Christen og Anna Maria er mine tipoldeforældre. Christen Hanssen (1825-1891) og Anna Maria Andresen (1820-1894) blev gift den 30. juni 1849 i Sottrup kirke. De fik i alt 8 børn og boede på slægtsgården Nørremølle nær Vester Sottrup.
Han overtog Nørremølle i 1848 kort tid før krigen efter at hans far var død. Under krigen var Nørremølle tæt på begivenhedernes gang – læs her. Efter krigen i 1864 fik han en fremskudt stilling i nationalitetskampen. Han blev betragtet som danskernes første tillidsmand i Sundeved, og han blev ofte tilkaldt når der var fortrolige sammenkomster. Bl.a. var han medlem af en 7-mands-deputation til Berlin hvor de forsøgte at udsat de dansksindede embedsmænds edsaflæggelse. Dette lykkedes dog ikke.
H. P. Hansen (politikeren) beskriver sin far, Christen Hanssen f. 1825, (min tip-oldefar) som “kundskabsrig og gudhengiven”. Han læste og skrev korrekt på både dansk og tysk.
Han var i mange år medlem af kredsdagen (amtsrådet), provstisynoden (menighedsråd) og han var med til at grundlægge Dybbøl-Posten og Sandbjerg Højskole (1869-74). Desuden var han tilsynsførende på krigergravene i Sundeved. Han blev Ridder af Dannebrog, men måtte give afkald, da den preussiske regering nedlagde forbud mod at han modtog den. Han døde i 1892.
Anna Maria, født Andresen.Hendes slægt drev en gård i Ulkebøl i mindst 4 generationer (tilbage til midten af 1700 tallet) . Anna Maria Andresen blev født her. Samme år (1826) som Anna Maria blev født solgte hendes far, Hans Christian Andresen, gården, da han ikke kunne finde sig i den hoveripligt til herregården Rønhave, som lå på gården. I stedet købte han en gård i Snogbæk (Sottrup sogn). Anna Marias mor, Cecilie Hammer kommer fra en meget interessant slægt. Hun var datter af en degn og skoleholder, hvis forfædre ligeledes havde været degne i Ulkebøl i flere generationer. Deres forfædre var imidlertid præster på både Als og Sjælland, og slægten kan føres tilbage til højtstående gejstlige personer.
Parret havde den sorg at miste en kun 14 årig søn, Hans Christian. Hans Christian gik på realskolen i Sønderborg og kom kun hjem i ferien. efter et par dage blev han syg af difteritis. På sit sygeleje krævede han lidenskabeligt at Christen (min oldefar) skulle rejse nordpå og undgå den preussiske militærtjeneste. I sin febervildelse talte han kun om at komme afsted. Han døde efter få dages sygdom.
Ingeborg var mine oldeforældres yngste datter og min mormor (1901-2000). Hun gennemlevede hele det sidste århundrede herunder 2 verdenskrige. Hun blev født som tysk statsborger og blev først dansk efter afstemningen i 1920.
Hun vokser op på Nørremølle som det yngste barn i familien og går i tysk skole men er hele tiden meget bevidst om at hun er dansk. Hun undervises i dansk af “faster Anna“.
Hun bliver konfirmeret i Stenderup frimeningskirke, hvor hendes storesøster Dorotheas mand er præst. Sammen dag bliver faster Annas plejedatter Anna Callesen også konfirmeret.
Snogbæk skole 1913. Ingeborg står som nr. 2 fra venstre i 3. række. Anna Callesen, som hun voksede op sammen med står i bagerste række nr. 4 fra højre.
Ingeborg skriver om sin skolegang i Snogbæk skole, at hun ikke en dag var glad for at gå i skole. Det var en skole præget af hård diciplin og undervisning stort set udelukkende på tysk. Hun har skrevet et længere skrift om skolegangen som findes nedenfor.
