Kategori: Uncategorized

Ingeborg og Morten Poulsen

Ingeborg og Morten er min mormor og morfar. Ingeborg var mine oldeforældres yngste datter. Ingeborg flytter i 1920 efter ophold hos søsteren Marie i Herning hjem til Sottrup, hvor hun deltager i afstemningen og genforeningsfestlighederne. Hun hjælper forældrene med at flytte til det nybyggede aftægtshus i Sottrup kaldet Nørrehus.  

Samme sommer møder hun også Morten Poulsen. Danmark overtager jernbanedriften i Sønderjylland efter genforeningen, og Morten bliver ansat på Sottrup Station.

Ingeborg og Morten forlover sig i 1920. I november samme år rejser Ingeborg til Askov højskole. En dag kom Morten på besøg. Ingeborg skriver om dette besøg til Rigmor: ”Fru Appel sagde vi skulde komme ind. Herrer må ikke komme på Værelserne, så vi sad først nede i Dagligstuen. Da der saa kom Fremmede måtte vi gaa op på Dinas Værelse, skulde saa ned til Kaffe så hele forestillingen var baade pinlig og grinagtig. Sommetider kan Folk være pjankede. Hele ”Familien” samlet hos os grinte. De vilde se Morten men da vi sad i Dagligstuen maatte de nøjes med at lege med Tøjet. Jeg troede man kunde faa Fremmede i al Stilhed, når vi gik vores Vej, men Stenhøj havde sagt til Fru Appel at han kom. Det var ærgerligt”. Der blev passet godt på de unge damer på den tid.

Ingeborg og Morten gifter sig og bygger hus i 1923 i Padborg, som de kalder Paddehatten. Huset var tegnet af Ingeborgs fætter, Arkitekt Jep Fink, som var inspireret af ”Bedre Byggeskik”, der var 20’ernes helt store hit. De fik 4 døtre, Ellen, Eva, Gudrun og Ingrid hver med 4 års mellemrum. Min morfar og mormor fik et langt liv sammen – den nåede at holde krondiamantbryllup, 65 år. Beboerne havde i dagens anledning lys i vinduerne og jeg husker, at brudeparret og alle vi gæster gik ned ad gågaden i Åbenrå.

Min mormors forhold til svigermor Mariane var nok lidt anstrengt i starten: ”Morten sagde dem jo nogle Sandheder i starten angående Anna da hun nu søgte Plads, og der var en hel del der ikke faldt i god Bund, så de har ikke skreven til os siden vi var der. Jeg har skreven et Par Breve og lader som ingenting, så kom der endelige et Par Linjer fra Kathrine forleden Dag, men ikke med Hilsen fra Mor og Anna. Jeg synes det er en saa underlig pjanket men jeg tror de har meget let ved at blive fornærmet. Nu kan Du jo se at vi ikke er helt blide Skabninger. Jeg gider ikke fedte for Folk, hvis man ikke kan snakke med dem om Tingene maa man hellere hver passe sit”.  Senere kom Mariane på længere besøg, så helt galt har det nok alligevel ikke været.

Senere i 1945 flytter de til Århus og videre til Herning og Thisted. Mens de bor i Thisted holder de bryllup for min mor og far på en til dagen opfunden “Bryllerup Station” for enden af perronen. I Thisted bliver Gudrun student og både hun og Eva flytter hjemmefra. Jeg tror aldrig min mormor fandt sig til rette udenfor Sønderjylland, og i 1955 får Morten heldigvis ansættelse som stationsforstander i Åbenrå, et job han bevarer indtil han pensioneres i 1964.

Det fik mange og aktive pensionist-år sammen, med mange rejser (Morten fik fribilletter efter sine mange år som tjenestemand i DSB) og de dyrkede begge masser af kreative aktiviteter.

