Ingeborg er min oldefars 10 år yngre søster. Hun giftede sig med min oldemors 5 år yngre bror. Der er derfor dobbelt slægtskab her. De blev gift 10 år efter min oldeforældre.
De flyttede til Hejls hvor Rasmus blev mejeribestyrer i de første år. Da det imidlertid viste sig at Christen og Dorthea på Stavnsbjerg i Hejls rejste til Nørremølle, valgte Ingeborg og Rasmus at flytte til Stavnsbjerg. .
Ingeborg og Rasmus fik sammen 7 børn som alle voksede op i Hejls. Datteren Anna blev senere lærer på Hejls skole.
Rasmus var aktiv i partiet Venstre. Han blev valgt ind i Landstinget i 1928.
Christen og Anna Maria er mine tipoldeforældre. Christen Hanssen (1825-1891) og Anna Maria Andresen (1820-1894) blev gift den 30. juni 1849 i Sottrup kirke. De fik i alt 8 børn og boede på slægtsgården Nørremølle nær Vester Sottrup.
Han overtog Nørremølle i 1848 kort tid før krigen efter at hans far var død. Under krigen var Nørremølle tæt på begivenhedernes gang – læs her. Efter krigen i 1864 fik han en fremskudt stilling i nationalitetskampen. Han blev betragtet som danskernes første tillidsmand i Sundeved, og han blev ofte tilkaldt når der var fortrolige sammenkomster. Bl.a. var han medlem af en 7-mands-deputation til Berlin hvor de forsøgte at udsat de dansksindede embedsmænds edsaflæggelse. Dette lykkedes dog ikke.
H. P. Hansen (politikeren) beskriver sin far, Christen Hanssen f. 1825, (min tip-oldefar) som “kundskabsrig og gudhengiven”. Han læste og skrev korrekt på både dansk og tysk.
Han var i mange år medlem af kredsdagen (amtsrådet), provstisynoden (menighedsråd) og han var med til at grundlægge Dybbøl-Posten og Sandbjerg Højskole (1869-74). Desuden var han tilsynsførende på krigergravene i Sundeved. Han blev Ridder af Dannebrog, men måtte give afkald, da den preussiske regering nedlagde forbud mod at han modtog den. Han døde i 1892.
Anna Maria, født Andresen.Hendes slægt drev en gård i Ulkebøl i mindst 4 generationer (tilbage til midten af 1700 tallet) . Anna Maria Andresen blev født her. Samme år (1826) som Anna Maria blev født solgte hendes far, Hans Christian Andresen, gården, da han ikke kunne finde sig i den hoveripligt til herregården Rønhave, som lå på gården. I stedet købte han en gård i Snogbæk (Sottrup sogn). Anna Marias mor, Cecilie Hammer kommer fra en meget interessant slægt. Hun var datter af en degn og skoleholder, hvis forfædre ligeledes havde været degne i Ulkebøl i flere generationer. Deres forfædre var imidlertid præster på både Als og Sjælland, og slægten kan føres tilbage til højtstående gejstlige personer.
Parret havde den sorg at miste en kun 14 årig søn, Hans Christian. Hans Christian gik på realskolen i Sønderborg og kom kun hjem i ferien. efter et par dage blev han syg af difteritis. På sit sygeleje krævede han lidenskabeligt at Christen (min oldefar) skulle rejse nordpå og undgå den preussiske militærtjeneste. I sin febervildelse talte han kun om at komme afsted. Han døde efter få dages sygdom.
Ingeborg var mine oldeforældres yngste datter og min mormor (1901-2000). Hun gennemlevede hele det sidste århundrede herunder 2 verdenskrige. Hun blev født som tysk statsborger og blev først dansk efter afstemningen i 1920.
Hun vokser op på Nørremølle som det yngste barn i familien og går i tysk skole men er hele tiden meget bevidst om at hun er dansk. Hun undervises i dansk af “faster Anna“.
Hun bliver konfirmeret i Stenderup frimeningskirke, hvor hendes storesøster Dorotheas mand er præst. Sammen dag bliver faster Annas plejedatter Anna Callesen også konfirmeret.
Snogbæk skole 1913. Ingeborg står som nr. 2 fra venstre i 3. række. Anna Callesen, som hun voksede op sammen med står i bagerste række nr. 4 fra højre.
Ingeborg skriver om sin skolegang i Snogbæk skole, at hun ikke en dag var glad for at gå i skole. Det var en skole præget af hård diciplin og undervisning stort set udelukkende på tysk. Hun har skrevet et længere skrift om skolegangen som findes nedenfor.
Hun var et menneske med mange interesser. Under krigen deltog hun aktivt i Røde Kors arbejdet i Frøslev lejren, som kun ligger 2 km fra Padborg. Desuden var hun med i Danske Kvinders beredskab. Arbejdet bestod både i at bistå pårørende til indsatte i Frøslev lejren med privat indkvartering eller udbringning af pakker til fangerne. Det var Ingeborg, der stod for hjemmet og dermed også for at servicere de mange overnattende gæster. Det opfattedes som en ære at lægge hus til de pårørende, og gøre det godt og bekvemt for dem.