Her har livet igennem nær kontakt med søsteren Rigmor. Rigmor har åbenbart antydet, at hvis man gifter si,g så går man i stå i sin udvikling. Ingeborg skriver i et svar til Rigmor:
”Jeg vil godt indrømme, at der kan være noget i det, men så kan jeg ikke gøre for det, for jeg synes det andet er så stor en Oplevelse, at man ikke skal skubbe den fra sig for at få store Visdomsskatte. Jeg mener, selv om vi ventede nogle Aar med at gifte os, så vide vi dog gaa og tænke på det hele Tiden og jeg har af Naturen desværre ikke Anlæg for Klogskab”
Der er ikke tvivl om, at Ingeborg i sin ungdom ofte var usikker på sine evner. Hun deltog i mange politiske møder for at blive ”Viis”: ”Man bør jo stemme, for at det ikke skal komme tyskerne og Cornelius til gode, men Politik er ikke let at blive klog på. Jeg har en svag Tilbøjelighed til altid at slutte mig til den sidste ærede taler. Det beviser vel min Dumhed”, som hun skriver i et brev. Jeg tror hun klogere end hun selv kunne se.
Da hun i 1922 var på Askov højskole – skriver hun en del om de forskellige lærere: ”Man sammenligner uvildkårligt Lærerne og da synes jeg Rosenkjær bliver Nr. 1, derefter Lund i Dansktimerne, der synes jeg han er bedst”. Rosenkjær havde en sjælden formidlingsevne og er senere kendt for at indstifte Rosenkjærprisen i Danmarks Radio, så intet under at hun var begejstret for ham.
Hun var et menneske med mange interesser. Under krigen deltog hun aktivt i Røde Kors arbejdet i Frøslev lejren, som kun ligger 2 km fra Padborg. Desuden var hun med i Danske Kvinders beredskab. Arbejdet bestod både i at bistå pårørende til indsatte i Frøslev lejren med privat indkvartering eller udbringning af pakker til fangerne. Det var Ingeborg, der stod for hjemmet og dermed også for at servicere de mange overnattende gæster. Det opfattedes som en ære at lægge hus til de pårørende, og gøre det godt og bekvemt for dem.
Ingeborg og Morten havde mange overnattende gæster. Her er det en chauffør fra en hvid ambulance foran Paddehatten på vej til Tyskland for at hente fanger i de tyske koncentrationslejre. Foto Morten Poulsen.
Da fangerne begyndte at ankomme fra koncentrationslejrene med de hvide busser, hjalp Ingeborg med at dele mad ud til fangerne. Egentlig sygepleje blev udført at uddannede sygeplejersker. Hun fortæller senere, at hun madede en ung tuberkuloseramt nordmand så han fik lidt mad. Hun troede dog ikke at han overlevede. Det har helt sikkert påvirket hende psykisk og efter krigens afslutning fik hun et regulært sammenbrud.
En personbil fra kortegen af hvide busser på vej til Tyskland for at hente nordiske fanger hjem. Eva og Ingrid står ved bilen. April 1945. Foto: Morten Poulsen
Hun var kreativ og lavede både billedkunst, keramik og kartoffeltryk. Hun holdt en del foredrag om sit liv ligesom hun skrev om den i bl.a. Sønderjysk Måndesskrift.
Hun beskrev sin barndom som lykkelig – men hun pyntede nok lidt på sandheden. Det var i hvert fald ikke et stillestående liv. Hun havde en beundringsværdig evne til livet igennem at møde nye mennesker og dyrke nye interesser. Økonomisk var de begge dygtige til at prioritere så der blev plads til rejser og fornøjelser. Jeg husker at hun mange gange sagde, at hun havde et haft et rigt og godt liv.
Spor:
Jeg tror der findes spor efter hende hos alle 4 børn og 11 børnebørn (keramik, håndarbejde mv.)
Artikler i Sønderjysk Månedsskrift
Kilder:
Egne minder
Breve fra Ingeborg til søsteren Rigmor i perioden 1920-30
Gestapos fangelejre i Danmark. Horserød og Frøslev. Gyldendal Henrik Skov Kristensen. 2021
Svend Anker er født i 1893. Han er egentlig familiens 4. søn, men da 2 tidligere sønner er døde og den 3. søn Rudolph bor i Danmark og dermed ikke er preussisk statsborger bliver det Svend Anker, som bliver arving til Nørremølle.
Sundeved lokalarkiv har et billede af Svend Anker på talerstolen. Det er ikke klart hvad anledningen er, men oplyses at han er gårdejer og brandforsikringsdirektør.
