Christen blev født på Nørremølle i 1855 i Vester Sottrup i Sønderjylland. Han er derfor født dansk statsborger i en dansksindet familie. Krigen i 1864 ændrede i høj grad Christens liv, for efter den lå hans hjem i Tyskland. Han var da 9 år. Det lå i kortene at Christen, som ældste søn skulle overtage slægtsgården Nørremølle.
Christen rejste til Danmark som 15 årig for at gå på højskole, lærte landbrug og aftjente værnepligt i Danmark. Det blev til mange år i Danmark og han forblev dansk statsborger. Det betød, at han ikke skulle aftjene værnepligt i Tyskland, men også, at han blev defineret som såkaldt “optant” hvis han flyttede tilbage til forældrenes gård. Hermed havde han f.eks. ikke stemmeret.
Han blev efter et højskoleophold på Askov landbrugselev på Skærsø gods. På det tidspunkt drev Skærsø et af de mest moderne landbrug i Danmark. Her mødte han Dorthea. De giftede sig efter nogle år.
For Christen var flytningen tilbage til Nørremølle fra Stavnsbjerg i 1890 tilbage til det velkendte. Samtidig betød status som optant, at han ikke måtte deltage i nogen former for politisk liv. Som bror til den mere berømte H.P. Hanssen har der været fokus på om han nu også opfyldte betingelserne.
Det kan ikke altid have været lige let, selv om han altid bakkede sin berømte lillebror op. F.eks. blev Christen anholdt ved 1. verdenskrigs udbrud, sandsynligvis udelukkende fordi han var bror til H.P. Hanssen. Han var fængslet i 6 uger sammen med andre dansksindede. I flere sammenhænge refereres der i beskrivelse af hans børn som niecer og nevøer til H.P. Hanssen. Det ses f.eks. i bogen om Jørgen Eriksen, at han giftede sig med “H.P. Hanssens niece”. Et andet sted bliver han pludselig H.P.’s lillebror. Forvekslede blev de sikker også – der er mange ligheder i deres udseende.
Spor:
Aftægtsboligen Nørrehus, Nybølvej 4 i Vester Sottrup.
Nørremølle, Nørremøllevej , Vester Sottrup
Familiegravsted på Sottrup kirkegård. Det ligger på sydsiden af kirken.
Kilder:
Christen Hanssens levnedsbeskrivelse i anledning af udnævnelse til ridder af Dannebrog.
Hvis noget liv er en film værdigt, så gælder det Dorothea. Dorothea var født i Dråby. Hendes forældre var Marie Kjerstine Rasmusdatter og Jacob Handsen. Da hun var 3 år blev hun sendt “på ophold” hos bedstefaren, men mor tog sig af en nyfødt.
Bedstefar var enkemand og havde en ugift søn (hendes morbror Rudolph Rasmussen Thommesen) og datter (hjemme. Sønnen tog sig af opdragelsen, en han var streng og alvorlig. Det livlige barn samlede sammen til en omgang ris hver eneste dag. Skolegangen var lang og læreren ond. Hos en gammel kone, der boede i nærheden af skolen fik hun trøst. Hun endte med at bo der i 6 år. “-hvis du ikke skikker dig, bliver du sendt hjem, sagde de. Dorothea kom til at frygte det hjem hun slet ikke kendte.
Ingeborg Refslund Thomsen har skrevet en bog om Dorothea. Hun skriver: “Og så skete det alligevel, at Morbroderen blev gift, og hun blev sendt hjem, da hun var 9 aar gammel. Hendes lille søster kom straks og gav hende et kønt glasskaar, hun skævede efter bjælken i køkkenet, og saa havde de slet ingen mester Erik! Hos bedstefar maatte de kun synge salmer, som hun ikke forstod, og hjemme, der sang mor Heibergs gadeviser og sange fra krigen, mens hun sad og spandt. Og hjemme, der var der en bedstemor, der fortalte historier dagen lang. Og en glad lærer med en violin”.
Dette sket i 1864. Kort tid efter tabte Danmark slaget ved Dybbøl og Jylland blev besat. Der kom også soldater til Djursland og de indkvarterede sig i Dorotheas hjem. Dorothea var i marken for at vogte dyrene og blev frygtelig forskrækket over de mange soldater som pludselig var i hendes hjem. Soldaterne blev i 3 – 4 måneder.
Dorthea kom senere på Askov højskole. Her blev hun veninde med både Charlotte Schrøder (datter af forstander Schrøder) og Julie Marstrand, som senere blev gift med Vallekilde højskoles grundlægger Ernst Trier. Derfor havde Dorthea livet igennem meget tæt forhold til de 2 højskoler.
