Dorothea er datter af min oldefar – altså søster til min mormor.
Dorothea Cecilie Hanssen Stavnsbjerg er nr. 8 i Christen og Dortheas børneflok. Dorothea er født i 1890. Hun er det sidste barn født i Hejls før familien flyttede til Nørremølle.
Dor0thea blev kaldt Dotte, her 20 år gammel
Dorothea eller “moster Dotte” som min mor kaldte hende, giftede sig i 1914. Dotte var 24 år gammel og Jørgen Eriksen 11 år ældre. Han var fra 1906 – 1920 valgmenighedspræst i Stenderup frikirke og både en nær ven og beslægtet med Dortheas familie, da både Dorothea og Jørgen er oldebørn efter Christen Jürgensen (kaldet Hanssen) (1784-1848). Fra 1920 til kort før hans død i 1941 var han sognepræst i Asserballe sogn på Als. Jørgen var bondesøn fra Als, født i 1879 . Als var tysk på det tidspunkt han blev født.
Jørgen fandt tidligt ud af, at han ikke ønskede at arbejde ved landbruget. Startede først i urmagerlære, men sprang fra og tog på flere højskoleophold. Mens han var på Askov højskole fik hans forældre af de tyske myndigheder frataget forældreretten, fordi de sendte deres børn på danske skoler. Det fik ikke den store praktiske betydning, da formynderen ikke blandede sig, men faderen følte sig krænket over det. Tidligt var hans drøm at blive “hedningemissionær” i udlandet, hvilket aldrig blev realiseret. Han aftjente sin værnepligt som tysk soldat i Königsberg lige efter århundredeskiftet. Efter den tid læste han teologi dels på egen hånd, dels på universitetet i København og på Landohøjskolen. Parallelt hermed arbejdede han for ungdomsforeninger, afholdsbevægelsen og gymnastikforeninger. Desuden holdt han en række møder og andagter privat og i bl.a. Sundeved forsamlingshus, da han ikke måtte prædike på dansk i statslige kirker. I 1906 blev han efter opfordring frimenighedspræst i Stenderup frikirke.
Ægteskabet startede dramatisk, da brylluppet var planlagt til den 11. august 1914, som altså endte med at blive 11 dage efter at 1. verdenskrig startede. Jørgen blev indkaldt og skulle møde den 7. august i Flensborg. Allerede den 9. august blev han imidlertid kasseret på grund af en hudsygdom. Han rejste hjem og ankom til Nybøl station sent om aftenen. I mellemtiden havde de lokale myndigheder forsøgt at arrestere ham i lighed med mange andre lokale dansksindede. Det lykkedes ham dog at snige sig uset hjem fra Nybøl station og videre til Nørremølle, hvor Dotte opholdt sig. Jørgen ville have bryllup med det samme (før udsendelse som soldat), men det var Dottes Mor (Dorthea Hanssen) ikke glad for dels på grund af de usikre tider, dels fordi hendes mand, Christen Hanssen, var arresteret på det tidspunkt. Jørgen satte dog sin vilje igennem, og parret kørte til Stenderup, hvor de blev “sammenskrevet” (borgerligt viede). Derfra rejste de videre til Bovlund, hvor pastor Poulsen viede dem.
Jørgen blev indkaldt som soldat fra 1915 – 1918 var han soldat, først ved østfronten og senere ved Verdun, hvor han arbejdede i en soldaterboghandel. Undervejs var han i mange omgange alvorligt syg med bl.a. lungebetændelse.
Dotte fødte 4 børn allerede før genforeningen og yderligere 3 efter. Ingeborg Hanssen kommenterer i et brev til Rigmor at, det er lidt for mange. Dotte var dog meget afholdt. Fra hende stammer flere bageopskrifter i mormors opskriftsamling.