Spor:

  • Både Ingeborg og Mortens nedskrevne erindringer. Der findes desuden båndoptagelser hvor de hver især fortæller om deres liv.
  • Ingeborg og Morten blev begravet i Åbenrå, men gravstedet er nedlagt.
  • 3. Novemberfonden. De har indstiftet en fond hvor man kan søge tilskud til gavn og glæde for Åbenrå og til enkeltpersoner med opvækst i Åbenrå.
  • Ingeborg og Morten boede i Åbenrå i mange år i gågaden: Ramsherred 37, 1. sal.
  • Paddehatten i Padborg har adressen Frøslevvej 29, Padborg
  • Ingeborgs keramik findes vist hos alle familiemedlemmer.
  • Mortens sirlige tegninger findes mange steder.

Kilder:

Christina Maria Dorothea Hanssen, Nørremølle

Christina Hanssen (1870-1896) var den yngste af min tipoldefars børn. Hun blev født på Nørremølle i 1870, og er dermed kun lidt ældre end min oldefars børn. Forældrene dør allerede da hun er 21/24 år gammel.

I 1896 bor hun en periode hos søsteren Ingeborg i Hejls. Hun er forlovet med Nis P. Krag, som er fra den nærliggende gård Trappendal. Hun bliver imidlertid syg og dør kort tid før deres planlagte bryllup.

Nis P. Krag blev enkemand i 1896, efter at hans første hustru Petrine Nielsen døde. De boede på Stensbjerggård i Møsevraa. Efter hendes død blev Nis boende på gården og forlovede sig med Christina. Efter hendes død gifter Nis P. Krag sig med Christina Margrethe Dall. Hans sælger gården i Møsevraa og køber gården Bøgeskov i Øster Starup (Ammitsbølvej 131). Parret får 3 børn.

I dag holder Lokalhistoriskarkiv og -forening for Hejls til på Trappendal. Trappendals marker er nu udlagt til sommerhusområde. 

Anna og Hans Jørgen Andresen

Anna Margaretha Hanssen var datter af min tip2-tipoldefar, Christen Jürgensen (kaldet Hanssen) og Anna Peters. Anna Margaretha blev født i 1820 på Nørremølle. H. P. Hanssen omtaler hende som “Faster Anna”.

Slægterne Hanssen og Andresen hænger tæt sammen. Hans Jørgen Andresen var søn af Cecilie Hammer og Hans Christian Andresen og dermed også bror til min tipoldemor Anna Marie Andresen. Her er det altså en bror og en søster som gifter sig med en bror og en søster. Indviklet? ja.

I H. P. Hanssens bog “Et tilbageblik” omtaler han Faster Anna som “en sjælden udmærket Kvinde, ejegod, offervillig, elskelig – hvor har jeg holdt meget af hende. Hjemmenes Beliggenhed i samme by og det nære Slægtskabsforhold medførte, at vi kom meget sammen. Det var en fast Regel at vi altid besøgte hende og vores Mormor, som var Aftægtskone paa samme Gaard, tre Dage mellem Jul og Nytaar. Det var herlige Dage. De tænkte kun paa at more os Børn. De spillede Sorteper og Bruus med os, fortalte Historier, sagde Gaader fra Morgen tidlig til Aften sent”.

Med den beskrivelse kunne man tro at alt var lykkeligt. Desværre får Annas liv alt andet end “happy end”.

7. februar 1887 Flensborg avis. En lang række danske og sønderjyske aviser bragte i dagene efter den 2. februar samme artikel.

I artiklen står, men nutidens skrift:

Sundved, lørdag. Mord i Vanvid. I landsbyen Snogbæk har der for nogle Dage siden tildraget sig en uhyggelig Begivenhed, i det Aftægtsmand Andresens 32årige Datter sammesteds i et anfald af Sindsforvirring har skåret Halsen over på sin Moder, der straks døde. De vare ene hjemme, da Misgerningen skete, og man faar således vist aldrig Opklaring om hvorfor og hvorledes det hele er gaaet til. En lille Pige, som kom til Huset, blev ligeledes overfalden af den vanvittige; men slap heldigvis bort. Faderen, som af Nabofolkene blev hidkaldt, fordi de saa Datteren gaa omkring i det bare Linned, blev naturligvis aldeles forfærdet, da han kom ind og fandt sin Hustru død og sin Datter vanvittig. Den ulykkelige er senere bragt til Sindssygeanstalten i Slesvig.

