Måned: oktober 2022

I kirken skete der vigtige forandringer i sidste halvdel af 1800 tallet

• Grundloven 1848 gav trosfrihed
• lov om sognebåndsløsningen 1855 betød at man kunne vælge det sogn man ønskede
• lov om valgmenigheder i 1868 sikrede “den levende menigheds” ret til at samles og blive sig selv. Denne ret gav mulighed for at danne valgmenighedskirker.

Valgmenigheden i Bering blev dannet i 1876 og Pederskirken på Bering mark indviet samme år. Kirkens første præstepar var Jørgen og Georgia Theilmann, som forblev i embedet frem til Theilmann død i 1919.

Både Ingeborg og Mortens slægt var i den periode under stor indflydelse af Grundtvig og tidens bevægelser: højskoler, gymnastik (også for kvinder), efterskoler og frikirker. Hvornår præcist Mortens familie meldte sig ind i Bering Valgmenighed ved jeg ikke men Morten blev døbt i Pederskirken 6. december 1896 af Pastor Theilmann.

Da familien senere flyttede til Århus i år 1899 skiftede familien Poulsen tilhørsforhold til Århus Valgmenighed, Nørre Alle (startet i 1886), hvor Morten blev konfirmeret i 1911 af Pastor Asger Højmark. Århus valgmenighed var i første omgang en filial af Bering, men blev i 1903 selvstændig.

Valgmenighedskirken blev senere overdraget til den apostolske kirke. På trods af selvstændigheden må der have været forsat samarbejde for det er Pastor Theilmann som står for begravelsen, da Mortens far Poul Pedersen Poulsen dør 43 år gammel i 1911. Måske skyldes det gammelt venskab med Theilmann.

Kilder: Bering Valgmenighed 1876 – 2001. Udgivet af Bering Valgmenighed. Redaktion Kirsten Dissing og Frands Ole

Stormfloden i 1872 er nok en af de værste i Danmarkshistorien. Den påvirkede alle dele af Danmarks indre kyster.

På Nørremølle i Sønderjylland oplevede Hans Peter Hanssen 10 år gammel stormfloden:

Min Fader tog mig med ned på Stranden og viste mig det oprørte Hav. Flere Huse var revet bort af Bølgeslaget. En gammel Daglejer tog mig med ind i en Tegllade, hvorfra vi kunne se ud over det oprørte Hav. “Tror Du ikke, at Verden nu vil forgaa?” hviskede han ængstelig til mig. Da vi senere over Markerne gik tilbage til Nørremølle, naaede Vandstanden helt op til Gaarden. “Saa højt har Vandet ikke været , saa langt jeg kan huske tilbage,” sagde Fader.

Stenderup frimenighedskirke blev etableret i 1900. Årsagen til at etablere frikirken var nok især at dansksindede præster i de etablerede kirker var blevet afskediget og at der i stedet var indsat tysksindede ligesom sproget i kirkerne skulle være tysk.

Familien Hanssen på Nørremølle bakkede op om kirken og de 2 yngste børn: Rigmor og Ingeborg er konfirmerede i kirken. Det samme gælder Anna Hanssens plejedatter Anna Callesen. I starten gik opgaven med at holde gudstjeneste på skift mellem 4 frimenighedspræster i Sønderjylland, men fra 1906 var Jørgen Eriksen fast præst ved kirken. Han havde ikke en teologisk uddannelse men havde tilegnet sig viden gennem ophold på Askov højskole og uafsluttede teologiske studier. Det var et bevidst valg at han ikke ønskede en egentlig teologisk uddannelse. På grund af kirkens status som frimenighedskirke kunne kirken ikke formelt stå for vielser. De par som er viet i kirken er derfor desuden – typisk samme dag – borgerligt viede der hvor de bor.