Efter højskolen arbejdede hun som mejerske på det Skærsø gods, der ligger tæt på hendes hjem. Her møder hun i 1874 Christen. “Hun sang så det klang i hele mejeriet. Og hun kunne sno sig. En rank og stærk pige, store træk og et par leende brune øjne, det svære haar sat op i et par tykke fletninger. Det varede ikke længe, saa var de forlovet“, skriver Ingeborg.
Så blev der sendt et billede af Dorothea hjem til Nørremølle til Christens far og mor. bedstemor sendte alle børnene ud af stuen for at hun rigtig kunne mønstre hende, men én krøb om bag en stol, og kunne fortælle at deres mor havde sagt: “Ja, hun ser minsandten godt ud, men han er jo kun en dreng!”
Dorothea arbejdede efterfølgende som mejerske på Nørremølle og andre steder. Endvidere var hun elev på både Askov og Vallekilde højskoler. Hendes hendes veninde Julie Marstrand blev senere gift med Vallekilde højskoles grundlægger Ernst Trier, og ad den vej bevarede Dorthea et tæt forhold til denne højskole.
Dorothea elskede gæster og de 2*Hans Peter i særdelehed: Hans Peter (Kinafaren) og Hans Peter (Politikeren). Ingen måtte kritisere Hans Peters politik. Ifølge Lis Mikkelsens bog om Helen, skrev Dorothea 23. november 1919 således til H. P. Hansen, da de værste angreb er i gang: “Min inderligt kære Svoger bedes spise min prosaiske Gave med Glæde i disse fortsatte Krigstider. Alle de slag, du faar i Aviserne gør mig gal til visse Tider, og til andre Tider bitter, men midt i det Alt er jeg saa kommet i Tanker om sødeste dig. Saa følger jeg min Ungsoms og Alderdoms faste Overbevisning: At Danmark ikke har en bedre Søn end du”.
Dorothea slap ikke igennem livet uden sorger. Inden hun selv døde havde hun allerede mistet 6 ud af sine 12 børn. De tre døde som små børn i alderen (2 uger, 3 måneder og 1½ år). En voksen datter døde som 40 årig af lungebetændelse, en søn blev 50 år og døde af blindtarmsbetændelse. Endelig begik en voksen datter selvmord som 54 årig efter mange år med psykiske problemer.
Dorothea og Christen nød deres pensionisttid. De var æresmedlemmer af ungdomsforeningen i Vester Sottrup. Dorotheas liv var usædvanligt og trods stor modgang og mange udfordringer lykkedes det Dorothea livet igennem at bevare tro, håb og livsglæde.
Spor:
Gravsten på Sottrup kirkegård. Familien Hanssens gravsted ligger på sydsiden af kirken.
Min oldeforældre Mariane født Sørensen og Poul Pedersen Poulsen kom begge fra området syd for Århus.
Mariane voksede op i et hus i Raunholt (Tiset sogn) mellem Århus og Skanderborg. Det en lille landsby med nogle få huse og gårde. Jeg er ikke klar over hvordan Mariane og Poul lærte hinanden at kende, men i oktober 1895 blev de gift i Bering Valgmenighedskirke.
Poul Pedersen Poulsen voksede op i True, Brabrand sogn.
Familien flyttede i 1899 til Århus hvor de boede forskellige steder. kort efter flyttede
Spor:
Tiset kirke, hvor Mariane er døbt.
Kilder:
Bering Valgmenighed 1876 – 2001. Udgivet af Bering Valgmenighed
Tiden efter at Sønderjylland blev tysk som følge af krigen i 1864 er beskrevet mange steder. Her beskrives de oplevelser som Familien har oplevet.
I 1870 var der optræk til krig mellem Tyskland og Frankrig. Det var kort tid efter at Familien på Nørremølle havde miste deres ældste søn som følge af sygdom. Alligevel sagde familien ja til at Henrik Hanssen endnu engang kunne flytte ind på Nørremølle da de havde fået pålæg om at rømme gården på Dybbøl Mark. Derudover fik en gammel ven, købmand Knarhøj fra Sønderborg også lov til at flytte ind. Det varede dog kun få dage. Så kunne de flytte hjem igen. Men i hjemmet boede fortsat “landstormsmænd”.
I bogen “et tilbageblik” beskriver Hans Peter at talen i de efterfølgende år sædvanligvis faldt på krigen. Han skriver: “især blev der talt om de forfærdelige Nat, da Sønderborg blev bombarderet, mens flere Hundrede af Beboerne langs Sundet var indespærret i Sottrup Kirke. Sønderborgerne skildrede Flugten ud af Sønderborg under Granathaglen. Nogle fortalte om deres oplevelser i Kirken, andre om branden i den mørke, stormfulde Nat”. Det har gjort et uudsletteligt indtryk på den lille dreng.
