
Jørgen Rudolf (1887-1937) er mine oldeforældres ældste søn, idet en ældre bror dør allerede som 1 årig. For at sikre ham en god uddannelse og for at undgå at han skal underlægges det tyske regime sendes han allerede som 11 årig til Sorø hvor han bor hos nogle bekendte. Han går i den lokale skole men kommer senere på Sorø Akademi hvorfra han bliver student. Jørgen Rudolf gjorde militærtjeneste og blev senere dansk løjtnant. Han blev i Danmark og slap derfor for at deltage direkte i 1. verdenskrig. Han uddannede sig senere til ingeniør på den polytekniske læreanstalt. Min mormors breve indeholder ofte klager over at hun aldrig hører noget fra Jørgen Rudolf. Måske var hans tilknytning til familien ikke så stærk? Det havde sin pris at bo udenfor hjemmet.
Som ingeniør arbejdede han først en tid med opgaver på Flakfortet. Flakfortet er en kunstigt skabt ø, anlagt i perioden 1910–16 som en del af Københavns befæstning. Øen blev benyttet af militæret frem til 1968. I dag er den udflugtsmål for turister.
I 1913 rejste han til Rusland, hvor han blandt andet arbejdede med opgaver på Vinterpaladset i Skt. Petersborg. Ved revolutionen rejste han hjem og fik arbejde på Nordisk Kabel og Tråd på Frederiksberg. i 1935 blev han direktør i Nyboe og Nissen, en virksomhed som producerede varmeapparter. Det varede dog kun 2 år. Han døde i 1937 kun 50 år gammel af akut blindtarmsbetændelse.
Han giftede sig i 1925 med Bodil Marie Hagedorn, som var enke efter arkitekt Kurt Marstrand. Knud og Bodil rejste sammen til Rusland omkring 1915. Der er flere fortællinger om hvad der skete med Marstrand. Den officielle forklaring er at han blev dræbt under en rejse med broren Gunnar, som dansk gesandtskabsdelegerede udsendt af det danske generalkonsulat i Moskva. Her skal de være blevet fanget i krigstilstanden og skudt af en tjekkisk militærenhed.
Jørgen Rudolf og Bodil fik aldrig egne børn, men adopterede en pige, som hed Ulla. Ulla døde ca. 2015. De boede de seneste år på Storchsvej på Frederiksberg. Bodils mor, Enkefru Hagedorn boede en årrække hos dem.
Jørgen Rudolf døde pludseligt at blindtarmsbetændelse, kun 50 år gammel.
Avisen Hejmdal skrev om begravelsen:
“I Gaar Eftermiddags bisattes ved en gribende Højtidelighed afdøde Ingeniør Jørgen Rudolf Hanssen Stavnsbjerg. Paa Kisten, der var svøbt i Dannebrog og omgivet af et Væld af Kranse Laa som en sidst Hilsen en Blomsterbuket.
I Krematoriet samledes Jørgen Rudolfs Slægt og venner. Efter Salmen ”For dig, o Herre, som Dage kun” talte først Svogeren Pastor Hagedorn, Sæddinge, der tegnede et smukt Billede af Jørgen Rudolf som Menneske. Derefter talte Grosserer Hallager paa Vennernes Vegne. Stærkt Bevæget takkede han for alt, hvad Jørgen Rudolf havde været for Vennerne.
Saa lød de gribende toner fra Louis Jensens Cello, og med den gamle Korsfarersang ”Dejlig er Jorden” sluttede Højtideligheden.
Jørgen Rudolfs Aske vil blive bisat i den fædrene Jord i Hjemstavnen, som han elskede saa dybt.”
Spor:
Kilder:
- Notat med udvalgte avisartikler om Knud Marstrand
- Familien Marstrands slægtshistorie