Efter genforeningen i 1920 mistede frikirkerne en stor del af deres betydning, for nu kunne man lige så godt benytte sin lokale sognekirke, hvor der nu prædikes på dansk. Efter store overvejelser fik Jørgen Eriksen derfor i 1921 ansættelse som præst ved Asserballe kirke. Det var med vemod de forlod Sundeved præstegård. De har været et kendt par i lokalområdet. Præstegården i Asserballe var bygget i 1834 og er kendt for at være forfatteren Herman Bangs Barndomshjem. Her skrev Bang bl.a. bogen “Tine”.
Jørgen Eriksen. Foto fra Augustenborg arkiv.
Jørgen udviste tidligt psykiske problemer – nerver, som man sagde dengang. Krigen havde taget mere på helbredet end både Jørgen og andre var klar over. Økonomisk har de siddet hårdt i det. Indtægterne var små og det er ikke let når man er gæstfri af natur og har en stor familie. Først efter et længere ophold på Philadelphia i 1924 fik han det bedre og familien fik en god periode.
I 1939 var Jørgen igen indlagt på Philadelphia, men det hjalp ikke rigtig. I foråret 1940 genoptog han sit arbejde, men Dotte sad hver søndag med livet i hænderne for at det skulle gå helt galt og nu sagde menigheden fra og Jørgen fik fri et år. Han kom aldrig tilbage. Sære forestillinger tog magten over ham, og han blev irriteret på børnene. Udbrud af 2. verdenskrig gjorde ikke indtryk. Han magtede mindre og mindre.
Gravsten på Asserballe kirkegård. (foto Surlykkerne.dk)
Døden kom den 31. marts 1941. Den var nok en befrielse for Dotte. Hun fik sit livs største glæder med sin mand, men også de sværeste timer. Dotte levede 25 år efter hendes mands død. Deres grav sten findes fortsat på Asserballe kirkegård. Hun bosatte sig i Åbenrå og levede af enkepension.
Spor:
Jørgen Eriksen og Dortheas gravsted på Asserballe kirkegård.
Jørgen Rudolf (1887-1937) er mine oldeforældres ældste søn, idet en ældre bror dør allerede som 1 årig. For at sikre ham en god uddannelse og for at undgå at han skal underlægges det tyske regime sendes han allerede som 11 årig til Sorø hvor han bor hos nogle bekendte. Han går i den lokale skole men kommer senere på Sorø Akademi hvorfra han bliver student. Jørgen Rudolf gjorde militærtjeneste og blev senere dansk løjtnant. Han blev i Danmark og slap derfor for at deltage direkte i 1. verdenskrig. Han uddannede sig senere til ingeniør på den polytekniske læreanstalt. Min mormors breve indeholder ofte klager over at hun aldrig hører noget fra Jørgen Rudolf. Måske var hans tilknytning til familien ikke så stærk? Det havde sin pris at bo udenfor hjemmet.
Som ingeniør arbejdede han først en tid med opgaver på Flakfortet. Flakfortet er en kunstigt skabt ø, anlagt i perioden 1910–16 som en del af Københavns befæstning. Øen blev benyttet af militæret frem til 1968. I dag er den udflugtsmål for turister.
I 1913 rejste han til Rusland, hvor han blandt andet arbejdede med opgaver på Vinterpaladset i Skt. Petersborg. Ved revolutionen rejste han hjem og fik arbejde på Nordisk Kabel og Tråd på Frederiksberg. i 1935 blev han direktør i Nyboe og Nissen, en virksomhed som producerede varmeapparter. Det varede dog kun 2 år. Han døde i 1937 kun 50 år gammel af akut blindtarmsbetændelse.
Han giftede sig i 1925 med Bodil Marie Hagedorn, som var enke efter arkitekt Kurt Marstrand. Knud og Bodil rejste sammen til Rusland omkring 1915. Der er flere fortællinger om hvad der skete med Marstrand. Den officielle forklaring er at han blev dræbt under en rejse med broren Gunnar, som dansk gesandtskabsdelegerede udsendt af det danske generalkonsulat i Moskva. Her skal de være blevet fanget i krigstilstanden og skudt af en tjekkisk militærenhed.