Af en brevveksling, som efterfølgende foregik mellem de øvrige søskende får man indtryk af, at familien selvfølgelig er forfærdede, men at de samtidig har stor medfølelse med datteren Cecilie, som begik drabet. Faktisk levede Cecilie til hun blev 80. Hun levede ugift, uddannede sig og arbejdede som sygeplejeske i Rødding. Gad vide om det kunne være sket i dag?

Spor:

Kilder:

  • Dødsannonce i Heimdal 19. maj 1935.
  • www.Surlykkerne.dk. Her findes referater af de forskellige søskendes korrespondance.

H. P. Hanssen – “kinafarer”

Hans Peter Hanssen “kinafarer” . Ukendt år.

H. P. Hanssen (1828-1912), søn af min 2*tipoldefar Christen Jürgensen, kaldet Hanssen og bror til min tipoldefar Cristen Hanssen. Navnene går igen i flere generationer i familien og ind imellem er det svært at holde styr på. Denne H.P. Hanssen må ikke forveksles med politikeren af samme navn.

H.P. Hanssen skriver gentagne gange om ham i sine erindringer. Han var 30 år, da hans far, Cristen Hanssen, døde i år 1848, hvor også 3 årskrigen startede. På det tidspunkt havde Hans Peter arbejdet i Flensborg hos købmand Casper Andresen i 15 år. Casper Andresen stod på Slesvig-Holstenernes side mens Hans Peter “Kinafarer” var udpræget dansksindet endte det med et brud. H. P. Hanssen skriver: “Hans Peter besluttede at tage ud til det “det nyopdagede Guldland Kalifornien”. Han købte varer for den efter datidens forhold betydelige arvepart 15.000 Mark, som han fik efter sin far, og sejlede fra Hamburg til St. Fransisko. Rejsen varede 6 måneder”.

Han mistede Imidlertid alt hvad han ejede i en brand i St. Fransisko, og rejste derfor ud, først til Honolulu, senere til Kina. I Kina blev han ansat af den danske Konsul Bloch i Hong Kong. I 1855 skiftede han til til Østasiens næststørste Handelsdelshus Dent, Beale & Co. Her blev han hurtigt forfremmet og i 1864 blev han en af husets 5 partnere.

Dent, Beale og Co. Hongkong 1869.

Efter 12 år havde han altså arbejdet sig op fra “de bare hænder” til at være chef i et vidtspændende firma med filialer over hele Asien. Handelsvarerne var te, silke, opium, ris og bomuld. H. P. Hanssen (politikeren) beskriver, at der i hans drengeår lå “en eventyrglans” over farbroren.

Helt så rosenrødt beskriver min mormor, ikke kinafarerens besøg. Hun beskriver at Nørremølle nærmest stod på den anden ende når han hvert andet eller tredje år kom på besøg. Han blev en måned og alt skulle gå fint til. Der skulle være 3 retter mad hver dag og min mormor og hendes søster Rigmor skulle være artige. Hun skriver: “Hver aften skulle vi kysse ham godnat på kinden, men vi syntes hans grå hår stak. Hver aften på slaget ti sagde han: “Må jeg så bede om mit varme vand. Dotte var hans kammerpige og så hentede hun kogt vand i et glas, som stod i en søvbeholder. Om morgenen fik han en kande varmt vand på værelset. Han havde selv anskaffet et rundt fladt zinkbadekar, vi havde ikke rindende vand“. I alle årene skrev han hjem hver måned. Aftalen var at hvis brevene udeblev så ville de vide at han var død. Først skrev han til sine forældre. Senere blev brevvekslingen overtaget af Dorthea på Nørremølle.