Jørgen Eriksen døbte sit ældste barn Anna Elisabet (kaldt Lissen) den 27. juni 1915. I en kommentar til dåben skriver han:

” Det var en velsignet Stund Dåbshøjtideligheden inde i sovekammeret med en lille kreds af Familie og Venner. Jeg talte kort og foretog Handlingen. Gud ske Lov for at vi fik Lov til at opleve dette sammen I denne Uge maaske går jeg til Fronten – Gud i Vold”. Endvidere “Mærk: Vort Barn blev døbt før Rosendals Gudstjeneste for at det ikke skulle blive for anstrengende for Moderen, der endnu må holde Sengen,..”.

Ved datteren Dorthea Cæcilie Eriksens dåb 11. februar 1917 kunne han imidlertid ikke forestå handlingen. Det fremgår af kirkebogen: “NB: Faderen er endnu indkaldt og kunde ikke overvære Dåbshandlingen. Han har dog gode Kaar forholdsvis som Feltboghandler tæt ved Verdun (Frankrig). “

Ved datteren Ingeborg Marie Eriksens dåb i 13 april 1919 bemærker han imidlertid at “Det første af min Børn som jeg har kunne døbe i Menighedens forsamling”. Han skriver endvidere: NB. Under Krigens sidste Efterår 1918 mens jeg var i Billoc ved Verdun fronten, optog det mig meget at komme på Orlov til Julen men jeg vilde også gerne være hjemme til Mars, når min kære Hustru ventede sin Nedkomst. Jeg havde endnu aldrig været hos hende ved den Begivenhed. Jeg bad meget til Gud og vidste ikke hvordan begge ønsker kunne opfyldes. En Gang hvor jeg bad hviskedes en Røst til mig … tydelig at jeg blev trøstet: Du skal ikke være bekymret. Gud skal alting mage. Og siden kom det. O Gud ske Lov og Pris og evig Tak. J.E.”

I forbindelse med Ingeborgs konfirmation har Jørgen Eriksen tilføjet følgende bemærkning:

“NB: Vi plejer at have Konfirmation Skærtorsdag. I år har Myndighederne mere end ellers lagt os Hindringer i vejen – nægtet at lade Valter I. og Marie C komme ud af Skolen, og også truet med Bøder for hver Dag Skolen forsømmes. Men i Følge en xxx retskendelse (?) i Flensborg (!) fri for Skolen, når de er konfirmerede”.

Anna Hanssens plejedatter Anna Marie Callesen blev konfirmeret i Stenderup kirke samme dag som Ingeborg. De to var jævnaldrene og været sammen det meste af deres barndom. Anna Callesen blev imidlertid syg og døde allerede som 20 årig. Th. Petersen skriver i kirkebogen: ” Hun døde efter kun et Par Dages Sygdom, Spansk syge med efterfølgende lungebetændelse” .

Efter første verdenskrig havde frimenighedskirken mindre betydning og blev kun brugt få gange om året. Denne skik fortsatte til 1970 hvor kirken og præstegården blev overdraget til Sundevedcentret.

Frimenighedskirken i Stenderup er tegnet af Martin Nyrup, dansk arkitekt som også har tegnet Københavns Rådhus.

Håndskriften er indimellem vanskelig at tyde.

Kilder:

De grundtvigske Fri- og Valgmenigheder. Asger Højmark og Uffe Hansen. 1944

Hospitalet Philadelphia var et efter datidens forhold moderne hospital, primært for folk med epilepsi, men sekundært også for sindslidende. Det blev grundlagt i 1897. Hospitalets grundlægger landsbylægen Adolph Sell var grundtvigianer og tæt knyttet til både Askov højskole og frikirkebevægelsen. Det er derfor ikke tilfældigt at flere i familien har været indlagt netop her. Målet var med kristent udgangspunkt at skabe et hjemligt sted for mennesker med epilepsi og for psykisk syge. Under indlæggelse blev der lagt vægt på at patienterne var beskæftiget, for at aflede de syges tanker.

Gudrun Hanssen, min mormors søster blev udskrevet i 1934 fra Philadelphia. Hvor længe hun var indlagt ved jeg ikke. Sygdommen beskrives som nedtrykthed og negativ indstilling. Muligvis havde hun også en indlæggelse i 1905-09, men jeg er ikke sikker på at det var her.