Min mormor Ingeborg skriver i Sønderjysk Månedsskrift: “Den 25. Januar 1893 blev min bror Svend Anker født på Nørremølle. Mens mine forældre foretrak at sende min ældste bror Jørgen Rudolf som 9-årig til Sorø Akademi, han blev senere uddannet til ingeniør og dansk Løjtant, blev Svend garder i Berlin. Han havde været soldat i omtrent fire år, da krigen brød ud i 1914; så gik der fire år mere, før han kom hjem, det sidste år tilbragte han dog i fransk fangenskab. Han kom hjem fra Aurillac i 1919. Svend holdt bryllup med Dagny Laursen fra Rammegård ved Lemvig i forsommeren 1920 og overtog Nørremølle.“
Ved nærmere granskning viser det sig at Rammegård har en særlig historie. Dagnys far Jens Laursen købte i 1905 Rammegaard. Jens Laursen kom fra fattige kår, og han stiftede i første omgang bekendtskab med Rammegaard, da han blev ansat som hyrdedreng. Senere blev han oplært i mejerivæsenet og i studefedning, før han til sidst endte som herremand på gården. Under hans ejerskab blev der rejst en ny hovedbygning i 1916. Familien blev på gården til 1960, hvor den blev købt af I. C. Lundgaard. Rammegaard er fortsat en stor gård, der drives som aktieselskab med 10 ansatte og produktion af slagtesvin og planteavl.
Sven døde 17 oktober 1956. Ingeborg skriver: Efter Svends død fortsatte hans eneste søn Christen Hanssen (1923-1984), gift med Valborg Iversen fra Rugbjerg på Nørremølle. Da Christen led meget af astma i lavningen ved bækken, byggede de hus ovenfor bakken og han fik det bedre der, men han døde i et astmaanfald på Sønderborg sygehus 14. februar 1984. Da de ingen sønner havde til at fortsætte arvefølgen, er Nørremølle nu gået over til en anden gren af slægten – til Knud Jørgensen, der nedstammer fra min bedstefars søster Mistin Hansen Foged, Dybbøl.”
Valborg bor fortsat i det hus de byggede ovenfor bakken.
Fra Nørremølle findes denne gipsplakette: Vi er Danske og vi vil vedblive at være danske.
Spor:
Gravsten på kirkegården i Vester Sottrup
Dagny Laursen og Valborg Iversen har leveret et utal af dejlige bageopskrifter til min mormors opskriftsamling.
Kilder:
www.danskeherregårde.dk. Om Rammegaard. 2022
Ingeborg Hanssen. Slægten på Nørremølle. Sønderjysk månedsskrift september 1984.
Dorothea er datter af min oldefar – altså søster til min mormor.
Dorothea Cecilie Hanssen Stavnsbjerg er nr. 8 i Christen og Dortheas børneflok. Dorothea er født i 1890. Hun er det sidste barn født i Hejls før familien flyttede til Nørremølle.
Dor0thea blev kaldt Dotte, her 20 år gammel
Dorothea eller “moster Dotte” som min mor kaldte hende, giftede sig i 1914. Dotte var 24 år gammel og Jørgen Eriksen 11 år ældre. Han var fra 1906 – 1920 valgmenighedspræst i Stenderup frikirke og både en nær ven og beslægtet med Dortheas familie, da både Dorothea og Jørgen er oldebørn efter Christen Jürgensen (kaldet Hanssen) (1784-1848). Fra 1920 til kort før hans død i 1941 var han sognepræst i Asserballe sogn på Als. Jørgen var bondesøn fra Als, født i 1879 . Als var tysk på det tidspunkt han blev født.
Jørgen fandt tidligt ud af, at han ikke ønskede at arbejde ved landbruget. Startede først i urmagerlære, men sprang fra og tog på flere højskoleophold. Mens han var på Askov højskole fik hans forældre af de tyske myndigheder frataget forældreretten, fordi de sendte deres børn på danske skoler. Det fik ikke den store praktiske betydning, da formynderen ikke blandede sig, men faderen følte sig krænket over det. Tidligt var hans drøm at blive “hedningemissionær” i udlandet, hvilket aldrig blev realiseret. Han aftjente sin værnepligt som tysk soldat i Königsberg lige efter århundredeskiftet. Efter den tid læste han teologi dels på egen hånd, dels på universitetet i København og på Landohøjskolen. Parallelt hermed arbejdede han for ungdomsforeninger, afholdsbevægelsen og gymnastikforeninger. Desuden holdt han en række møder og andagter privat og i bl.a. Sundeved forsamlingshus, da han ikke måtte prædike på dansk i statslige kirker. I 1906 blev han efter opfordring frimenighedspræst i Stenderup frikirke.