H.P. Hanssen fulgte livet igennem levende med i udviklingen i Sønderjylland. Han giftede sig så vidt jeg ved aldrig, og da han døde i 1912 efterlod han en stor arv til slægten på Nørremølle. H.P. Hanssen (politikeren) skriver direkte, at det var arven efter hans forældre og senere efter Kinafareren som muliggjorde at han kunne overtage et parlamentarisk mandat, der var ulønnet bortset fra beskedne diæter til rejser og ophold.

Havnefronten i Hong Kong 1886. Dent-bygningen er den til venstre

Billede 1 af 5

Andre af familiens unge nød også godt af arven. Mine oldeforældre gav arvesummen videre til deres børn. Min mormor brugte arven efter H. P. Hanssen “kinafarer” på udstyr, som hun medbragte til sit og Mortens hjem “Paddehatten” i Padborg. Søsteren Rigmor brugte arven på at få en uddannelse som “massøse”(fysioterapeut). En uddannelse som sikrede hendes familie forsørgelse i mange år.

Spor:

  • Mindesten for Hans Peter “Kinafarer” i haven på Nørremølle. Den kan tydeligt ses fra vejen.
  • Kinesiske gaver. Jeg har arvet en kinesisk æske fra min mor, som stammer fra ham.
  • Dent. Beale og Co. lå i Pedder street i Hong Kong. Der er desværre ikke meget tilbage af den oprindelige bygning. Se foto ovenfor.

Kilder:

  • H. P. Hanssen, Et tilbageblik 1923.
  • Ingeborg Hanssens erindringer.

Helene Iversen – Kvinden bag H. P. Hanssen

Helene Hanssen. Maleri af Roberg Lepin 1924.

Helene er sin egen – erklærede nabokonen når børnene kom hjem og fortalte at Helene kogte gulerødderne med skrald og pillede dem som kartofler. Madlavning havde nok heller ikke Helenes store interesse, for datteren Ingeborg skriver, at den eneste gang hun så Helene ved komfuret var juleaftensdag, hvor hun bagte æbleskiver.

Allerede som barn erklærede Helene, at hun hellere ville have været en dreng. Hun ville hellere læse, lege og fange snoge, lægge dem i sprit end lære de huslige sysler. Hun kom imidlertid fra et hjem, hvor det ikke sømmede sig at læse ved højlys dag så Helene gemte sig bag chatollet, hvor hun kunne læse i fred. Hendes datter Ingeborg skriver: ”Hjemmet var naturligvis ikke stå storartet som hjemmet på Nørremølle. Det var utænkeligt, at bedstefar talte med sine børn. De sagde ikke du, men I til deres forældre. Det sømmede sig ikke for børn at sidde ned ved bordet, så de stod op under måltiderne”.

Hun interesserede sig for naturvidenskab, men man mente at for megen uddannelse ligefrem kunne være skadeligt for unge piger. De blev for utilfredse! I stedet kom hun i lære som mejerske (mejeri) og arbejdede nogle år i forskellige pladser. I mellemtiden havde hun forskellige jobs: i husholdninger, som mejerske bl.a. på Gråsten slots herregårdsmejeri, som gymnastiklærerinde på Vejstrup Højskole på Fyns Tidendes kontor i Odense. Hendes store ønske var at studere og især naturvidenskab interesserede hende. Det havde hun imidlertid ikke midler og opbakning til.

Datteren Ingeborg skriver: ”De store søstre på Nørremølle tolererede vel mors første højskoleophold, men de ville bestandig drive hende tilbage til det sorte komfur, der stod som et ondt spøgeslse for hende. Da hun så efter en vinter på Askov stilede så højt som at komme på Zahles skole i København, var de stærke nok til at spærre hende vejen. Det tilgav hun dem aldrig.  Og hjemme (i Ullerup) mente de også at jo mere de unge fik af lærdom, des mere ville de have. De havde bedre af at bestille noget.” I det hele taget var hun nok lidt bange for at de skulle se for kritisk på hende på Nørremølle. Svigermor, Dorthea, var så dygtig, HPs søstre fremragende og hendes egen ældre søster myndig, klog og fornem. De holdt aldrig op med at opdrage hende.