Jørgen Eriksen, gift med min mormors søster Dorothea var flere gange indlagt her i perioden 1920-40. Han led formentlig i de tidlige indlæggelser af det vi i dag kalder PTSD, eftervirkninger af deltagelsen i 1. verdenskrig. Senere beskrives hans sygdom som “hjernesvind”. Han fik ubehagelige syner. Den sygdom døde han af.

I dag er Philadelphia en selvejende institution. Epilepsi er fortsat et væsentligt speciale, men også folk med andre diagnoser behandles på hospitalet.

Spor:

• Hospitalet Philadelphia ligger i Dianalund på midtsjælland.
• Kolonivej 2, Dianalund. Philadelphias museum har åbent hver onsdag fra 14 – 16. (2022. tjek selv for ændringer). Museet rummer Filadelfias mere end 125 års historie og har til huse i den gamle køkkenbygning  fra 1904. En rundtur i den smukke gamle bygning giver et helt enestående indblik i nogle af de mange fremskridt, der er sket på det medicinske område gennem det sidste århundrede. Aftal eventuelt også en rundtur på Filadelfia. Området og de mange smukke bygninger rummer spændende historier om en tid, der stadig i dag sætter sit præg på Filadelfia.

Kilder:

• … Syge må plejes med kærlighed. Kolonien Filadelfia 1897-1997. Bjørn Hamre.

Danmark og Tyskland havde i årevis forhandlet om hvor grænsen skulle gå mellem landene. I årene forud for krigen i 1864 blev der bygget skanser omkring Dybbøl. De implicerede jordejere fik udbetalt erstatning i efteråret 1861 og anlægget af skanseværker skred langsom frem, fordi der kun blev bevilget og anvendt 15% af det oprindelige budget. Alligevel besluttede regeringen i Danmark imod tyskernes vilje, at vedtage en ny forfatning, der knyttede kongeriget og Sønderjylland sammen.

Bl.a på baggrund af denne beslutning brød krigen ud 1. februar 1864 ved Dannevirke, som danskerne dog slet ikke var i stand til at forsvare. Efter at Danskerne rømmede Dannevirke den 7. februar 1864 fandt det afgørende slag på Dybbøl skanse sted den 18. april. Næste slag om Als skete den 29. juni. Herefter sluttede krigen og fredsforhandlingerne startede mens hele Jylland var besat af tyskerne.

Der er skrevet tykke bøger om krigen i 1864. Her gengiver jeg derfor blot nogle episoder som har direkte betydning for vores familie. Slægtsgården Nørremølle lå centralt for begivenhederne i 1864.

H. P. Hanssen fortæller endvidere: “Efter tilbagetoget fra Dannevirke rykkede “Fjenden længere ind imod Dybbøl, og hver Krog på Gaarden blev nu optaget. Min Faders Søskende (Red: Mistin, Dybbøl by og Henrik, Dybbøl Mark), som med deres Familier var fordrevet fra deres sammenskudte og nedbrændte Gaarde i Dybbøl, slog sig ned hos os. Vi var en Tid lang atten Børn på Gaarden og havde i Reglen flere Hundrede Mand til indkvartering”.

Også søsteren Maria Vilhelmine f 1859 har beskrevet indkvarteringen på Nørremølle: “Da krigen brød ud i februar, fik vi et stort rykind. Beboerne i Dybbøl måtte for størstedelen flygte fra deres hjem. Farbror Henriks boede lige ved skanse to. De kom hele familien, de havde dengang ni børn. Peter Fogeds kom også. Deres børn var omktrent voksne alle, (de to ældste var med i krigen), og de kom andre steder hen. Farbror Henriks kom op og boede i Matttesens aftægt i den ene ende af huset. Det var jo ikke nemt at holde styr på alle de børn, og så blev det besluttet at søster Cæcilie skulle holde skole for dem. Jeg kan se hende endnu sidde for bordenden med en lineal i hånden, som hun vistnok gjorde flittig brug af for disciplinen var vist ikke stor, og jeg tænker heller ikke, det blev til stort med lærdommen”.

