. Jeg blev straks søsig, måtte overgive mig frygteligt og prøvede på at entre ned.

Men overstyrmanden befalede mig straks at blive på min post. Om jeg faldt ned, det blev der ikke regnet videre på. Disse Orkanvejr holdt på i otte dage. Syv mand af os var søsyge. Anden styrmand, som havde faret i flere år, brækkede til sidst det bare blod.

Jeg var hver dag beklemt og græd ofte mine hede tårer. At forlade søen igen syntes jeg var så hårdt. Omsider ved mange bønner til vor gode fader mærkede jeg på hans ands stemme indvortes, at det var heller ikke det rette fag for mig og fik det så stift i mit hoved igen at forlade søen. Men hvad skulle jeg nu gribe til? Handlen havde jeg fra ungdommen af haft lyst til, men måtte ikke, og nu var jeg dertil for gammel og stod desuden for at tages til Kongens tjeneste.

Da mit håb for fremtiden var ude, lod forsynet mig mærke et glimt af en stjerne i øster. På En gang, uden at jeg havde tænkt derpå, kom min broder fra Tandslet over og sagde til mig: jeg har tænkt på, at du skal hjem til broder Hans og drive Rosmøllen og malteriet, og at du skal have halv fortjeneste. Jeg vil låne dig 300 Mark sølv som du kan sætte i handlen.

Det var behagelige ord for mig. Imidlertid fandt dette også modstand, thi min broder Hans Jørgensens kone kunne ikke lide det. Derover klagede min moder sig til min søster Anna Catrine og hendes mand R. Jørgensen. Da tilbød han mig straks, at jeg måtte komme til dem. Vi ville så sammen anlægge et brændevinsbrænderi.

Nu blev jeg først glad og mærkede faderens førelse deri. Men endnu blev håbet mig berøvet. Jeg var sygelig, kom hjem til mine forældre Palmesøndag og lå derefter syg hos dem til mikkelsdag. Ingen troede jeg kunne leve.

Men ud på efteråret drog jeg i Guds navn ned til R. Jørgensens og til Jul var vi færdige med brændehuset. Nu skulle jeg til at brænde, men også dette fag var mig fremmed. Dog hertil havde jeg lyst. Jeg begyndte i Jesu Christi velsignede navn og alt, hvad jeg foretog mig det lykkedes og har Gud ske lov siden den tid gået ret godt.

Kære Søn! Det stykke af min løbebane fra jeg forlod mit kære fødested, indtil jeg begyndte at få noget for mig selv, melder jeg dig blot for at du kan se, at også din kære fader har prøvet verden.

Og her er endnu overgået mig mangfoldige genvordigheder i dette tidsrum, som det her ville være for vidtløftigt at anføre. Du, min kære søn, hold dig først til vor Gud og Frelser, så vil han, som er kærligheden selv, høre og lede dig ved sin Ånds kraft, og du vil da finde lyst til at være dit herskab tro, kærlig og venlig mod deres små og skyldige børn og tjenstfærdig mod dine foresatte, som du daglig skal omgås med. Så vil det herskab elske dig som en søn og dine medarbejdere som deres broder, og så går alting med glæde.

Du ønsker at vide vor hjemrejse og hvorledes det står med os i den korte tid, vi har været legemligt adskildte, thi ånderne er jo bestandigt hos hinanden. Der går ikke mange minutter at dine kære forældre ikke tænker på dig, og vi indeslutter dig i vore bønner som en kær og elsket søn. Også dine søskende, især Anna Cathrine og Anna har længtes efter dig.

Angående hjemrejsen, da kørte vi fra Flensborg da vi havde spist, holdt for hos Ebeling for at rigtighed og hos Boss for at melde ham, at Skipper Hansen var kommen, drak kaffe i Holbi, holdt for et øjeblik hos Skøtt i Ringenæs og hos Slagter Paulsen på Kråften hvor jeg fik 100 daler som jeg beholdt over i Flensborg, omvekslet i Specier. Så kom vi lykkelig og vel hjem tæt efter solnedgang og blev modtaget af din kære moder og dine søskende. Lille Trine kom straks hen til mig gribbende med munden og spurgte: Far: Græd Hans Peter ikke da du drog fra ham. Jeg kunne se på hende at hun var ganske rørt.

Torsdag, Fredag og Lørdag havde vi ret godt at bestille. Vi leverede varer til tvende barsler, nemlig til Johan Andersen og Iver Dall og til husrejsning hos Henrik Kjær, og vi havde tvende kromænd, nemlig fra Stenderup og Blans. Søndag d. 7 solgte jeg 12 stykker kræ på Spølet og den fede ko til Slagter Paulsen for 225 daler. De skal bort straks og stalden skal være helt tom til udgangen af juni. Prisen er ret god da der
falder så mange små kvier iblandt dem.

Bedstemoder er meget syg og går formodentlig hjem. Moster Stinne fødte i Søndags en Datter. Din kære moder og lille Trine var i går oppe at se til hende. Thomas Jespersens Peter er død i Sønderborg under Kuren. Liget blev i Søndags ført hertil, og det skal i dag jordes. Din broder Henrik skal være ud.

I dette øjeblik, mens jeg sidder og skriver til dig, tog din lille søster Trine afsked med os og gik første gang til Skole. Herren styrke hende, at hun også måtte dannes og forberedes til en bedre verden. Kasten blev valgt til Præst i Løjt Sogn, som du måske har hørt af Julius Mommesen.