Jørgen Rudolf og Bodil fik aldrig egne børn, men adopterede en pige, som hed Ulla. Ulla døde ca. 2015. De boede de seneste år på Storchsvej på Frederiksberg. Bodils mor, Enkefru Hagedorn boede en årrække hos dem.
Jørgen Rudolf døde pludseligt at blindtarmsbetændelse, kun 50 år gammel.
Avisen Hejmdal skrev om begravelsen:
“I Gaar Eftermiddags bisattes ved en gribende Højtidelighed afdøde Ingeniør Jørgen Rudolf Hanssen Stavnsbjerg. Paa Kisten, der var svøbt i Dannebrog og omgivet af et Væld af Kranse Laa som en sidst Hilsen en Blomsterbuket.
I Krematoriet samledes Jørgen Rudolfs Slægt og venner. Efter Salmen ”For dig, o Herre, som Dage kun” talte først Svogeren Pastor Hagedorn, Sæddinge, der tegnede et smukt Billede af Jørgen Rudolf som Menneske. Derefter talte Grosserer Hallager paa Vennernes Vegne. Stærkt Bevæget takkede han for alt, hvad Jørgen Rudolf havde været for Vennerne.
Saa lød de gribende toner fra Louis Jensens Cello, og med den gamle Korsfarersang ”Dejlig er Jorden” sluttede Højtideligheden.
Jørgen Rudolfs Aske vil blive bisat i den fædrene Jord i Hjemstavnen, som han elskede saa dybt.”
Anna (1885-1924) er mine oldeforældres 5. barn. Hun giftede sig med Jeppe Holm i Gadbjerg, hvor de boede på gården Tofthøj.
Anna fik 3 børn: Dorthea, Svend og Julie. Anna fik imidlertid en alvorlig lungebetændelse i forbindelse med influenza og døde efter bare 7 dages sygdom. Den ældste datter Dorthea var bare 13 år, da hendes mor døde. Deres far giftede sig så vidt jeg ved aldrig igen. Til gengæld bevarede familierne kontakten. Svend giftede sig med Grethe Sørensen.
Tofthøj i Gadbjerg. ca. 1920. Fra Give lokalarkiv.
Der er adskillige opskrifter fra “Tofthøj” i mormors opskriftsbog. Det er ikke altid helt klart om opskrifterne stammer fra min mormors søster Anna, datteren Dorthea eller svigerdatteren Grethe. Men uanset så kan opskrifterne anbefales.
Agnethe (1883-1976) er en 18 år ældre søster til min oldemor. Agnethe Hanssen var en effektiv og meget dygtig kvinde med masser af gåpå-mod. Hun giftede sig aldrig – måske afskrækket af hendes mors talrige fødsler?
Agnethes far, Christen, så tidligt Agnethes evner og finansierede en lille studierejse til forskellige hotelpensioner, for at hun kunne lære faget at kende. Desuden blev Agnethe oplært af en syerske, så hun også fik lært dette fag. Hendes far forpagtede i 1908 Sandbjerg Slot og det gav Agnethe mulighed for her sammen med søsteren Marie, at drive en husholdningsskole for piger om vinteren på Sandbjerg og om sommeren et sommerpensionat samme sted. Mange sejlede fra Sønderborg til Bøgely og gik til Sandbjerg for at drikke eftermiddagskaffe. Hun blev på Sandbjerg indtil 1915, hvor forpagtningsaftalen udløb, men da var gæsterne allerede væk på grund af krigens udbrud.
En tid var hun husbestyrerinde for Niels Buch, der senere etablerede Ollerup Gymnastikhøjskole. Fra 1920 blev hun bestyrer på Folkehjemmet i Åbenrå, som har en helt særlig status i Sønderjylland. På grund af Sønderjyllands genforening med Danmark i 1920 var det en meget travl tid med 14 ansatte så det nødvendigt at leje det nærliggende tuberkulosehospital for at skaffe plads til gæsterne.