Mistin og Peter Hanssen Fogd’s gård lå midt i Dybbøl by. Familien havde 7 børn, hvoraf 4 var under 18 år i 1864. Krigen udviklede sig imidlertid dramatisk, da deres ældste søn lå som artillerist i skanserne og var med til at beskyde sin fødeby. Nogle dage før stormen på Dybbøl blev han såret i benet af en granatstump. Mistin og Peters svigersøn var med både i treårskrigen 1848-51 og i krigen i 1864.

Johan Andresen, gift med min oldefars søster, beskriver i sine erindringer hvordan dagligliv og krig blev flettet ind i hinanden. Han mistede sin mor 2 år før krigen i 1864. Hans nye stedmoder var udpræget Selsvig-Holstensk, og faderen udpræget dansk så der var store spændinger i hjemmet . Han oplevede som dreng krigens gru og en stor indkvartering på deres gård.

Henrik Hanssen boede på Tovshøjgaard, som ligger på Dybbøl Banke lige ved skanse 2, sammen med hans 2. kone og 9 hjemmeboende børn. Gården blev revet ned at danskerne forud for tyskernes angreb i 64, og er senere genopbygget samme sted. Preusserne tog en del fotos af Dybbøl Banke, og på det ene kan man se fundamentet af Henrik P. Hansens nedbrændte gård bag soldaterne. Henrik har ført dagbog under krigen, se mere her.

H. P. Hanssen skriver endvidere om slægtsgården Nørremølle: “Fra Nørremølle blev der lagt en bred Kolonnevej over Markerne ned efter Sottrup-Skov. Og efter Vaabentilstanden opslog de preussiske Pionerer deres Hovedkvarter på Gaarden. De sov om Dagen, men når Skumringen kom, drog hele Styrken – 400 mand – ned i skovene ved Sundet, hvor de opkastede Volde foran Kanonerne, Byggede Tømmerflaader, slog Udskibningsbroer og gjorde Pontonerne og Broerne rede til hurtig Brug. Fra den 26. juni hørtes der Larm i Skovene og Vognrummel fjern og nær i de stille lyse Sommernætter”.

Om den skæbnesvangre 29. juni 1864 skriver han:” Da min Fødegaard (red: Nørremølle) ikke var synlig fra Krigsskibene, som laa paa Alssund, var den af Overkommandoen blev bestemt til Samlingsplads. Herfra rykkede store Styrker af Landgangstropper ud til Angreb, de første kort efter Midnat. Over en halv Snes preussiske Officerer, som havde lært min Fader at kende, og vidste, at han kunde skrive Tysk, opsøgte ham i Nattens Løb og gav ham deres Adresser med Bøn om at skrive til deres Paarørende, hvis de ikke kom tilbage inden en vis Frist”. Allerede før Middag kom de første glædestrålende tilbage: Als var taget.“

Også min oldefars søster Maria Vilhelmine født i 1859 på Nørremølle har også skrevet erindringer om krigen: “Jeg var kun fem år den gang, men kan dog huske en hel del. Jeg husker således tydeligt Sønderborgs brand, jeg stod ved et vindue sammen med mine søskende, og så hvor himmelen vr rød. Og så den 29 juni, da Als blev taget. Vi havde om natten hørt så mange soldater, og de havde tage så godt som alt spiseligt i huset. Vi havde ikke andet end sort kaffe, som vi måtte spise af et fad med skeer, dertil tørt brød med sirup på. Jeg kunne ikke spise det og gik ud. Det var den dejligste sommermorgen, og der var ro og stilhed, da alle soldaterne var borte. Jeg ville så benytte lejligheden til at se mig om og gik op ad kolonnevejen, der førte over til Sottrupskov. Men så kom der en sort hund imod mig, og jeg troede, det var en bjørn, og så tog pokker ved mig, og jeg løb tilbage, alt hvad jeg kunne, så den udflugt blev ikke lang. Dagen efter tog en af pigerne mig med over i en slags kælder vi havde, der lå to tyske soldater udstrakt og stive. De havde et rødt lommetørklæde bredt over ansigtet, de var skudt i hovedet sagde de. Det var to pionerer, de ligger begravede på Sottrup kirkegård. Jeg kan også mindes en dag der kom en patrulje forbi med en dansk soldat de havde taget til fange, men tyskerne var meget gode ved ham, og jeg syntes heller ikke han så så ked ud, så det er jo muligt, at han selv har hjulpet til med at komme i fangenskab, dem var der jo desværre ikke så få af. Den første gang tyskerne kom, og vi skulle have indkvartering, var hele gården fuld af soldater. Vi var i køkkenet, en af pigerne stod ved vinduet med Hans Peter på armen, og jeg holdt mig i hendes skørter, jeg var meget bange for soldater. Ja det var en meget streng tid”.