Du får måske hilsen fra mig af H. Iversen. Jeg skrev dem til sidste lørdag og bad dem om at hilse dig, at vi var kommen lykkelig hjem og at Kasten blev Præst i Løft. Men dette brev bekommer de først på Onsdag med Hansen. Hilser de dig, så tak dem venlig derfor.

Nu, min kære søn, må jeg slutte thi nu kom Ernst Petersen fra Nordborg og desuden skal jeg til Tings på Sandbjerg Lykke. Nu vil jeg befale dig Gud og din kære Frelser. Vær munter ved dit værk, at vi kan have fornøjelse af dig, og at jeg, om det er Guds vilje, måtte kunne få hjælp af dig i min Alderdom.

Skriv os nu snart et ret langt brev til og vær fra din din kære Fader og moder og dine søskende hjertlige hilset. Fra din broder Jørgen og din søster Mistin kan jeg hilse dig. De er i god stand.

Din tro fader Chr. Hansen

Spor:

• Christens brev til sin søn, Kinafareren. H. P. Hanssen f. 1828.

Kilder:

• Af en Sønderjysk Bondeslægts saga I
• Af en Sønderjysk Bondeslægts saga II
• Et tilbageblik I. H.P Hanssen 1928

Middelalderslægterne i Tyskland er meget spændende med mange sjove navne. Det er den ældste del af Catharina Hammers aner. Middelalderslægten rummer mange spændende navne. Der er tale om gamle tyske adelsslægter:

• Muntprat (Monrad)
• Hundbiss (Humpis)
• Blarer

Interessant er det at slægten kan føres så langt tilbage som til 1100 tallet. Det skyldes at slægten stammer fra gamle tyske adelsslægter, som har bevaret gamle slægtsarkiver. Oplysningerne her stammer fra disse private arkiver. Johannes Davidsen Monrads oldefar (min tip12-oldefar) Heinrich Muntprat er ud af tysk adelsslægt. Han er født før 1465. Vi kan følge hans aner tilbage til min tip 17 oldefar, der også hed Heinrich Muntprat via adelsarkiverne . Han døde i 1354.

Fra 1440 til ca. 1600 boede slægten Muntprat på slottet Salenstein i Thorgau i Schweitz, nær grænsen til Tyskland.

Adelsarkiverne viser at familien var “borgere” i Konstanz, som ligger nær Salenstein før de købte slottet i Salenstein. Slægten ejede på den tid talrige slotte, borge og store landområder. Slægten blev gift ind i forskellige andre adelsslægter.

Slægten Mundprat kom sydfra, formentlig Italien (muligvis Monte Prado) og var købmænd og vekselerer. De drev sammen med slægterne Moetteli og Hundbiss en omfattende hør/linnedhandel og blev meget rige. Desuden gik de ind i finansiel virksomhed. Slægten menes at komme fra en lille lokalitet ved navnet Monte Prado nær Genova i Italien.

Adelsslægterne var indgiftede med hinanden: min tip15-oldefar giftede sig med Agathe Hundbiss. De levede fra ca. 1380 – 1450. Hundbiss slægten var ligeledes en borgerslægt i Konstanz. Også denne slægt har deres eget våbenskjold.

Slægten Humpis eller Hundbiss har også en gren i Ravensburg, en gammel rådmandsslægt. Et sikkert stamtræ starter i 1303 med Conrad Humpis, der var amtmand i byen Ravensburg. Slægt og efterkommerne efter Conrad var handelsfolk, med forhandling af tekstiler. Der er folk der mener, at vi kan føre slægten helt tilbage til Heinrich Humpis, født 1163 i Schalldorf i Schweitz. Hvordan de helt præcise slægtsforhold er har jeg ikke undersøgt.

I Ravensburg findes i dag et Humpis-kvarter midt i den gamle bydel. I kvarteret findes et Humpis-kvarter-museum, som viser kvarterets historie fra 11. hundrede til 21. hundrede. Kvarteret består af 7 bygninger og samarbejder med museumsselskabet Ravensburg.

Både Hundbiss (Humpiss) og Muntprat var med da man i 2011 fejrede Handelens i Konstantz.

De forskellige grene af familien Muntprat endte med at bekrige hinanden i et stort slag i 1499. De forblev “gammelkristne” efter reformationen.

Min tip16-oldefar Lutfried Mundprat der Becheidene (den beskedne) giftede sig med Anna Blarer Von Giersberg. Blarer slægten kan følges tilbage til ca. 1180 En senere biskop Albrecht Blarers våbenskjold er fundet. Annas Blarer-slægt har sikkert haft et våbenskjold, som så ud noget i den retning.

Jeg er sikker på, at et besøg i Ravensburg og Konstanz i Tyskland og St. Gallen i Schweiz vil give mange flere historier, som venter på at blive fortalt. Finder du yderligere oplysninger så skriv endelig til mig om det.

Spor:

• Mundtprats våbenskjold over porten til slottet i Salenstein.
• Humpis-kvarter-museum. Humpisstrasse 5, 88212 Ravensburg, Tyskland. Kun åbent om lørdagen fra 10 -1 4. Bemærk også gadenavnet.

Kilder:

• Angående slægten Muntprat, Johnnys slægtsforskning. se her
• Ang. slægten Muntprat, Wikipedia
• Ang. slægten Humpis, Wikipedia
• Læs om Humpisshaus, Museum Ravensburg.
• Ang. Slægten Blarer, læs her. Historish Lexicon der Schweiz.