Villa Helene i Garmisch Partenkirchen maj 1927. Agnethe står som nr. 2 fra venstre.
Med den erfaring i rygsækken rejste hun midt i 20’erne først til Rom og siden til Tyskland. I Tyskland besluttede hun at starte hotelpension, og i 5-8 år drev hun hotelpensioner i det smukke sydtyske turisområde Garmisch Partenkirchen i Tyrol.
Pension Helene, ca. 1928
Det første hed Villa Helene, Turmackersstrasse 2 i Partenkirchen. Det andet hed Alpenblick, Hellwgerstrasse 1. Denne vej fik i 1940 navnet Adolf-Hitler strasse, men efter 1945 blev det ændret til Hauptstrasse 56 (nyt husnummer). Begge huse findes stadig, men der er ikke længere pensionater der.
Hun skrev under opholdet mange hjem til familien i Danmark. Af brevene fremgår, at det til tider var meget svært at skabe en god økonomi i virksomhederne. Hun stod selv for hele driften som regel støttet af en eller 2 medarbejdere. Alt arbejde: vask, rengøring, madlavning, udflugter, køkkenhave blev varetaget af personalet. Min morfar, Morten Poulsen og Agnethes fætter Christian (Ane Dorotheas nevø, uddannet snedker) fra Dråby tog derned i perioder og hjalp hende. Hotellets gæster var primært danskere og mange i familien aflagde besøg. Tyskerne fik imidlertid Hitler til magten, og der blev lavet regler, som forbød udlændinge at besidde ejendom i Tyskland. I 1933 opgav hun helt og vendte hun tilbage til Danmark.
Her blev Agnethe (frk. Hanssen) først bestyrer af Højskolehjemmet i Store Heddinge fra 1933 – 1943. I øvrigt blev højskolehjemmet brugt til foredrag, teater, kirkelige møder, medlemsmøder i diverse foreninger, høst-, fastelavns- og juletræsfester, bestyrelsesmøder og generalforsamlinger. Økonomien var imidlertid ret dårlig, men det lykkedes at få spiritusbevilling i 1934. Efter nogen diskussion gik bestyrelsen desuden med til at tillade at sammenkomster sluttede med dans.
I en lang periode gik det ret godt med driften, men i 1938 satte bestyrelsen huslejen op. På den baggrund sagde Agnethe først sin stilling op, men gik senere med til at betale den forhøjede husleje og blev genansat. I 1935 lagde Agnethe hus til søsteren Gudruns tragiske død.
I 1940 kom krigen og det betød udgangsforbud efter Kl. 21. Desuden var der usædvanlig kolde vintre de første krigsår hvilket betød, at der gang på gang måtte håndværker-assistance til fordi kloakker og vandforsyning frøs til. Det førte til store økonomiske diskussioner. Bestyrelsen mente, at priserne blev for høje i restauranten, og at der blev skænket spiritus for mindreårige. Agnethe var ikke enig heri, og der opstod en diskussion, som endte med at bestyrelsen opsagde kontrakten med Agnethe.
Efter Højskolehjemmet overtog hun i 1943 Postgården i Store Heddinge. Et enkeltværelse kostede 3,25 kr., morgenkomplet 1,50 kr. Hun drev Postgården indtil tyskerne i 1944 igen kom på tværs og ønskede postgården til at huse østtyske flygtninge i. 96 flygtninge rykkede ind. På den måde har både første og anden verdenskrig spændt ben for hendes virksomheder.
Danmark Rundt. Politikens Turisthåndbog 1943. Agnethe bestyrede først Store Heddinge Højskolehjem. Senere Postgården.
Efter krigen genoptog hun hoteldriften. Ind imellem fik hun besøg af bl.a. søsteren Rigmor, som med mand og børn på bagsædet kom cyklende fra København. Agnethe var som en bedstemor for børnene.
