Mariane og Poul er mine oldeforældre, forældre til min morfar Morten. De boede hele deres voksne liv i Århus-området.

Mariane Sørensen er født den 12 februar 1870 i Tiset sogn og voksede op på en gård i Raunholt syd for Århus.


Poul Pedersen Poulsen er født i True i Brabrand sogn, døbt af en lærer Petersen i True fra Valgmenigheden i Bering. Både Mariane og Poul tilhørte begge Valgmenighedskirken og blev også gift her i 1985 hvor de var hhv. 27 og 25 år gamle, og jeg gætter på at det er kirken som førte Poul og Mariane sammen. De giftede sig i Bering valgmenighedskirke i 1895.
Valgmenighedskirken er ikke som man kunne tro en eksotisk sekt, men Grundloven i 1848 indførte religionsfrihed, og i 1855 blev muligt at løse sognebånd og knytte sig til andre sogne eller f.eks. frikirker og valgmenigheder. Det var en udvalgt skare som søgte imod valgmenighederne. Af en opgørelse fra provsten fra 1875 fremgår, at der var 172 sognebåndsløsere i Hjelmslev Ning Herred (13 sogne), heraf 23 fra Tiset. I 1872 valgte menigheden at bygge en helt kirke, Bering kirke, som stod færdig i 1876. Den er delvist byget af menigheden. Hvorvidt Poul og Marianes familier deltog i dette frivillige arbejde ved jeg ikke. Da Poul og Mariane senere flyttede til Århus blev de knyttet til valgmenighedskirken i Århus hvorfra Poul og måske også Mariane er blevet begravet.
Poul var husmand i Ingerslev. Sliddet var hårdt og Poul havde næppe talent for landbrug, så da min morfar Morten var 3 år gammel forlod familien landbruget og flyttede til Århus. De medbragte et par hest og faren startede en vognmandsforretning i Århus, mens moren startede en købmandsforretning. Det har helt sikkert ikke været let at klare sig i Århus og som mange andre flyttede de mange gange. På den tid var lejere ikke som i dag beskyttede imod huslejestigninger, og det benyttede udlejerne sig i høj grad af.
Et af de første steder de boede var Knudrisgade 32. Ifølge folketællingen i 1901 boede Morten med sine forældre og lillebror i stuelejligheden fra 1899, hvor der dengang var butikslokaler ud mod gaden. Mariane og Poul har sandsynligvis haft butik i denne lejlighed og boet i baglokalet. I stueetagen er der både en 1 værelses og en 3 værelses lejlighed. Vi må håbe, at de havde den med 3 værelser, men jeg ved det ikke.
Efterfølgende flyttede de til Mejlgade 78, i 1904 til Jægergårdgade 88 og 1905 til Bülovsgade 17, hvor de havde en kælderbutik. Man kan stadig se sporene efter butikken på facaden. Familien som nu bestod af forældrene, 3 børn og karlen Alex, boede i kælderen, hvor der også var butik. I følge BBR er kælderarealerne på i alt 37 m2, så der har ikke været meget plads. I dag er området eftertragtet boligområde, men dengang var standarden meget lav og befolkningstætheden høj.
Det må imidlertid være gået nogenlunde godt for familien for i 1908 købte de ejendommen Bülovsgade 23. Stuelejligheden blev lavet om til butik. 1. sal var udlejet og Mariane og Poul boede ifølge min morfars erindringer på kvisten. Kvisten fremgår dog ikke af BBR, så man kan antage, at de udnyttede den dog uden af have egentlig tilladelse. Af Folketællingen i 1911 fremgår at karlen Alex ikke længere bor hos dem, men at familien nu tæller 2 voksne og 4 børn. På første sal boede 2 ugifte kvinder – en strygerske og en syerske.

I alt fik Mariane og Poul 4 børn
- Morten Poulsen (1896-1991), min morfar
- Søren Poulsen (1898-1920)
- Ane Katrine Poulsen 1903- )
- Ane Elise Poulsen (1906- )
Poul får gigtfeber i 1906 kort efter Elises fødsel. Han er gentagne gange alvorlig syg og sygdommen udvikler sig til tuberkulose, som han dør i 1911 af tuberkulose kort før jul. Han blev kun 42 år gammel og den mindste datter er da kun 5 år. I søsteren Elises beretning kan man læse at sygdommen i lange perioder prægede familielivet. Ved hans død satte Mariane en meddelse i avisen med følgende ordlyd:
At min kære Mand, Detaillist Poul P.Poulsen, er afgaaet ved Døden den 12. December, 43 Aar gammel, bekendtgøres for Slægt og Venner. Mariane Poulsen Bülowsgade 23, Aarhus. Begraves fra Valgmenighedskirken.
Mariane måtte derefter klare sig igennem så godt hun kunne, og alt tyder på at hun klarede sig helt godt, men let har det helt sikkert ikke været. Mariane giftede sig ikke igen. Mariane har yderligere den sorg at miste sin næstældste søn Søren, idet han dør i en motorcykelulykke i 1920.
Datteren Katrine (faster Katrine) husker jeg fra Århus. Hun giftede sig aldrig men boede bogstavelig talt i mange år på sofaen i stuen hos en enkemand. Hun var hans husbestyrerinde, passede børn og lavede mad til en meget lille løn. Da børnene voksede op mistede hun kontakten til dem, hvilket var en stor sorg. Hun blev pensionist netop som folkepensionen blev indført, og det lykkedes hende at få en lille lejlighed i Århus, hvor hun boede som “dronning” de sidste år af sit liv. Efter hendes eget udsagn havde hun aldrig levet så flot.
Pouls forældre (mine tipoldeforældre) var
- Morten Poulsen (1822-1895)
- Ane Christensen Overgaard (1842-1907)
Min morfar, Morten Poulsen har beskrevet sin barndom i sine erindringer. Det har ikke været en let barndom. Han løftede undervejs et stort ansvar og efter realeksamen har han måttet stå helt på egne ben. Der er ikke været hjælp at hente derhjemme.
Spor:
- Bulovsgade 14, Århus. Spor efter kælderbutikken.
- Valgmenighedskirken i Bering.
- Århus Valgmenighedskirke.
Kilder:
- Morten Poulsens erindringer nedskrevet i 1986. På de sidste sider beskriver Ingeborg hvordan de mødtes i Sottrup i 1920.