Lige efter 1864 var der mange dansksindede som rejste til Danmark, bl.a. min oldefar. Hans bror H. P. Hanssen gik efter mange overvejelser ind for at dansksindede skulle blive og kæmpe for Danmark selv om det indebar at man blev tysk soldat.
Perioden var præget af mange begrænsninger og urimeligheder for den dansksindede befolkning:
Kvinder måtte ikke deltage i politiske foreninger, men de måtte godt deltage i offentlige politiske møder. Alligevel blev møde efter møde opløst af politiet . H. P. klagede hver gang og fik hver gang medhold hos højere instanser.
I 1878 blev det bestem at al undervisning skulle være på tysk hvis der var flertal for det. Modersmålsundervisning blev et fokuspunkt.
Køllerpolitiken: Udvisning af danske ansatte for at ramme deres arbejdsgivere (de dansksindede bønder).
Fratagelse af forældrerette for folk hvis børn går på efterskoler og højskoler i Danmark.
Også min oldefars svoger, Johan Andresen har skrevet om forholdene mellem de 2 verdenskrige, se nedenfor.
Der findes i den Sønderjyske slægt en række politikere og meningsdannere.
H. P. Hanssen er den mest kendte, men der var andre før og efter ham. Her er en oversigt over de identificerede.
Hans Peter Hansen Fogd, Dybbøl, (1807-1891). Sandemand. Gift med min tipoldefars søster.
Biskop Jørgen Hansen var biskop for Als og Ærø fra 1848. Fætter til min tipoldefar.
Jørgen Hanssen, Ravnskobbel (1816-1887). Sognefoged i Dybbøl og Stænderdeputeret mellem krigene (1851-1864)i Slesvig. Ridder af Dannebrog (modtog den aldrig på grund af forbud fra myndighederne). Formand for Dybbøl Andelsmejeri. Formand for Den sundevedske landboforening 1859-60. Min tipoldefars bror.
Christen Hansen, Ravnskobbel (1844-1912). kommuneforstander for Stauggard og Ragebøl kommuner i 20 år. Forbundsformand for Dybbøl sogns fælles-fattigvæsen. Kommunekasserer og for fattigvæsnet. Kasserer for Schleswig-Holsteinische brandkasse. Søn af Jørgen Hanssen, Ravnskobbel (bror til min tipoldefar). Christen er derved fætter til min oldefar af samme navn. Min oldefars fætter.
H. P. Hanssen, (1862-1936) Sønderjysk politiker, født på Nørremølle. Hans Peter var medlem af den Preussiske Landdag 1896-1908. Medlem af den tyske rigsdag 1906-1919. Min oldefars bror.
Rasmus Hansen, (1860-1929 )Stavnsbjerg. Hanssen. Medlem af det danske landsting og folketing indvalgt for Venstre. Gift med min oldefars søster.
Holger Fink. (1879-1959) Borgmester i Åbenrå 1920 – 1943. Min mormors fætter.
Ingeborg Refslund Thomsen, (1891-1972)Radikal landstings- og folketingsmedlem. Medlem af udenrigspolitisk nævn. g.m. Kresten Refslund Thomsen. Min mormors kusine.
Kilder:
Dybbøl Sogns historie. Det lokalhistoriske udvalg 1976.
Det er ofte svært for slægtsforskere at finde spor efter kvinderne. I min mormors opskriftsamling er der imidlertid spor efter både søstre og øvrig familie. De må have set hinanden en del trods de mere vanskelige rejseforhold.
Min mormor efterlod imidlertid en stor opskriftsamling, som er gået i arv til mig. Opskrifterne (håndskrevne) er indskrevet i en bog med faneblade A-Å. Egentlig er samlingen ikke kun hendes idet det er tydeligt at bogen først har tilhørt en anden og så senere er gået i arv til min mormor. Henvisninger i opskrifterne til “søster” og “moster” tyder på, at jeg skal lede i blandt min mormors søstre. Mit gæt er at bogen stammer fra søsteren Marie, som i mange år drev højskolehjem i henholdsvis Herning og Ollerup og jeg tør godt tillægge hende de opskrifter, som ikke bærer andre navne. Hvis mit gæt er rigtigt indeholder opskriftsamlingen 2 opskrifter fra min oldemor Dorthea på Nørremølle.
Opskrifterne er typisk baseret på let tilgængelige råvarer: mel, smør, gær, mælk, sukker og æg. Der er stort set ikke anvendt mandler, vaniljestang og avancerede krydderier. Min mormor, f. 1901 og hendes søstre har lavet mad under både første og anden verdenskrig, hvor det i perioder har været svært at skaffe f.eks. hvedemel, mandler og andre luksusvarer. Mel er derfor i nogle opskrifter helt eller delvist erstattet af kartofler. Resultatet er faktisk ikke helt dårligt. Prøv det og mærk historiens vingesus.