Ægteskabet startede dramatisk, da brylluppet var planlagt til den 11. august 1914, som altså endte med at blive 11 dage efter at 1. verdenskrig startede. Jørgen blev indkaldt og skulle møde den 7. august i Flensborg. Allerede den 9. august blev han imidlertid kasseret på grund af en hudsygdom. Han rejste hjem og ankom til Nybøl station sent om aftenen. I mellemtiden havde de lokale myndigheder forsøgt at arrestere ham i lighed med mange andre lokale dansksindede. Det lykkedes ham dog at snige sig uset hjem fra Nybøl station og videre til Nørremølle, hvor Dotte opholdt sig. Jørgen ville have bryllup med det samme (før udsendelse som soldat), men det var Dottes Mor (Dorthea Hanssen) ikke glad for dels på grund af de usikre tider, dels fordi hendes mand, Christen Hanssen, var arresteret på det tidspunkt. Jørgen satte dog sin vilje igennem, og parret kørte til Stenderup, hvor de blev “sammenskrevet” (borgerligt viede). Derfra rejste de videre til Bovlund, hvor pastor Poulsen viede dem.
Jørgen blev indkaldt som soldat fra 1915 – 1918 var han soldat, først ved østfronten og senere ved Verdun, hvor han arbejdede i en soldaterboghandel. Undervejs var han i mange omgange alvorligt syg med bl.a. lungebetændelse.
Dotte fødte 4 børn allerede før genforeningen og yderligere 3 efter. Ingeborg Hanssen kommenterer i et brev til Rigmor at, det er lidt for mange. Dotte var dog meget afholdt. Fra hende stammer flere bageopskrifter i mormors opskriftsamling.
Efter genforeningen i 1920 mistede frikirkerne en stor del af deres betydning, for nu kunne man lige så godt benytte sin lokale sognekirke, hvor der nu prædikes på dansk. Efter store overvejelser fik Jørgen Eriksen derfor i 1921 ansættelse som præst ved Asserballe kirke. Det var med vemod de forlod Sundeved præstegård. De har været et kendt par i lokalområdet. Præstegården i Asserballe var bygget i 1834 og er kendt for at være forfatteren Herman Bangs Barndomshjem. Her skrev Bang bl.a. bogen “Tine”.
Jørgen Eriksen. Foto fra Augustenborg arkiv.
Jørgen udviste tidligt psykiske problemer – nerver, som man sagde dengang. Krigen havde taget mere på helbredet end både Jørgen og andre var klar over. Økonomisk har de siddet hårdt i det. Indtægterne var små og det er ikke let når man er gæstfri af natur og har en stor familie. Først efter et længere ophold på Philadelphia i 1924 fik han det bedre og familien fik en god periode.
I 1939 var Jørgen igen indlagt på Philadelphia, men det hjalp ikke rigtig. I foråret 1940 genoptog han sit arbejde, men Dotte sad hver søndag med livet i hænderne for at det skulle gå helt galt og nu sagde menigheden fra og Jørgen fik fri et år. Han kom aldrig tilbage. Sære forestillinger tog magten over ham, og han blev irriteret på børnene. Udbrud af 2. verdenskrig gjorde ikke indtryk. Han magtede mindre og mindre.
Gravsten på Asserballe kirkegård. (foto Surlykkerne.dk)
Døden kom den 31. marts 1941. Den var nok en befrielse for Dotte. Hun fik sit livs største glæder med sin mand, men også de sværeste timer. Dotte levede 25 år efter hendes mands død. Deres grav sten findes fortsat på Asserballe kirkegård. Hun bosatte sig i Åbenrå og levede af enkepension.
Spor:
Jørgen Eriksen og Dortheas gravsted på Asserballe kirkegård.