Fætteren Christian forelskede sig under opholdet i Garmisch Partenkirchen i Agnethes stuepige Grethe. De blev senere gift og Christian fik bygget et hus på Silkeborgvej 360 i Århus. I huset indrettede han en lejlighed og hertil flyttede Agnethe omkring 1948. Hun boede der indtil hun på sine ældre dage (i 60’erne) flyttede til Frue Kloster i Århus.
Agnethe fulgte levende med i mange ting både sønderjyske foreninger, Sømandskirken og i sproget esperanto m.m. Her fejrede hun også sin 90-års fødselsdag.
Stellet Rosenthal Maria har tilhørt Agnethe. Måske kommer det fra hendes tid i Tyskland?
Af Agnethes mange breve til familien får man indtryk af en handlekraftig kvinde som ofte kommenterede de øvrige familiemedlemmers gøren og lade. Det var ikke altid lige populært. Men hun var også et stærkt, selvstændigt, engageret, praktisk løsningsorienteret menneske, som gennem hele livet forstod at takle livets udfordringer konstruktiv og god dialog med omgivelserne. Ved hendes død efterlod hun store mængder service fra Postgården. Dele af dette findes stadig rundt omkring i familien.
Stevns før og nu. Nr. 20. 2019 Højskoleforeningen og Højskolehjemmet. Poul Henriksen. Stevns Lokalhistoriske Arkiv.
Agnethes manuskript til radioforedrag om livet som hotelejer. Foredraget blev holdt den 10. december 1943. Det er endnu ikke gjort tilgængeligt online.
Gudrun (1881-1935) er min mormors næstældste storesøster, 20 år ældre end min mormor. Jeg ved ikke meget om Gudruns opvækst, men jeg ved at hun var indlagt for “sindssyge” i perioden 1905-09. Hvilken symptomer der er tale om ved jeg ikke.
Hun har derefter arbejde forskellige steder. I 1927 rejser hun til Padborg for at bistå min mormor ved min mor fødsel. I den anledning skriver hun et brev til søsteren Rigmor om fødslen.
I 1934 slutter hun ansættesen som husbestyrerinde hos lægen Ida Bolvig på grund af sygdom. Hun indlægges i december 34 på “sindssygehospitalet” Philadelphia på Midtsjælland, og der er hun de næste 5 måneder. Midt i maj udskrives hun og herefter rejser hun til søsteren Agnethe i Store Heddinge. Her begår hun selvmord den 29. maj 1935.
Fra dødsattesten, som udfærdiges på dødsdagen 29. maj 1935, og som er fundet i arkivet under Sønderborg (land):
“Afdøde begik Selvmord ved hængning den 29. maj 1935 på Store Heddinge Højskolehjem. Tydelige hængningsfurer på halsen og dødspletter. Der blev ikke foretaget obduktion. Politiet angiver at der intet er til hinder for at begravelse finder sted.
Beskrivelse: ”Afdøde var sindssyg fra 1905 – 09. Havde det derefter nogenlunde indtil sidste tre År, da hun har været modløs og nedtrykt. Hun var indlagt på Philadelphia fra December 1934 til 15. ds. og har siden da opholdt sig hos Søsteren, der er Bestyrerinde på Store Heddinge Højskolehjem. – Afdøde som betegnes som meget mistroisk, gik nedtrykt 28. ds tilsengs kl. 21 og findes næste Dag Kl. 10 hængt på sin Sengestolpe, død og stiv. På Ligets Hals ses udtalte Hængningsfurer, intet Tegn til Forgiftning eller legemlig Sygdom” .
Søsteren Agnethe viser sin handlekrav idet hun sikrer, at liget straks efter transporteres til Sottrup kirke, hvor hun begraves allerede 3 dage efter, den 1. juni 1935.
Min mormors opskriftsamling har tydeligvis haft en anden ejer før min mormor overtager den. Mit bedste gæt er, at den har tilhørt Gudrun, bl.a. fordi Gudrun er den eneste af søstrene som tilsyneladende ikke har leveret opskrifter.