Allerede tidligt mødte hun H.P. Hansen, men de endte med at være forlovede i 8 år før de giftede sig. Som gift kone fik hun 10 børn i løbet at 14 år.

Helene etablerede et børnebibliotek, mens de boede i Sønderborg, som havde 150 brugere. Biblioteket med danske bøger var en vigtig brik i at sikre at dansksindede børn fik et godt kendskab til dansk sprog og kultur.

Da H.P. Hansen var væk fra hjemmet i mange måneder af året blev det Helenes opgave at stå for den daglige drift af både hjemmet, 9 børn og avisen Heimdal. Det ene barn, Cristen, døde dog allerede som 1 årig i 1891. Helene var alene i hjemmet med børnene, mens HP var på rejse i Norge. Hun måtte derfor stå alene ved begravelsen af drengen, mens hun samtidig passede sit nyfødte barn Ingeborg. Samme år døde i øvrigt også både HP.s far (Cristen Hanssen), og drengens fætter som også begge hed Cristen Hanssen.

Navngivning i familien skete efter: De 2 første efter fars forældre, de 2 næste efter mors forældre. Så kom en nordisk serie: Astrid Margrethe, Helga Christine og Thyra Birgitte. Endelig en bibelsk serie: Den sidste var Ruth, det rimer da på slut.

Helene var alle steder. Hvis H.P. Hansen var den initiativrige – så var Helene den kristiske. Hun ligefrem forbød sin mand at tale om visse emner hvis hun skønnede at det var det bedste. Hun bragte aldrig rampelyset mod sig selv men forblev i baggrunden. Der er imidlertid ikke tvivl om at hun har haft afgørende indflydelse på sin mand og hans succes.

Økonomisk var familien i mange år dårligt stillet. H.P. drev en omfattende foredragsvirksomhed som stort set ikke gav overskud, da honoraret blev spist op af rejseomkostningerne. Desuden havde han en stor konsulenttjeneste hvor han ydede gratis assistance til  mennesker som i konflikt med de tyske myndigheder. Indkomsten kom derfor fra Heimdal avisen og honorar for et stort antal artikler i forskellige blade. Det har derfor været en udfordring for Helene at mætte de mange munde.

Hjemmet var knyttet til frimenigheden i Haderslev. Frimenighedspræsten Rasmus Thomsen har hjemmedøbt alle børnene. Den store kirke – folkekirken – var tysk på dette tidspunkt. Frimenighedspræsten kom fra Haderslev, men holdt regelmæssige møder i Åbenrå. 1. gang på Hotel Phøniks, men senere blev det sværere at få lokaler. En tid blev møderne holdt i en dansesal siden i det nybyggede Folkehjem. I 1904 indviede menigheden en nybygget kirke, Sct. Jørgens Kirke, som blev benyttet frem til genforeningen hvorefter det blev besluttet at nedlægge menigheden. Kirken ligger på bakken ovenfor Folkehjemmet og har fra 1948 været almindelige folkekirke.

Grænseforeningen skriver om Helene:

”Helene Hanssen søgte aldrig sit eget og formåede i en sjælden grad at være bagmandskvinde og den gode hustru, der trofast og hengivent stod ved sin mands side et langt liv. Hun udfyldte hans plads i hjemmet og på bladet, når han var på rejse, og overlod den uden sværdslag til ham, når han kom hjem på sine korte besøg. Men hun fulgte ham ikke blindt, og hun bevarede sin selvstændighed og sine meningers mod. Når der var modgang, opmuntrede hun ham, og når der var medgang, lagde hun en dæmper på ham. Hendes sikre dømmekraft og menneskekundskab blev derfor af uvurderlig betydning for ham, og deres nære forhold og indbyrdes respekt var med til at sikre kampviljen og troen på den danske sag hos dem begge.”