Ingeborg og Morten havde mange overnattende gæster. Her er det en chauffør fra en hvid ambulance foran Paddehatten på vej til Tyskland for at hente fanger i de tyske koncentrationslejre. Foto Morten Poulsen.
Da fangerne begyndte at ankomme fra koncentrationslejrene med de hvide busser, hjalp Ingeborg med at dele mad ud til fangerne. Egentlig sygepleje blev udført at uddannede sygeplejersker. Hun fortæller senere, at hun madede en ung tuberkuloseramt nordmand så han fik lidt mad. Hun troede dog ikke at han overlevede. Det har helt sikkert påvirket hende psykisk og efter krigens afslutning fik hun et regulært sammenbrud.
En personbil fra kortegen af hvide busser på vej til Tyskland for at hente nordiske fanger hjem. Eva og Ingrid står ved bilen. April 1945. Foto: Morten Poulsen
Hun var kreativ og lavede både billedkunst, keramik og kartoffeltryk. Hun holdt en del foredrag om sit liv ligesom hun skrev om den i bl.a. Sønderjysk Måndesskrift.
Hun beskrev sin barndom som lykkelig – men hun pyntede nok lidt på sandheden. Det var i hvert fald ikke et stillestående liv. Hun havde en beundringsværdig evne til livet igennem at møde nye mennesker og dyrke nye interesser. Økonomisk var de begge dygtige til at prioritere så der blev plads til rejser og fornøjelser. Jeg husker at hun mange gange sagde, at hun havde et haft et rigt og godt liv.
Spor:
Jeg tror der findes spor efter hende hos alle 4 børn og 11 børnebørn (keramik, håndarbejde mv.)
Artikler i Sønderjysk Månedsskrift
Kilder:
Egne minder
Breve fra Ingeborg til søsteren Rigmor i perioden 1920-30
Gestapos fangelejre i Danmark. Horserød og Frøslev. Gyldendal Henrik Skov Kristensen. 2021
Svend Anker er født i 1893. Han er egentlig familiens 4. søn, men da 2 tidligere sønner er døde og den 3. søn Rudolph bor i Danmark og dermed ikke er preussisk statsborger bliver det Svend Anker, som bliver arving til Nørremølle.
Sundeved lokalarkiv har et billede af Svend Anker på talerstolen. Det er ikke klart hvad anledningen er, men oplyses at han er gårdejer og brandforsikringsdirektør.
Min mormor Ingeborg skriver i Sønderjysk Månedsskrift: “Den 25. Januar 1893 blev min bror Svend Anker født på Nørremølle. Mens mine forældre foretrak at sende min ældste bror Jørgen Rudolf som 9-årig til Sorø Akademi, han blev senere uddannet til ingeniør og dansk Løjtant, blev Svend garder i Berlin. Han havde været soldat i omtrent fire år, da krigen brød ud i 1914; så gik der fire år mere, før han kom hjem, det sidste år tilbragte han dog i fransk fangenskab. Han kom hjem fra Aurillac i 1919. Svend holdt bryllup med Dagny Laursen fra Rammegård ved Lemvig i forsommeren 1920 og overtog Nørremølle.“
Ved nærmere granskning viser det sig at Rammegård har en særlig historie. Dagnys far Jens Laursen købte i 1905 Rammegaard. Jens Laursen kom fra fattige kår, og han stiftede i første omgang bekendtskab med Rammegaard, da han blev ansat som hyrdedreng. Senere blev han oplært i mejerivæsenet og i studefedning, før han til sidst endte som herremand på gården. Under hans ejerskab blev der rejst en ny hovedbygning i 1916. Familien blev på gården til 1960, hvor den blev købt af I. C. Lundgaard. Rammegaard er fortsat en stor gård, der drives som aktieselskab med 10 ansatte og produktion af slagtesvin og planteavl.
Sven døde 17 oktober 1956. Ingeborg skriver: Efter Svends død fortsatte hans eneste søn Christen Hanssen (1923-1984), gift med Valborg Iversen fra Rugbjerg på Nørremølle. Da Christen led meget af astma i lavningen ved bækken, byggede de hus ovenfor bakken og han fik det bedre der, men han døde i et astmaanfald på Sønderborg sygehus 14. februar 1984. Da de ingen sønner havde til at fortsætte arvefølgen, er Nørremølle nu gået over til en anden gren af slægten – til Knud Jørgensen, der nedstammer fra min bedstefars søster Mistin Hansen Foged, Dybbøl.”
Valborg bor fortsat i det hus de byggede ovenfor bakken.
Fra Nørremølle findes denne gipsplakette: Vi er Danske og vi vil vedblive at være danske.
Spor:
Gravsten på kirkegården i Vester Sottrup
Dagny Laursen og Valborg Iversen har leveret et utal af dejlige bageopskrifter til min mormors opskriftsamling.
Kilder:
www.danskeherregårde.dk. Om Rammegaard. 2022
Ingeborg Hanssen. Slægten på Nørremølle. Sønderjysk månedsskrift september 1984.