Julie Marie (1879-1965) er min mormors ældste søster. Hun blev aldrig kaldt andet end Marie.
Jeg ved ikke meget om Maries opvækst, men indtil hun var 11 år boede familien på gården Stavnsbjerg i Hejls. Hun har derfor gået i dansk skole de første år af sit liv, og det må have været en stor omvæltning at flytte til Nørremølle, hvor skolesproget var tysk. Sidst i 1890’erne står hun sammen med søsteren Agnethe for undervisning i folkedans i det gamle boel i tilknytning til Nørremølle sammen med Niels Bukh, som på det tidspunkt var karl på gården. Undervisningen fortsatte frem til 1901 hvor aktiviteterne flyttede til det nybyggede forsamlingshus i Vester Sottrup. Marie var meget glad for Niels Bukh. Måske var der også en skjult forelskelse, som aldrig rigtigt foldede sig ud?
Efter højskoleophold på både Vallekilde og Askov højskole og efter at have tjent forskellige steder bl.a. i Norge bliver hun i 1905 bliver Marie kokkepige på Herning højskolehjem. Her bliver hun i 1½ men i 1906 starter hun sammen med søsteren Agnethe et sommerpensionat og en husholdningsskole på Sandbjerg Slot, som deres far forpagter på det tidspunkt. Marie opgiver dog allerede efter det første år, mens Agnethe kører pensionatet videre i nogle år.
Herning Højskolehjem
Marie rejser i stedet tilbage til Herning Højskolehjem, hvor hun (frøken Stavnsbjerg) bliver ansat, først som værtinde og senere som bestyrer i årene fremefter. Søstrene Gudrun og Ingeborg har i periode arbejdet for Marie i Herning.
Højskolehjemmene blev oprettet rundt omkring i Danmark på lokalt initiativ med det formål, at have et sted hvor højskolefolk fra byen og omegnen kan samles til møder for gamle og unge, og derudover have et sted hvor højskolefok fra landet kan bo når de er i byen. Møderne er især folkelige og kristelige. Der er løbende diskussioner om hvorvidt de skal være afholdshoteller, hvilket har stor betydning for økonomien.
Herning Højskolehjem 1915. Foredragssalen var sikkert ikke meget anderledes da Marie 3 år senere bliver bestyrer.
Til stor overraskelse for bestyrelsen i Herning Højskolehjem siger hun sin stilling op i 1925. Hun låner ca. 40.000 kr. af søsteren Rigmors svigermor og bygger “Højskolehjemmet” i Ollerup (Svendborgvej 16, Ollerup), efter at Niels Bukh havde startet den kendte idrætshøjskole i Ollerup. Her drev hun de næste mange år Højskolehjemmet som en hotelpension. I den branche går det op og ned, og indtægterne svinger meget. Helt let har det nok ikke været. Højskolehjemmet findes stadig men anvendes i dag til Ollerup plejehjem.
I 1943 forlanger tyskerne at både højskole og højskolehjem skal bruges til indkvartering af tyske flygtninge. Først i 1947 er de sidste tyskere rejst. 1. januar 1948 sælger hun højskolehjemmet og flytter til Svendborg (Søkildevej 39). Huset i Svendborg deler hun med Anna Hofmann og hendes søn Jon. Anna var en tidligere ansat som stod for restauranten og værelserne i Højskolehjemmet. Marie selv stod for køkkenet. Marie delte huset med Anna og hendes søn så længe hun levede. Det var nok det nærmeste Marie kom på at have familie, og hun testamenterede sin arv inklusiv ejendommen til Annas søn.
Moster Marie havde et hav af opskrifter. Mit gæt er at den opskriftsamling som min mormor tydeligvis har fortsat oprindeligt stammer fra Marie. Min egen favorit er hendes appelsin-abrikosmarmelade, men der er mange andre gode opskrifter.