Datteren Ingeborg skriver: ”Jeg har beundret hende, fordi hun livet igennem uden tøven kunde ofre alt for den, hun havde kær, fordi hun bevarede sit eget Ansigt og aldrig stræbte efter at være en formidnsket Udgave af sin Mand, fordi hun var saa ærlig , saa rent mærkværdig ærlig, fordi hun var saa stærk, at Arbejde, Barnefødsler, Pengesorger og politiske Modgangstider slet ikke kunde slide hende op. Hun var ligesom mere bange for medgang. ”

I hjemmet kom mange gæster. Det runde bord i stuen samlede folk. Mange kom for at få et godt råd. Under 1. verdenskrig kom de også for at høre nyt. Helene sætter sig kortklippet med kaffen og en god  cigar. Jo – naboen havde ret. Helene var sin egen.

De senere år har der været skrevet og sagt meget om kvinders manglende repræsentation i historien. I Sønderborg er det i 2022 besluttet at vejen i et nyt boligområde (sidevej til Borgmester Andersensvej) skal opkaldes efter Helene: “Helene Hanssens vej”.

Spor:

  • Åbenrå: Malerier i Folkehjemmet af både Hans Peter og Helene
  • Åbenrå kirkegård. Gravsten for H. P. Hanssen og Helene Iversen
  • Helene Hanssens vej. Sønderborg. Så vidt vides endnu ikke etableret.

Kilder:

  • Helene Hanssen – et liv i strid og kærlighed. 2021. Lis Mikkelsen. Sprogforeningen.
  • H. P. Hanssen “Et tilbageblik I,II,III, IV”.
  • H. P. Hanssen “Fra krigstiden I og II”, 1924
  • Ingeborg Refslund Poulsen, Et Dansk Kvindesind. Helene Hanssen. J. H. Schultz forlag
  • Ingeborg Refslund Thomsen, Hjemme i Nordslesvig. Gyldendal, 1961.
  • Sune Andresen. En sundevedsk bondeslægts historie. 1957. Gasas forlag. 1957. Bogen indeholder fine personbeskrivelser. Bagerst en slægtstavle udarbejdet for Helene Iversen. Den findes her.

H.P. Hanssen, min oldefars berømte lillebror

H. P. Hanssen. Maleri af Robert Lepin 1923. Hænger på Folkehjemmet i Åbenrå.

Hans Peter Hansen er en af de meste betydningsfulde i vores slægt. Jo mere jeg har beskæftiget mig med ham jo mere er jeg blevet overbevist om hans dygtighed. Jeg er heller ikke i tvivl om at hans hustru Helene har stor del af æren for hans succes.

Der er skrevet mange bøger af og om H. P. Hanssen. Jeg gengiver her nogle indtryk hans mere private liv og hans forhold til den øvrige familie. Han blev født i 1862 i slægtsgården Nørremølle 2 år før krigen i 1864. Han var det sjette barn i en søskendeflok på 8.

Ved fredsaftalen efter 1864 blev det (paragraf 5) aftalt, at der skulle holdes folkeafstemning i Sønderjylland. Aftalen blev ensidigt ophævet af Bismarck (Østrig og Preussen) i 1878. Samme år blev der udsendt en ny skoleordning hvorefter det tyske sprog blev ophøjet til undervisningssprog i alle skoler. Også i retssystemet og administrationen blev det danske sprog trængt tilbage. Senere, i 1888 blev modermålsundervisning helt ophævet i Nordslesvigske folkeskoler, så der udelukkende undervises på tysk.

Indtil 1878 havde Hans Peters far regnet med at min oldefar Christen Hanssen f. 1855 skulle overtage slægtsgården efter ham. Imidlertid måtte han som “optant “regne med at blive udvist for den mindste tilkendegivelse af dansk sindelag. Under disse forhold foretrak Christen at blive i Danmark.

