Moster Maries rå appelsin-abrikosmarmelade

Moster Maries rå appelsin-abrikosmarmelade

En opskrift fra min mormors opskriftsamling.

Her er opskriften på den mest vidunderlige  rå appelsin-abrikos marmelade: Moster Marie stod for bl.a. Ollerup Højskolehjem.

  • 1 pund (500 g) tørrede abrikoser
  • 2 appelsiner (økologisk da skrællen skal spises med)
  • 1 citron
  • 1,2 kg sukker
  • evt. 1 tsk. konserveringsmiddel

Gammeldags abrikoser skal sættes i blød et døgn. Moderne tørrede abrikoser er bløde og kan bruges direkte. Moderne appelsiner er sødere end i gamle dage. Jeg har derfor justeret mængden af sukker. Hold lidt af sukkeret tilbage og smag marmeladen til.

Kør abrikoser, appelsiner og citron i kødhakkemaskinen eller foodprocessor. Hold udblødningsvand tilbage og pas på det ikke bliver for findelt og for tyndt. Rør frugten igennem med sukker. Det tager lidt tid før sukkeret er opløst så rør flere gange. Når al sukkeret er opløst justeres konsistensen evt. med lidt vand.

Tilsæt evt. konserveringsmiddel. Hæld marmeladen på glas.

Bemærk: Det giver en stor portion (3 kg). Jeg har undladt atamon og fryser marmeladen i mindre portioner, svarende til 1 uges forbrug.

Grethe Holms kokoskager (75 stk.)

Denne opskrift kommer fra min mormors opskriftsamling.

Min mormors 15 år ældre søster Anna , almindeligvis kaldet Anna, giftede sig i 1910 med Jeppe Holm. Sammen fik de 3 børn. Familierne bevarede kontakten. Sønnen Svend giftede sig med Grethe Holm. Disse dejlige sprøde småkager er Grethes opskrift.

  • 250 g mel
  • 250 g smør
  • 200 g kokosmel
  • 250 g sukker
  • 1 æg
  • 2 tsk. bagepulver

Smør smuldres i mel og bagepulver. Sukker og kokosmel blandes i – dejen samles med 1 æg.  Dejen deles i 3 lige store dele, som hver rulles til ca. 25.  Kugler er gives et tryk og sættes på bageplader med god afstand imellem, da de flyder ud. Bages ved 200 grader til de er lysebrune i kanten.

Cillas æblekage (Dagny)

Fra min mormors opskriftsamling. Opskriften har min mormor fået af Dagny. Hvem Cilla er ved jeg ikke – måske en hushjælp?

Du skal bruge

  • 500 g kogte mosede kartofler
  • 250 g smør
  • 375 g sukker
  • 4-5 æg
  • 1 – 1,5 kg æbler

Kartoflerne bages op med smørret og afkøles.

Æblerne skrælles og skæres i små stykker og lægges i bunden af et smurt fad.

Når kartoflerne er kølet af røres de med sukker, og dernæst med æggeblommerne. Hviderne piskes og vendes forsigtigt i. Dejen fordeles over æblerne og kagen sættes straks i ovnen ved 175 grader og bages ca. 1 time. Spises varm – gerne med flødeskum.

Øddes Marengslagkage

Denne opskrift er fra min mormors opskriftsamling. Ødde var et kaldenavn for min mormors niece. Hendes virkelige navn var Dorthea. Denne kage kaldes også for Guldkage.

  • 90 g smør
  • 90 g Sukker
  • 4 æggeblommer
  • 165 g mel
  • 3 tsk. Bagepulver

Smør og sukker røres lyst. Æggeblommerne røres i en ad gangen. Mel og bagepulver blandes og vendes forsigtigt i, og fordel blandingen i 2 smurte springforme.

  • 4 æggehvider
  • 160 g sukker

Pisk hviderne stive tilsæt sukkeret lidt efter lidt mens du pisker videre.

Fordel massen forsigtigt ovenpå dejen i de 2 springforme. Bag ved 175 grader undervarme eller 140 grader fuld varme (ikke varmluft). Ca. 40 minutter.

Fyld:

  • Abrikos- eller sveskemarmelade eller smørcreme

De 2 bunde lægges sammen med smørcreme eller bedre: abrikoser eller svesker og flødeskum. NB: jeg brugte blommemarmelade fra haven.

Julles horn

Fra min mormors opskriftsamling. Julle var datter af min mormors søster Anna. Hendes rigtige navn var Julie Stavnsbjerg Holm. Portionen rækker til 16 horn.

  • 250 g hvedemel
  • 180 g smør (stuetemperatur)
  • 1 æg
  • 1 spsk. sukker
  • 1 dl mælk
  • 30 g gær

Ægget deles i hvide og blomme

Mælken lunes og heri opløses gæren. Mel, mælk, æggeblomme og lidt af hviden sukker æltes sammen med mælk og gær. Tilsæt evt. lidt ekstra mel, men dejen må ikke være alt for fast. Hæves ca. ½ time ved stuetemperatur.

Dejen deles i 2 halvdele og der hver udrulles til en stor cirkel – ca. 20 cm. diameter. Cirklerne deles hver i 8 trekanter.

Den resterende æggehvide og sukker piskes med sukker. Fordeles med en lille klat på hver trekant i den tykke ende. Hornene rulles let sammen. Det må ikke være stramt. De skal kunne hæve uhindret. De placeres på bagepapir og efterhæver ½ time. Smøres med æg og drysses med perlesukker. Bages ca. 10 minutter ved 200 grader til de er fint lysebrune. Smager bedst lune.