H. P. Hansen har senere “Mangen en stille sommeraften vandret ene i de samme skove ved Alssund. Over det rolig glidende, spejlblanke Vand har jeg Gang efter Gang tydeligt hørt Kølleslagene, naar Skovfogeden på Arnkil flyttede siden Køer og slog Tøjrpælene i Jorden, og undret mig over, at Hundreder af preussiske Pionerer efter Krigens Genoptagelse Nat efter Nat har kunnet arbejde .. uden at Danskerne hinsides Sundet anede Uraad”. Sottrup Skov og kysten ligger under 1 km. fra Nørremølle, og derfra er der yderligere blot 1 km over til Arnkil og kysten på Als. Det er svært at fatte, at de danske styrker ikke var bedre forberedte, end de viste sig at være”.

Tom Buk Swienty beskriver i bogen “Dommedag Als, 29. juni 1864” det afgørende slag, som førte til at grænsen til Tyskland blev flyttet nordpå til Kongeåen. Det afgørende slag startede bogstaveligt talt på Nørremølles marker og ved Sottrup skov, hvor der dengang var et landgangssted for færgen fra Åbenrå til Sønderborg, og mange af slægtens familier havde krigen på tætteste hånd.

I de efterfølgende dage fortsatte de Preussiske soldater stort set uhindret op gennem Jylland. Krigen i 1864 nåede derfor også til Dråby på Djursland. Rigmor Petersen skriver om sin mor, den 9 årige Dorthea: “En Dag, da Mor vogtede Køerne (red: i Dråby), saa hun pludselig hele Landevejen fuld af tyske Tropper med skinnende Pikkelhuer. Hun skreg højt af Angst og løb forvirret rundt mellem Køerne. Der fulgte en streng Tid. De fik Indkvartering på Gaarden. Tropperne viste sig at være Østrigere. En Officer tog Gæsteværelse og Storstue for sig. Paa Dagligstuegulvet lagde de et tykt Lag Halm, og her laa de menige. Alt, hvad man havde i huset , tog de i Brug. Forældrene maatte saa sammen med Bedstemoderen og fem børn nøjes med Soveværelset”.

Rigmor skriver endvidere om situationen i Dortheas hjem: “Under denne Indkvartering døde den yngste Søster, der knap var et Aar gammel. Det gjorde Indtryk på Familien, at Soldaterne, der havde væres saa længe i Hjemmet, at de var kommet til at holde af den lille, herved viste deres Medfølelse og gjorde, hvad de kunde for at lette Sorgen”. Jeg er ikke helt sikker på, at dette kan være rigtigt, idet barnet først dør 27 maj 1865. På det tidspunkt burde soldaterne have forladt Danmark. Dorthea har nok husket forkert. Sandsynligvis har forholdet mellem soldaterne og familien dog været relativt fredeligt.

Spor:

Kilder:

H. P. Hanssen. Et tilbageblik I. 1928

Sønderjyske Kvinder under Fremmedherredømmet. Del 3. Særtryk. Dorthea Hanssen, Nørremølle. Skrevet af Rigmor Petersen. 1944

Johan Andresens erindringer. Johan var gift med min oldefars søster Marie.

Tom Buck-Swienty. “Slagtebænk Dybbøl”, 2008 og “Dommedag Als”, 2010