Det blev derfor aftalt at lillebroren Hans Peter skulle overtage gården i stedet. Hans Peter mente at Nordslesvig trængte til en ungdom, som ville føre kampen videre. Han besluttede derfor at blive i Sønderjylland, tog på session som tysk soldat men blev kasseret på grund af en mystisk hårsygdom. Sygdommen forsvandt senere, men han blev aldrig soldat.

Som tiden gik blev han mere og mere involveret i politik. Preussernes ensidige aflysning af folkeafstemningen i Slesvig blev omdrejningspunktet for hans politiske liv og kamp. Han fik derfor både en landbrugsuddannelse og en politisk uddannelse på højskoler, ved universitetet i Leipzig, Berlin og København. Han fik i stigende grad opbakning og flere og flere tillidsposter og måtte i 1888 erkende han han ikke både kunne være politiker og landmand. Det hele endte med at Hans Peter valgte politikken, og at Christen trods de ovenfor nævnte udfordringer valgte at flytte til Nørremølle med familien.

  • Hans Peter var medlem af den Preussiske Landdag 1896-1908. Parlamentet i Tyskland bestod af et Herrehus og et Deputeretkammer (til daglig kaldet Landdagen) med ansvar for administration, kommuner, kirke, skole, erhverv, jernbaner og andre landsanliggender.
  • H. P. blev valgt ind i den tyske rigsdag 1906-1919. Rigsdagen havde ansvar for udenrigspolitik, forsvar, retsvæsen, told, post og andre rigsanliggender.

Hans mærkesager årene frem til 1. verdenskrig var kampe og sager om

  • modersmål i skole og kirke
  • forenings- og forsamlingsret
  • optanternes urimelige vilkår
  • optanters lånemuligheder

Indimellem bliver han af sine landsmænd mødt at hvad han kalder “Forbløffende mangel på politisk Intelligens“. Kritikken fra hans egne gjorde ondt og i 1907 var tæt på at nedlægge mandatet i mangel på opbakning. I 1908 ville oppositionen “nok være med til at beslutte, men ikke tage et medansvar for den førte politik“. Også her var han på vej til at trække sig. Og igen i 1910: “Om jeg vil fortsætte min parlamentariske Virksomhed afhænger af, om jeg bevarer Troen paa, at jeg kan udrette noget på den Post, hvor De sætter mig. Brister denne tro viger jeg Pladsen, skriver han. Kun modstræbende modtog han genvalg i 1912, idet han “gik ud fra at valgperioden 1912-17 ikke ville stille større opgaver“. Sådan gik det som bekendt ikke. 1. verdenskrig brød ud i 1914.

Han er rystet over tiden under 1. verdenskrig. Da han i modsætning til øvrige medlemmer af Rigsdagen læser udenlandske aviser er han langt mere veloplyst end de fleste, så alene informeres via de officielle kanaler, som fastholder store fremskridt i krigen helt frem til krigens afslutning.

Tyskland taber som bekendt 1 verdenskrig og som en del af fredsaftalen skal der holdes folkeafstemning. Enden bliver at Nordslesvig (Sønderjylland) kommer tilbage til Danmark. H. P. Hanssen er i en overgangsperiode 1919-20 “Minister for sønderjyske anliggender”, som det hedder. Denne model for afklaring af grænsespørgsmål fremhæves ofte som model for løsning af andre tilsvarende grænsekonflikter.

Spor:

  • Åbenrå: Malerier og buste i Folkehjemmet i Åbenrå af både Hans Peter og Helene
  • Christiansborg, København. Maleri af H. P. Hanssen. Det hænger muligvis i samtaleværelset eller nær montren med Grundloven.
  • Åbenrå kirkegård. Gravsten for H. P. Hanssen og Helene Iversen
  • Åbenrå: gade og boligkareer er opkaldt efter H.P. Hanssen.

Kilder: