
En opskrift fra min mormors opskriftsamling.
Her er opskriften på den mest vidunderlige rå appelsin-abrikos marmelade: Moster Marie stod for bl.a. Ollerup Højskolehjem.
- 1 pund (500 g) tørrede abrikoser
- 2 appelsiner (økologisk da skrællen skal spises med)
- 1 citron
- 1,2 kg sukker
- evt. 1 tsk. konserveringsmiddel
Gammeldags abrikoser skal sættes i blød et døgn. Moderne tørrede abrikoser er bløde og kan bruges direkte. Moderne appelsiner er sødere end i gamle dage. Jeg har derfor justeret mængden af sukker. Hold lidt af sukkeret tilbage og smag marmeladen til.
Kør abrikoser, appelsiner og citron i kødhakkemaskinen eller foodprocessor. Hold udblødningsvand tilbage og pas på det ikke bliver for findelt og for tyndt. Rør frugten igennem med sukker. Det tager lidt tid før sukkeret er opløst så rør flere gange. Når al sukkeret er opløst justeres konsistensen evt. med lidt vand.
Tilsæt evt. konserveringsmiddel. Hæld marmeladen på glas.
Bemærk: Det giver en stor portion (3 kg). Jeg har undladt atamon og fryser marmeladen i mindre portioner, svarende til 1 uges forbrug.